Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

fredag, marts 05, 2004

Melankoli = øl og burgersnask
Hmmm kender du det - man er i godt humør, tilværelsen syner nem og tilværelsens kanter er som smurte i olie og glider med minimal gnidningsmodstand imod livets store køkkenbord. Så pludselig sker der noget som i løbet af den tid, det tager for et indtryk at finde den rette del af hjernen til at forstå det, ændres dette. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe, men hakket i livets bordkant er nok til at humøret lige hopper og lander et andet sted end før.

Det er ærgeligt. Men det værste med uønsket information er at når først man har gået information, så må man også forholde sig til det. Ja man kan naturligvis vælge ikke at beskæftige sig med det, men opbevaret i hukommelsen er det om man vil det eller ej.

Ævæv - mit gode humør smuttede lige idag. Men jeg har heldigvis kuren klar: Et chicken flatbread fra MacDonalds og senere en god øl fra min øl-pusher Super Best. Det er ikke sundt, men det virker. For at få det til at virke på overfladen som en fornuftig disposition går jeg hjem fra arbejde.

Men så er det jo heldigt at jeg imorgen kan hente den kondicykel jeg købte ved et tilfælde igår til en flad halvtredser hos en marskandiser (det er altså et fedt ord som jeg siger alt alt for sjældent....marskandiser, marskandiser, marskandiser).
Problemet ved impulskøb er at konsekvensberegning ikke er en naturlig fase i forløbet som udspiller sig fra man ser et objekt til man har betalt for det.
Nå men det skal såmænd nok gå - Århus Sporveje skal arbejde for deres daglige 6 kroner for mit månedskort til bussen.

Er der iøvrigt overhovedet nogen som læser min weblog? Hvis ja så smid lige en kommentar, hvor du overbeviser mig om at jeg ikke bare taster et ekko i hyperspace.