Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

lørdag, juli 17, 2004

Planer er til for at blive kuldsejlet

Plan:
Vi havde store planer for idag.   Morgenstunden med guld i mund skulle være den helt store med baked beans, kaffe, pølser og de obligatoriske æg i rigelige mængder.  Herligheden skulle naturligvis indtages i solskinnet i Martins hyggelige have i den svale skygge under et æbletræ.
 
Efter morgenmaden skulle vi marinere kød, lave mad, rydde op, bygge havehegn i den bagende sol, spille stangtennis og få grillen klar til når pigerne kommer klokken 19.
 
Problem:
Komplikationerne opstod ved at den godnatøl vi skulle have igår blev til stort bål, stegte pølser, seks øl, en stor Cirollo stout, en ordentlig sjat whiskey.   Klokken halvseks i morges gik vi glade og sodsværtede i seng.
 
Resultat:
Siden middag hvor vi stod op har vi spist morgenmad, spiste hovedpinepiller, spillet playstation, svaret på een sms og marineret kød.   Ellers har vi haft ondt af os selv.
 
Men vi kan altså ikke bebrejdes for noget, for det er nok slet ikke meningen at vi skulle rydde op; for som John Lennon sagde "Life is what happens to you while you're busy making other plans".  Han er en mand der ved hvad han taler om, for jeg nægter at tro at Yoko Ono og de grimme lyserøde Göringbriller han bare i halvfjerdserne kan være noget han havde planlagt.
 
Men stangtennisspillet skal have sin jomfrutur (selvom Martin siger man ikke må tyre), og grillen kan vel passe sig selv imens.
Og så skal vi have en enkelt øl.  Bare en enkelt.
Vi skal huske at tage flere piller....