Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

fredag, august 13, 2004

Ingen panik endnu

Ja så er jeg altså tredive år. Verden lignede sig selv da jeg vågnede i morges (heldigvis) og det var stadigvæk sjovt.

Nu har jeg været oppe i en time og panikken er endnu ikke sat ind. Mon den overhovedet kommer?

Ellers ville det være typisk om den indhentede mig når jeg sidder i rutebilen på vej til Låsby, koldsveden pibler pludseligt og ustoppeligt frem. Snigende begynder alle hår at rejse sig og gør mig til et angst pindsvin med tøj. Blikket flakker stadig mere og mere og ender med at være helt ude af kontrol - ganske som vejrtrækningen, som bliver stødende, højlydt og hvinende.
Muskelspasmer trækker kroppen sammen i fosterstilling, hvorefter jeg begynder at ryste. Til sidst sætter tårerne ind og som kronen på værket starter alle de pinlige og mærkelige råb og udbrud.

Jeg håber virkelig at jeg går fri!