Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

fredag, oktober 22, 2004

Nicaragua

Nu har vi rejst i to dage med bus, taxa og minibus.
Lad mig sige det som det er: Saa sjovt er det heller ikke.

Tre ting man kan vaere sikker paa naar man rejser med bus i Mellemamerika:

1. Din rygsaek bliver altid snavset af en tur i bussens bagagerum
2. Der er altid et-eller-andet som goer at en film paa en bus aldrig bliver den perfekte oplevelse
3. Man bliver altid overfaldet af en multifunktionel horde af taxachauffoerer, sliksaelgere, tiggere, folk med hotelbrochurerer og nogen man ikke ved hvad laver ud over at staa lige der hvor jeg skal gaa. Altsammen umiddelbart efter afstigning af bussen, hvor det eneste man vil er at faa sin bagage foer en lokal goer det.

Vi tog faergen fra Utila onsdag morgen klokken 6:20 (hvilket vil sige 6:45 pga fede amerikanere som kr.... burde laere at staa op til tiden). I hyggelige La Ceiba tog vi en halvlokal langdistancebus til hovedstaden Tegucigalpa. Mens vi ventede paa bussen moedte vi et tjekkisk-fransk lesbisk dykkerinstruktoerpar, der underholdt med en dramatisk historie om et vaebnet roeveri en uge tidligere mod deres bus paa ruten vi netop skulle ud paa.

Tre 17-aars drenge med pistoler tvang alle ud af bussen og ud af toejet, hvorefter de blev systematisk frastjaalet alt, mens en af gerningsmaendene gennemgik bussen for det som folk havde gemt.

Vi blev ikke roevet, men alle medpassagerer som saa det mindste mistaenkelige ud blev omhyggeligt nedstirret.

Paa bussen fik vi at vide at La Ceiba, som vi syntes var saadan en hyggelig by, blev betragtet som den andenfarligste by i hele Syd- og mellemamerika. Kun Bogota er vaerre.

I Tegucigalpa var vi i biografen for hvad der svarer til 4 kroner pr. mand. "The Village" kan godt anbefales, dog helst uden spansktalende boern der tuder....

I dag tog vi en fin bus til Managua, hovedstaden i Nicaragua. Borset fra at vi er sikre paa de fik for mange penge til paskontrollen og at airconditionssystemet vil laekkede ca. ti liter vand paa turen, saa gik det godt.

Overgangen paa graensen mellem Honduras og Nicaragua gik nemmere end de fleste tissepauser.

Nu er vi i den gamle by Granada ved Lago Nicaraguas kyst. Ud over at de laver en fabelagtig karrykylling og at vi har faaet "suiten" er der ikke meget at fortaelle endnu.

Jo det skulle lige vaere at her i Nicaragua er de sygeligt stolte af deres hoens! Der er vejskilte overalt som skamroser de lokale kyllinger.