Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

torsdag, november 18, 2004

Homolamatyr og stirrende mumier

Her er det saa at I to skal af proklamerede den cocatyggende jeepchauffoer ligeglad. Vi saa os vantro omkring. Her? Det kan du sgu da ikke mene! Vores jeep holder i en mennesketom landsby for foden af en udslugt vulkan ude midt i Yuinis saltslette, verdens goldeste terraen.

Vi havde tydeligvis ikke faaet nok information om turen. Faktisk beloeb informationen sig til at det var to dage og at chauffoeren ikke var fuld.

Sjovt nok var vi ikke saerligt indstillede paa at tilbringe 24 timer i hvad der var et sted i absolut ingenting. Paa vores begraensede spansk forsoegte vi at forklare ham at vi saadan set gerne ville med tilbage til Yuini fordi vi ikke havde faaet at vide at vi skulle overnatte saadan et sted.

Uden at vi helt forstod hvad han sagde saa stod det efter tyve minutter klart at vi ikke kunne komme med tilbage fordi nu var det bestilt og at han ikke blev betalt for naeste dag, med mindre vi rent faktisk blev hentet.

Saa vi blev.

Vi fik laest en hel del, spiste noget udemaerket aftensmad, drak the, laeste noget mere og sov.
Stod op, spiste og laeste lidt mere.

Men der var jo den her vulkan som man kunne klatre op paa. Eftersom der ikke var andet at goere der saa besluttede jeg mig for at bestige den.

Da jeg endelig fandt den umaerkede sti der foerte op til vulkanen og et udefineret arkeologisk omraade, kom hostelmutter spaennende i fuld galop Gadagung gadagung gik det over stengaerder og smaa faar.

Da hun indhentede mig stak hun mig en lille noegle. Det er til mumierne sagde hun stakaandet (aha det er altsaa ikke kun vi turister der mister pusten i 4000 meters hoejde).
Mumierne? Spurgte jeg lidt desorienteret.

Jaja - du skal bare selv laase dig ind. Det er ca. en time opad bjerget. Gaa til venstre ved koeretoejerne.

Jamen saa goer jeg da det. Ca. tre kvarter senere ankom jeg til en staaldoer i en klippe. Jeg laaste den lille haengelaas op, aabnede doeren og kravlede ind af den lille aabning. Da jeg var kommet indfor og mine oejne havde vaennet sig til lyset opdagede jeg at jeg stod ansigt til ansigt med en mumie. Det er en ganske saerlig oplevelse vil jeg godt afsloere!
I den lille hule laa adskillige skeletter og vel fire mumier med nogle ofringer i form af keramik.

Pludselig kom der en hoej bankelyd fra den mest velbevarede mumie. Som et rationelt taenkende menneske ved jeg godt at det umuligt kan vaere en bunke genetisk affald der laver den lyd. Som en sensitiv bangebuks en time fra civilisation tog jeg sgu ikke nogen chancer. Hvis en mumie har haft femhundrede aar til at planlaegge hvad den ville goere ved indtraengere saa har den nok en fordel. Hurtigt kom jeg ud af hulen, smaekkede doeren og kastede haengelaasen paa.

Da jeg gik nogle skridt tilbage kunne jeg se den store ravneagtige fugl der pirkede voldsomt i jorden bag hulen. Jaja taenkte jeg. Saa havde den rationelle del af mig ret.

Paa vejen tilbage stod der en stor lamatyr midt paa stien. Jeg kiggede paa den, den kiggede paa mig og vi kom frem til at ingen af os havde i sinde at flytte os.
En mexican standoff. Lamatyren skrabede en smule i jorden med klovene. Da var det at jeg opdagede at den havde store lyseroede garnkvaster i toppen af begge oerer.

Hahaha - hold kaeft hvor er du grim! Du kan da ikke for alvor staa der at puste dig op naar du ligner et kasseret produkt fra My Little Pony!

Det kunne den jo saadan set godt se, og traadte saaret og fornedret vaek fra stien.
Stakkels dyr.

Resten af turen var begivenhedsloes omend en dejlig spadseretur helt alene i storslaaet natur.

Chauffoeren ankom klokken et som aftalt, medbringende en japansk gut som ikke talte et ord spansk. Det undrer mig til stadighed hver gang jeg ser en ene japansk fyr rejse rundt uden at kunne et ord spansk eller engelsk. Hvordan pokker klarer de sig???