Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

lørdag, november 06, 2004

Ikke noget Macho Pichu

I morgen klokken lidt i otte bliver vi hentet af tourbureauets bus saa vi kan komme til startstedet for vores firedagestur til Manchu Pichu.

Vi glaeder os, selvom det formentlig bliver en regnfuld tur og andendagen bliver ret haard.
Her til morgen kom vores guide til hostellet for at briefe os om turen. Og til vores overraskelse kom en glad og soed pige paa en halvanden meters penge hen til os og praesenterede sig som guiden.
Men det tager vi absolut som noget positivt. Hun virker baade soed og kompetent. Da kvinder jo saa rigeligt slaar vi maend paa social intelligens og ansvarsfoelelse betyder det at vi nok skal faa en god tur i behageligt tempo. Ikke noget machofis her.
Altsaa jeg regner jo naturligvis med at vaere forrygende gaaende, men omvendt ved jeg ogsaa hvor umulig jeg er til at gaa opad.
Ned kan man altid komme - og isaer i regnvejr.

Saalen paa min Salomonstoevler kommer helt sikkert med i aftenboennen, for meget kommer til at staa og falde med dem... (ja okay den var simpelthen saa oplagt at jeg ikke kunne modstaa)

Vi har vaeret ude at shoppe saa vi kan vaere klar. Udstyr koster heldigvis ikke ret meget her, og man kan finde udemaerket kvalitet imellem hobene af dingenoter og paaklaedning af tvivlsom kinesisk kvalitet.

Jeg har de senere dage laest i en bog om de hedengangne riger i Perus historie og naturligvis snydt lidt og laest om inkaerne selvom de staar sidst i bogen.

Selvom jeg efterhaanden har laest en del om inkarigets fald har jeg stadig meget svaert ved at forstaa at knapt 300 spanske lykkeriddere kunne undertvinge et stort rige med millioner af indbyggere. Er rige der havde sin storhed takket vaere et veludviklet vejnet og stor dygtighed indenfor logistik og dermed hurtigt kunne sende mange tropper til afsides provinser naar det var noedvendigt.

Inkaerne var i stand til at samle velbevaebnede diciplinerede haere paa baade et- og tohundredetusinde mand.
Den sidste inka, som havde narret spaniolerne ved at spille marionetmonark, havde i al hemmelighed arbejdet fra begyndelse paa at smide spaniolerne i havet og genskabe inkariget. Da han endeligt satte planen i vaerk sendte han en haer paa knapt tohundredetusinde krigere mod Cusco, som var holdt af 170 spanske soldater, hvoraf kun 80 var til hest.

Efter en ugelang strid havde spanierne indtaget et uindtageligt citadel og draebt bogstavelig talt flere tusinde forsvarere.

Den enorme inkahaer var tvunget til at fortraekke.
Forstaa det hvem som vil. Jeg kan ikke forstaa, hvorledes noget senmiddelalderligt vaaben kan vaere saa overlegent at noget saadan kan lade sig goere.