Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

torsdag, december 16, 2004

Hey England!

Saadan anraabes jeg ca. hvert femte minut her i den gamle bydel i Havana. Ja vi er jo paa Cuba nu. Ankom igaar foerst paa aftenen.

Vi naaede kun at vaere paa hotellet i ca. tre kvarter foer vores ven fra Manchester, Rik, kom spankulerende ind i vestibulen med et stort smil.
Han bor paa et vaerelse i et privat hjem, kaldet et casa particulares, lige om hjoernet.

Senere samme aften skulle han ud med den skoenne datter i huset og hendes veninde. Vi tre vikingeknaegte og Jeff, som jeg moedte i flyet slog foelge. Vi maatte simpelthen se pigebarnet som fik Riks oejne til at straale og fik ham til at koebe hende hummer paa en fin restaurant.

Hjemme i hans casa particular, moedte vi soennen i huset og iklaedt det perfekte Grease-kostume tog han ogsaa med. Vi fandt en restaurant i China Town (ja det har du sgu ogsaa her), hvor tjeneren udenfor lokkede de to piger med "at faa noget for det", hvis vi alle spiste der.
Et lidt besynderligt arrangement mente vi, men herovre er det meget almindeligt.

Intet er gratis i Cuba. Du kan bruge timer sammen med lokale og have en virkelig god stund, men det er ikke gratis. De forventer du betaler deres mad, drink eller giver en skilling til en taxa (hvorefter de gaar hjem). Dog vil jeg sige at den slags hustlen er meget mere behageligt end i resten af Centralamerika, hvor man basalt set betaler en pisseirriterende personage for at gaa sin vej og lade dig vaere. Her betaler man i princippet for det modsatte.

Ioevrigt saa fortaeller jeg ikke hvor jeg er fra, blot at jeg ikke er fra England og de er velkomne til at gaette, hvor jeg er fra. Det faar dem til at forsvinde ret hurtigt.

Men her er saerpraeget i Havana. Meget fattige mennesker i noget der ligner om et forfaldent Barcelona eller Rom. Man skal ikke bruge fantasien ret meget for at faa oeje paa byens fordoms storhed.