Nogle gange sker det bare.
Man står meget pludseligt ansigt til ansigt med et menneske, som sætter alle en flodbølge af kropslige mekanismer i gang samtidigt. Hjertet banker, maven snurrer, knæene svejer, håndfladerne bliver svedige, stemmebånden strejker og alle sanser skærpes. Man får tunnelsyn så alle lyde og indtryk bliver dulme og reduceres med et trylleslag til uvæsentlig fjern mumlen, og man ænser kun dette ene menneske.
Så står man bare der, som et stirrende, umælende stykke kvæg med fjoget grin og en hjerne der arbejder på højtryk, men aldrig kommer frem til noget tilnæmelsesvist brugbart. Og man ender med at vælte noget, grine højt uden grund eller sige begavede ting som "nååå er du også her". Når ordene ringer i luften og den skønne har fortrukket, står man tilbage med næsen fyldt med hendes duft og en større bebrejdelse af hjernens pludselige mangel på gode forslag. Kender du det?
Tor Nørretranders postulerer i sin bog "Det generøse menneske" at når et menneske skal finde en partner så gælder det om at demonstrere at man er god til noget, og hvis det lykkes så er det stort set underordnet hvad man er god til.
Men for at kunne imponere dette fantastiske og attråværdige væsen, må man jo kunne tale eller i det mindste have fuld kontrol over bevægeapparatet, og helts også en hvis timing.
Så er det jo at jeg tænker - når man sådan går helt i baglås - er det naturens måde at sige "glem det makker!", er der noget som overstyrer og på forhånd tager konsekvensen af at dette er ikke meningen? Jeg ved det lyder som en konspirationsteori, men er der en reguleringsmekanisme, som på en eller anden facon er lejret i vore gener?
Jeg har ikke oplevet ovenstående idag - men så een pige, der flere gange har efterladt mig i den tilstand, og jeg kom til at tænke "hvorfor"? Hurtigt efterfulgt af en tanke om det kunne være anderledes?
