Ekletant og med finesse

Erfaring er det, der gør det muligt for os at gentage vores fejltagelser med større finesse.
- Derwood Fincher

Det er d.... smukt formuleret! Sådan har jeg aldrig før set på det.

Johnny Madsen har engang sagt at skal man have fiasko kan den ligeså godt være ekletant. Der er meget mere stil over en maveplasker fra 10-metervippen end i bare at falde i bassinet.

Uden at vide det har jeg i lang tid været god til noget. Eller ekletant og med finesse!

Duft af regn

Der er altså noget over duften af sommerregn. Faktisk er der flere ting jeg godt kan lide ved sommerregn. Man kan sidde indenfor uden at have dårlig samvittighed over ikke at være ude i det gode vejr. Der er grund til at lave varm kakao, hvis man altså har noget. Men kan fryde sig over alle de der troede de skulle nyde en dejlig sommerdag udenfor. Ha! Jeg bliver aldrig for gammel til at fryde mig inderligt og barnligt over den slags.

Åh at være en høne!

Kim Larsen synger så smuk Frank Jægers tekst:

Åh at være en høne
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt i en have
pikke et rødhudet bær.

Men sådan kan man ikke gemme sig for verden.

På Slagt en hellig ko har der været diskuteret om det at blogge anonymt. Jeg kan kun sige at tanken for nogle er tillokkende og fred være med dem.
For mit eget vedkommende er min blog meget personlig, og bliver med tiden mere og mere personlig. Men netop det, at jeg skriver mine tanker på en weblog under eget navn og med billeder i farver, gør at jeg netop bliver bedre til at stå ved hvem jeg er.

Jeg er, som jeg er. Og netop sådan ønsker jeg at fremstå for verden. Blotlagt og med åben pande. Det er måden at møde verden på for mig.

Hvad med dig?

Jeg forstår....

Det er fedt at kunne udtrykke sig. Jeg nyder at skrive mine tanker ned. Det skaber struktur i de ting der rumsterer i mit hoved, og ofte er selve processen med at beskrive dem det vigtigste.

For før jeg kan skrive noget, er jeg nødt til at finde ud af, hvad det egentlig er jeg føler. På trods af det lyder simpelt er det ikke lige til. Men vreden, frustrationen eller glæden skal have et ansigt. Jeg tvinges til at kigge indad. Til at se hvad, og derefter til at se hvorfor.

Beskrivelsen af mine tanker og mig selv er en form for renselsesritual. En emotionel bordlægger. Når så alle kortene er lagt på bordet og det rumsterende blotlagt for mit øje, da kan jeg begynde at forstå.

Selvindsigten er værdifuld. Jeg begynder at forstå digteren, som skriver; maleren som maler, musikkeren som komponerer sågar øksemorderen, der går løs på den tilfældige cyklist.

Det handler om udfrielse.

Fuck livet!

Nogen gange så bliver det bare for meget. Livets bæger er fyldt til randen, og alt det overskydende plasker ud over kanten. Så er det at jeg får lyst til at skrige fra hustagene: Fuck livet! Fuck forventningerne! Fuck normerne! Fuck pligterne! Fuck fornuftens kvælende dyne! Fuck det hele, men først og fremmest fuck livet!

Så har jeg bare ikke energien til at gøre alt det som jeg bør. Jeg har ikke overskud til at smile, være venlig, overholde reglerne, tage hensyn, undlade at sige den uforbeholdne mening, til at vige en millimeter, til at kære en tøddel, til at overholde noget som helst kodex.

Jeg kan slet ikke rumme alle de ting som jeg skal rumme. Minimumskravene til mig synes at være urealistiske. Små ting, der normalt ingenting betyder, fylder pludseligt alt alt for meget. Der er for meget og jeg er på nippet til at give op. Da er det at overlevelsesinstinktet tilsyneladende tager over.

Alle de ting jeg normalt skal rumme bliver smidt over bord. Væk med pli, væk med selvkontrol, væk med grimasser der passer, væk med overskud til andre, væk med svinkeærinder, væk med behovet for at opfylde forventninger. Væk med alt det som fylder op og ligger ovenpå mit ego. Væk med alt det som er blevet internaliseret.

Og pludselig er der plads til de indre dæmoner kan røre på sig. De skal bare lige ud og danse lidt. De river og flår i selvtilliden, selvværdet, selvkritikken. Da jeg var yngre troede jeg at de skulle opsluge mig, men det gør de ikke. De skal bare have lov til at komme frem og lade vreden, skuffelsen, angsten og alt det indestængte komme op til overfladen.

Langsomt går det over igen. Bagefter er det uvirkeligt, ganske som en drøm. Skete det overhovedet?

Egentlig tror jeg at det er sundt at dreje lidt på den mentale ventil og slippe dampen ud.

Var det virkelig mig der råbte fuck livet!?.....

Silkeborg i superligaen igen!

Engang i mellem må man tillade sig selv at være lidt rørstrømsk og blot knibe en tåre.
Som trofast fan af Silkeborg var det en hård ting sidste sommer at måtte sande at ens fodboldhold må rykke ned.

At jeg så bor i Århus gør det ikke nemmere når byen er fyldt med AGF-fans, som glædes inderligt over at få en sjælden lejlighed til at håne et andet hold, som på papiret er dårligere end deres eget.

Men nu er "de røde" (de røe' som det så smukt og plumpt hedder på lokalsproget) igen i Superligaen!!