Sokkemysteriet 2

Nu er det sket igen! Jeg skal på tur og har måttet indkøbe vandretøj, igen. Hver gang jeg skal ud at rejse tænker jeg; jeg har det hele. Det næste som normalt hænder er at jeg kommer hjem og har købt noget rejsetøj som jeg ikke havde.

Nuvel - det kan jo ske, og så har jeg jo også det tøj til næste gang, så faktisk er det ikke forbrug, men en investering. Afkastet bliver jo så sparede udgifter til tøj til fremtidige ture. Men ak, den tur, hvor jeg kunne spare indkøb er tilsyneladende ikke oprandt. Har jeg uforvarende opdaget et paradoks ala mysteriet om sokker der forsvinder sporløst under vask?

Til gengæld vil jeg tillade mig at glæde mig over mine nye eddersmarte khakifarvede vandrebukser og sorte vandresokker! Bøj jer i støvet latinamerikanere, for vikingen ankommer velklædt! Iklædt det ypperste den vestlige eventyrekviperingsindustri formår vil jeg lægge jeres kontinent for mine salomonindsvøbte fødder. Ihvertfald indtil den første landevejsrøver napper min nye lækre mavepung (nej det er absolut ikke Robert-modellen).

Jeg slap endda nødigt - for var hende ekspedient-baben i Friluftsland ikke forduftet mens jeg var i prøverummet så havde jeg sikkert købt hele butikken.

Glæden ved ingenting

På arbejde er et projekt afsluttet, på et andet afventer jeg at jeg bliver inddraget, to andre er sat på "hold". Resultatet er at min arbejdsdag tøffer afsted i et adstadigt tempo.

Egentligt har jeg det bedst når der er travlt - så føler jeg at jeg virkeligt deltager i kampen for firmaet.
Men jeg har det overraskende fint med ikke at have spor travlt, især fordi det ikke rigtigt er min skyld.

Nu tror jeg at jeg vil tage mig en velfortjent frokost og glæde mig over ingenting.

Han kører med rød hjelmfarve!

Speedway er en på overfladen lidt enfoldig og halvkedelig sport. Jeg plejede at betragte det lidt som atletik, hvor udøverne blot var typiske knallertbøller fra provinsen uden anden reel mulighed for at stå ud fra mængden.

Men det er jo en nuancernes sport, så det er alligevel interessant. Jeg ser det til gengæld på grund af kommentatorerne og deres helt fantastiske arsenal af utrolige udtryk.

"Han kører med RØD hjelmfarve!" - jeg aner ikke om der er noget særligt over at have en rød klud på sin hjelm, men det lyder sådan, begejstringen i deres stemmer taget i betragtning.

"Han kører HELT ude ved hegnet!" - ja det er i sandhed vildt! Hvorfor ved jeg ikke...

Og hver gang de entusiastisk råber "Thomas Gollup - den GALE polak!" - ja så gibber det sgu i mig. Det er da et navn for en levende legende. Jeg mistænker kommentatorerne for at tillægge alle polakker en vis portion galskab, så den gale polak må være et ekstraordinært vanvittigt individ og derfor en vi alle bør beundre.

Jeg ærger mig faktisk lidt over at speedwaysæsonen er overstået.