Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

Name: Jeppe Abildskov
Location: Århus, DK

lørdag, juli 17, 2004

Månecreme?

Når man skal være ude i solen en hel dag, så smører man sig ind i solcreme.
Hvis nu man skal være ude i måneskin en hel nat, skal man så smøre sig ind i månecreme?
Og hvor køber man sådan noget henne?
 
Tror lige at jeg skal ind og have nogle flere piller....

Planer er til for at blive kuldsejlet

Plan:
Vi havde store planer for idag.   Morgenstunden med guld i mund skulle være den helt store med baked beans, kaffe, pølser og de obligatoriske æg i rigelige mængder.  Herligheden skulle naturligvis indtages i solskinnet i Martins hyggelige have i den svale skygge under et æbletræ.
 
Efter morgenmaden skulle vi marinere kød, lave mad, rydde op, bygge havehegn i den bagende sol, spille stangtennis og få grillen klar til når pigerne kommer klokken 19.
 
Problem:
Komplikationerne opstod ved at den godnatøl vi skulle have igår blev til stort bål, stegte pølser, seks øl, en stor Cirollo stout, en ordentlig sjat whiskey.   Klokken halvseks i morges gik vi glade og sodsværtede i seng.
 
Resultat:
Siden middag hvor vi stod op har vi spist morgenmad, spiste hovedpinepiller, spillet playstation, svaret på een sms og marineret kød.   Ellers har vi haft ondt af os selv.
 
Men vi kan altså ikke bebrejdes for noget, for det er nok slet ikke meningen at vi skulle rydde op; for som John Lennon sagde "Life is what happens to you while you're busy making other plans".  Han er en mand der ved hvad han taler om, for jeg nægter at tro at Yoko Ono og de grimme lyserøde Göringbriller han bare i halvfjerdserne kan være noget han havde planlagt.
 
Men stangtennisspillet skal have sin jomfrutur (selvom Martin siger man ikke må tyre), og grillen kan vel passe sig selv imens.
Og så skal vi have en enkelt øl.  Bare en enkelt.
Vi skal huske at tage flere piller....

torsdag, juli 15, 2004

IRL>@?

Jeg har lige haft besøg på mit kontor af en god ven og sin studiemakker. De interviewede mig til deres hovedopgave. Emnet var kommunikation og alle de forskellige kommunikationsmidler. Det var rigtigt interessant og snakken gik over og blev af filosofisk karakter og kom til at handle mindst lige så meget om livserfaring og den måde man anskuer relationer til andre mennesker på.

Så nu ved jeg hvorfor jeg skriver en e-mail først når jeg er blevet uvenner med nogen. Det er naturligvis for at være sikker på at få sagt alt det jeg vil sige. Med andre ord få lov til at forklare.

Er en undskyldning kun en rigtig undskyldning, hvis den leveres ansigt til ansigt?
Som en chatter ville skrive: IRL>@

onsdag, juli 14, 2004

Hjælp Internettet tager mine penge!

Ved tilfælde har jeg hevet et gammelt link frem til en fortrinlig netradio, hvor der er en helt superb blueskanal. Tænk dig - kun det svedigste blues! Der er dog en hage - for alle de numre som spilles vises et lille billede af albummet med link direkte til Amazon, hvor man kan købe det. Aaaargh!!!

Hvordan skal jeg afholde mig fra at købe noget? Det kan kun ende med onlinekøb for penge jeg imorgen skal bruge til at betale rejse for.

Jeg overvejer kraftigt om jeg skal anskaffe mig et af de nye dankort så jeg bliver ude af stand til at købe noget. Men desværre virker det vist ganske fint på Amazon og afværger ikke faren for bankerot.

til gengæld vil der så blive grund til at høre bluesmusikken når jeg må flytte selvom jeg ikke har råd til min rejse. Men kan man overhovedet høre musik som hjemløs?

Måske burde jeg bare arbejde noget hårdere og tænke lidt mindre...

Hov - det album har jeg da vist ikke? Skal lige noget......

tirsdag, juli 13, 2004

Thailandsk rejelasagne i tortillas?

Igår var der nøjagtigt otte uger til, at jeg står på et British Airways-fly og flyver til Mexico City. Det betyder at jeg skal flytte ud af min lejlighed om syv uger.

Dette har har fået mig til at indse at jeg bør stoppe med at fylde flere ting ind i lejligheden og istedet tænke meget kraftigt på at reducere antallet af opbevarede genstande.

Første offer bliver alle de papirer som på mystisk vis altid hober sig op. Næste indsatsområde bliver alle de ting som står urørte i kælderrummet og som jeg ikke har savnet i knapt to år. Så er der desværre heller ikke rigtigt så mange muligheder tilbage.

Det fører altsammen hen til, at mine notorisk kendte madlagre nu skal tømmes. Derved mindsker jeg sandsynligheden for at jeg kunne overleve en atomkrig. Nuvel, jeg tager chancen og satser på at Osamas drenge vælger et andet sted på kloden som nuklear terrormål. Jeg har siden jeg flyttede hjemmefra for ti år siden altid haft masser af mad i gemmerne, sådan bare for en sikkerheds skyld - jeg kunne jo mangle noget en dag eller blive for syg til at komme ud og købe ind.

Hvad har jeg så i mine lagre og hvad skal jeg så leve af de næste syv uger for at kunne tømme lagrene. Tilsyneladende taler vi om et nyt fusionskøkken. Ihvertfald har jeg masser af krydderier og krydderdressinger, masser af lasagneplader og pasta, en del tortillas og tacas samt en større samling thaimad på dåse og endeligt en halv fryser fyldt med rejer i alle størrelser.

Men kan man leve af thailandsk rejelasagne i tortillas i syv uger?

mandag, juli 12, 2004

Rastløs rod?

Jeg har idag opdaget at jeg langsomt men sikkert bliver mere og mere rastløs og rodløs, jo ældre jeg bliver. Det burde vel gå den modsatte vej?

Måske er det fordi jeg inderst inde er en rastløs sjæl i en tryghedsnarkomans krop. Nu er tryghedsnarkomanien på vej ud og æraen som tøsedreng synger på sidste vers.