Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

Name: Jeppe Abildskov
Location: Århus, DK

lørdag, august 28, 2004

Halvandet døgn igen

Tik tak tik tak, tiden nærmer sig med hastige skridt.

Så er lejligheden tom, for mine ting ihvertfald. Eller de ting som jeg har vedtaget at jeg selv skal sørge for. Dem jeg har husket i det mindste. Der er noget som jeg har glemt - jeg ved det, men desværre kan jeg ikke komme på hvad det skulle være.

Det skulle da lige være kablet til mit digitalkamera som jeg åbenbart i min iver har fået pakket ned og lagt på depot. Men det vigtigste må vel også være at få billederne ind i kameraet.
Jeg håber nu at Daniel kan skaffe et andet kabel, så jeg kan komme til at uploade billeder på rejsen.

Dagen er gået med at lave cd'er med mp3'er af et udvalg af mine yndlingscd'er. Det vil sige at brormand og jeg har brugt adskillige timer på at overføre de "få" 35 cd'er. Men hyggeligt har det jo været. Vi har sågar nået at se fodbold, mens computeren knoklede.

Hvis du læser dette og mener at nogen ikke kender til at jeg skriver om mine oplevelser herinde, så send dem endeligt linket.

Jeg indrømmer det gerne - jeg er nervøs og spændt. Men ikke mere end at det kan kureres effektivt med den gratis flywhiskey British Airways serverer på ture over Atlanten. Altså ikke at jeg skal have så mange at jeg bliver sat af på Island. Bare liiige et par enkelte...

Næste indlæg vil være skrevet fra Mellemamerika. Hvor, hvornår og om hvad vides ikke, men følg med på kanalen.

fredag, august 27, 2004

Jeppe - Komspiratorerne: 7 - 0

Jeg er ustoppelig i øjeblikket ! Ingen, og jeg mener ingen, kan afholde mig fra at tage til de varme lande, hvor pebret gror.

3-0: Strejken i Kastrup lufthavn udsat, 4-0: British Airways strejker kun i en indenrigsterminal i England, 5-0: Jeg har fået alle mine sidste dokumenter fra Jysk Rejsebureau, 6-0: Mine rejsechecks er sikret 7-0: Min valuta ligger klar til afhentning.

Mand jeg styrer!

Der er 72 timer endnuuuuu

Lige nu har jeg en ubændig trang til at høre Poul Dissings "24 timer endnu". Heldigvis har min mor cd'en, så den skal jeg absolut høre i aften.

Nu begynder det for alvor at nærme sig og realiteternes net strammer til. Jeg er begyndt at forstå de konsekvenser mit valg har. Jeg skal væk fra min arbejdsplads igennem syv år, jeg skal ikke se min kære familie, pragtfulde kollegaer og fantastiske venneri lang tid, ingen Fatter Eskil i lang tid og Århus er ikke min by før til juli igen.

Men store handlinger har store konsekvenser - og intet i livet er gratis. Så jeg ser sådan på det at når jeg skal lide store afsavn så får jeg også en stor oplevelse i stedet.

Jeg kommer nu alligevel til at savne dem.

Mikkel sagde igår at "gad vide hvor længe der går, før du finder ud af at det ikke er en ferie, men en rejse og at du ikke skal hjem før om lang tid". Altså hvor lang tid går der før jeg er 100% til stede i "rejsetilstanden". Man kan jo kalde det for en vagabondisering. Mit bud er en eller to uger, alt efter mængden af oplevelser.

onsdag, august 25, 2004

Fem døgn til afrejse!

Ja så er der kun 7.200 minutter til flyet letter!

Har i nat afprøvet mit nye vidunder af en sovepose. En lille net sag på 500 gram, 100% syntetisk og fylder det samme som halvanden liter mælk. Nattemperaturen i Århus er pt. den samme som i Mexico City, så det var perfekte testbetingelser.

Det gik fint. Altså sådan da - gennemsnitligt havde jeg den perfekte temperatur. Sandheden er dog, at jeg enten frøs lidt eller svedte lidt, men gennemsnitstal lyver vel ikke?

Billetterne er i hus!

Sådan!
Jeppe - konspiratorerne: 2 - 0

Billetter og nye briller er nu sikrede. Så mangler jeg blot rejsechecks og at ringe en lillebitte bombetrussel ind hos HK Transport, så vi en gang for alle kan få aflyst det strejkepjank i Kastrup Lufthavn. Nu hvor det hele alligevel er drevet så latterligt langt ud fra deres side, så er det vel kun fair at jeg griber til den velkendte telefonbombejoke...

Det er jo bare noget vi leger

Billetterne er i hus!

Sådan!
Jeppe - konspiratorerne: 2 - 0

Billetter og nye briller er nu sikrede. Så mangler jeg blot rejsechecks og at ringe en lillebitte bombetrussel ind hos HK Transport så vi en gang for alle kan få aflyst det strejkepjank i Kastrup Lufthavn. Nu hvor det hele alligevel er drevet så latterligt langt ud fra deres side så er det vel kun fair at jeg griber til den velkendte telefonbombejoke...

tirsdag, august 24, 2004

Op og ned

Det er helt utroligt som tingene kan ændre sig på kort tid! For tre timer siden havde jeg ingen billetter til rejsen og udsigt til måske at måtte rejse afsted med reservebriller.

Her tre timer senere har vi endeligt fået sporet mine billetter som var afsendt mandag, og kom retur med posten som mente at "adressat er ukendt på adressen". Billetterne kan jeg hente klokken fire hos Jysk Rejsebureau og derefter mine briller som er klar i eftermiddag, vel og mærke i et nyt stel jeg har fået på tilbud.

Torsdag henter jeg rejsechecks og jeg har fundet ud af at de sidste tre-fire strejker i Københavns lufthavne (hvor er det egentlig i flertal?) kun har varet en dag. Ellers har M det kære væsen lovet at hun nok skal få mig sendt afsted. Og når hun siger det, så passer det.

Mit største problem lige nu er vel sagtens om jeg kan få byttet den syngende, men ikke dansende dancing hamster chick som jeg fik af kollegaerne til min fødselsdag.

mandag, august 23, 2004

Første bevis på konspirationen

Ja så har de kære små lufthavnsfunktionærer organiseret af HK besluttet at strejke fra torsdag. Heldigvis arbejder de kun i check-in og udenrigsterminalen. De lammer jo kun de dele af lufthavnen jeg skal bruge.

Det er urimelige hold!

Det er ikke min skyld! Jeg har gjort mit, men alligevel skal jeg straffes. Nu er konspirationsteorier ikke min stærke side, men det er altså begyndt at være en anelse mistænkeligt.

Mine billetter til rejsen skulle være afsendt i fredags. De er dog ikke ankommet i min postkasse. Jeg kan ikke finde ud af om check-in-personalet i Kastrup lufthavn snart skal strejke, og nu hørte jeg i dag at British Airways er på nippet til at strejke. Det er sjovt nok dem jeg skal rejse med. Heldigvis har jeg ikke fået hentet mine rejsechecks endnu.

Til gengæld har jeg ikke fået erstattet mine brilleglas. "Det tager da kun 6 arbejdsdage. Jeg har aldrig set at det skulle tage 16 arbejdsdage." Fascinerende - men hvor er mine f.... briller?!

Hvis jeg overhovedet kommer til Mellemamerika, så vil jeg være blind og uden penge.

Men jeg har da mit pas....

Hmmmmm

Jeg er lige blevet opmærksom på at jeg ikke sover så godt, første gang jeg sover et nyt sted. Det harmonerer ikke specielt godt med 4½ måneds rundrejse i fjerne lande.

Det er vist godt at de laver masser af kaffe derovre.

Status for dagen indtil nu

Jeg har milde andendagstømmermænd, har drukket tre kopper kaffe, der er en uge til jeg skal flyve fra Kastrup Lufthavn, jeg kunne til min overraskelse passe et par gamle bukser (hvilket betyder at jeg må have tabt mig) og tilsyneladende har jeg bidt en pige forsigtigt i knæet lørdag nat.

Men nu er der kun 3½ arbejdsdag tilbage inden jeg sir' hasta la vista, så tilbage til arbejdet.

søndag, august 22, 2004

Av AV AV det er fars værste dag!

Mand hvor har jeg det dårligt! Firmafesten igår var storslået, og en god oplevelse. Jeg må have talt med mindst 100 forskellige mennesker, hørt musik, spist sushi, kigget på bærbare pc'ere og meget andet.

Problemet var de rå mængder af gratis øl. Faktisk gik det rigtigt fint indtil den sidste halve time inden bussen kørte hjem til Århus fra Odense Lufthavn. I bussen blev jeg åbenbart meget træt og sov det meste af vejen, om end det står lidt svagt, som det normalt gør når jeg er beruset og søvnig på samme tid.

Til gengæld husker jeg rimeligt godt vejen hjem fra bussens holdeplads ved Musikhuset. Heldigvis fik Anne, som bor i nabobygningen, hanket op i mig og sørgede for at jeg ikke slingrede mere end nødvendigt.

I dag har jeg det bare så dårligt! Jeg er søvnig, svimmel og træt af ikke at have et fjernsyn. Tømmermænd uden fjernsyn er bare bunden.

Faktisk er jeg så dårligt at jeg knapt orker at gå ind til MacDonalds for at få noget tiltrængt mad.