Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

torsdag, september 30, 2004

Manana manana

Efter nogle dage i Belize er vi nu i Guatemala, hvor der skulle vaere billigt, hvilket passer godt for vi har brugt lidt mere end beregnet.

Indtil nu har vi mest vaeret paa de turismens hovedspor og man skal lede for at finde de billige hostels og restauranter. En ting staar fast. De lokale oel er dyre! I et land hvor 90% maa klare sig for ca. 24 kroner (28 quetzales) saa er en bajer til en femmer mange penge.

Efter en lang bustur gennem Belize og det nordlige Guatemala var vi fremme i Flores, som er hovedbyen i det smaatbefolkede Petenomraade som udgoer halvdelen af Guatemala.

Bussen stoppede ved lufthavnen, som er en landingsbane og to skure der ligner lader, og vi blev gennet over i et folkevognsrugbroed.
Vi forklarede at vi skam skulle nordpaa til El Remate, hvorefter de sagde at bussen gik om ti minutter. Derefter brugte vi det naeste kvarter paa at koere tre gange rundt i, hvad der skulle forestille bymidten.

Pludselig blev vi sat af ved et hotel og fik at vide bussen kom om ti minutter. Efter tre kvarter spurgte vi damen ved desken, hvornaar vores bus kom. Hun ringede efter nogen og nogle minutter senere kom en forsovet mand med morgenhaar i en varevogn.

Vi kom til El Remate, hvor vi boede hos en flink engelsktalende fyr og hans tysktalende ven i deres hostel. Selvom vi var de eneste gaester var det hyggeligt. Udenfor vores hytte sad en stor tarantel hver nat. Han hedder Sigurd nu.

Tidligt morgenen efter saa vi Tikal som skulle vaere den mest imponerende af alle Mayaruiner. Dog har vi set saa mange at der skal en del til at imponere os, og vi var ikke specielt imponerede. Det var flot og stort. Det bedste var at sidde oppe paa toppen af et 64 meter hoej pyramidetempel klokken 7 om morgenen og spise Bimbotoast.

Vi saa masser af aber. Idag talte vi med nogen som saa en jaguar. Vi er groenne af misundelse!

En ting jeg skal arbejde paa at vaenne mig til her i mellemamerika er manana-mentaliteten. Alt kan vente og ingen tager notits af at en bus er ti, tyve eller tredive minutter forsinket. Det har jeg absolut ikke vaennet mig til endnu. Dog er jeg slet ikke klar til at acceptere naar en aftale pludselig ikke overholdes.

Vores shuttlebuschauffoer til Tikal, kiggede mystisk paa os da vi gjorde ham opmaerksom paa at de havde sagt at de koerte tilbage klokken et. Nej det var nu foerst klokken halvtre mente han. Lidt presset af vore mugne blikke blev det dog til klokken to. Grund: han skulle lige have en middagslur!
Det er paa saadanne tidspunkter at jeg bander og kalder dem for abekatte, og fem minutter efter fortryder jeg.

En anden dansker forklarede mig at det var en del af oplevelsen.

Den tygger jeg stadig paa. Han har ret, det ved jeg, men jeg skal bruge mere tid. Meget mere tid.

Nu er vi i Coban midt i Guatemala. Vi var paa en fantastisk tur idag til en lagune som faktisk er en raekke damme paa en naturlig bro af limestone, hvorunder en flod loeber. En lille del af vandet loeber dog igennem dammene, som har forskellige farver. Emerald, safir, smaragd var dammene.

Bagefter var vi 900 meter inde i en grotte, hvor vi bogstaveligt gik i lort. Masser af flagermus har efterladt et lag guano. Flot var det dog og der stank kun en lillebitte smule.

Guiden var en fin fyr og han havde fikset det saadan at vi i oppustede slanger til lastbilshjul, kunne flyde nogle kilometer ned af floden som udsprang fra grotten.

Det var eddermadme hyl!
Og jeg faldt ikke i vandet og fik vel kun ti grene direkte i smasken.

Nu vil jeg smutte. Vi skal ud at spise sammen med et par andre som vi var paa tur med.

lørdag, september 25, 2004

Det' hammer hammerhaj

Idag var vi ude med Carlos paa en snorkletur. Han skulle vaere Caye Caulkers absolut bedste snorkleguide og alle pengene vaerd selvom han er dyrere end de andre.

Han fik 70 Belize dollars (ca. 200 kr) og vi fik en oplevelse, saa det var en fin dag.

Klokken lidt over ti sejlede hans speedbaad med Carlos og hans nevoe Carlos afsted med 7 stk turiste, os inkluderet.

Tre gange en time var vi i vandet og foerste sted paa Coral Garden ude paa revet saa vi en del forskellige fisk, men det store oejeblik var da vi stille fik selskab af en soeko eller manatee som de kaldes her.

Nogle minutter senere fik vi dog ogsaa besoeg af en hammerhaj paa to meter. Den svoemmede lige under den enlige kvinde fra New Zealand som derefter raabte hammmmmerhaj og spurtede op til baaden. Vi andre kiggede en ekstra gang og skyndte os op i baaden altimens Carlos forklarede at en haj paa to meter skam normalt ikke var farlig.

Vi tog ingen chancer. Senere tog vi ud til shark-ray alley, hvor man i lang tid har fodret nursesharks og rokker (rays) for at tiltraekke dem. Det var en speciel oplevelse at svoemme med legesyge hajer paa halvanden meter og nysgerrige rokker som drilske viftede med deres giftige hale.

Nu er vi en oplevelse og en skuldersolskoldning rigere og klar til at tage videre til Guatemale.

onsdag, september 22, 2004

Hash, bank og pickuptrucks

You better belize it!

Saa er vi i Belize city og lad mig bare sige det rent ud: det er et meget syret sted!
Efter et doegn i Belize har vi allerede oplevet adskillige absurde optrin og hele landet er et underligt udefinerbart sted; en melting pot af kinesere, indere, mayaer og ikke mindst rastafarinegre plus et uvist antal ineressante blandinger af de ovenstaende.

Allerede i bussen fra den mexicanske graense til Belize city fik vi en forsmag paa at dette sted ikke lyder almindelige love for menneskelig opfoersel. I landets tredjestoerste by Orange Walk var der karneval for at fejre landets Liberation day - loesrivelsen fra britisk kolonistyre i 1980.

Orange Walk har 9.000 indbyggere og mindst 2.000 pickuptrucks. Samfulde 9.000 mennesker var moedt frem til det store tivoli midt i byen, og alle pickups var derfor parkeret i bymidten. Nogle paa sidegader og en del paa hovedgaden i henholdsvis hoejre side, venstre side og midt paa vejen.

De fleste biler flyttede sig efter lidt voldsom og vedvarende dytten fra den lettere irriterede buschauffoer. Men een fyr naegtede pure at flytte sin bil, hvilket bevirkede at ialt fem stoevede pickups holdt foran bussen uden mulighed for at komme derfra. Da det var helt umuligt at bakke bussen igennem virvaret af fulde mennesker og tilfaeldigt parkerede horder af firehjulstraekkere var vi loebet toer for muligheder.

Chauffoerens assistent og en lokal foersoegte i et kvarter at overtale, trygle og true manden til at flytte sin bil. Men han var staedig og skulle ikke flytte noget. Han ville drikke en oel sammen med sin pige, der iovrigt var hende som befalede ham ikke at goere noget (sikke en kaelling).

Politiet var skam repraesenteret, men stod gemytteligt paa sin cykel med en riffel over skulderen og drik en kold cola alt imens han noed showet.

MEN vi havde et trumfkort i form af en mexicansk kvinde i fyrrerne med lokalt kendskab og et heftigt temperament og en masse moragtige argumenter. Det tog hende tre minutter at skaelde manden al haeder og aere fra, true pigen med en lussing, at forklare politimanden at han var en vatpik, faa den store menneskemaengde med sig og faa flyttet bilen. Vi var meget imponerede.

Efter en halv time kunne vi igen koere, dog af smaa jordveje da hovedvejen jo var blokkeret pga. folkefesten. Men vi morede os i bussen da vi endeligt kom tilbage til hovedvejen og snakken gik lystigt, saa det var en sjov oplevelse og en opvisning i opfoersel som er saa udansk som noget kan vaere.

Da vi kom frem til byen tog vi en taxa, hvor chauffoerens foerste handling var at overhale en kollega indenom. Den anden skaeldte ud, men blev moedt af et hoejlydt fucking asshole! (foookin ashooool) paa syngende jamaicaengelsk eller creol som de selv kalder det.
Saa var stilen lagt og vi maatte kigge vaek for ikke at eksplodere af grin.

Belize city er ikke verdens smukkeste by, men ligner en slidt mellemting mellem Harlem og Kellerup by night. Vi saa maabende til og taenkte kort: hvad er det vi har gjort!

Vi ankom til vores hotel Downtown Guesthouse - vi kiggede lettere vantro paa det lille slidte hus og den minimale kinesiske indehaver der paa overraskende noedtoerftigt engelsk boed os velkomne. Vores rum bestaar af ca. en kvadratmeter gulv, en enorm fan paa gulvet og to kaempestore senge.

Det er vel naermest en firdobbeltseng med trinbraedt!

Da det jo var en helligdag var der meget faa restauranter aabne. Men indehaveren anvist os og et amerikansk par fra bussen til en kinesisk restaurant et par gader vaek.

Efter at have gaaet igennem de skumleste gader jeg nogensinde har betraadt, naaede vi frem til et uvirkeligt etablishement. En kinesisk cafeteria/bar/restaurant/varmestue/hashcentral. Inden vi var kommet indenfor i selve restauranten var vi blevet budt Marihuana af to forskellige rastafarifyre, der lignede Bob Marleys onde tvillinger.

En plattenslager ifoert roed t-shirt og et lumsk smil jog dem vaek. Vi fik to portioner nudler saa store saa en enkelt til deling havde vaeret rigeligt. Dertil havde vi (jeg) bestilt eggrolls.

Da vi havde spist naermest overfaldt den roedklaedte plattenslager os med et sandt bombardement af informationer om hans syn paa en stoerre palette af politiske og samfundsrelevante emner saa som: uddannelse, immigreringslovgivning, indtag af rige pensionister og amerikansk kulturimperialisme som de vigtigste.

Maette og fortumlede slap vi vaek sammen med de to ligeledes rundtossede amerikanere efter at have koebt ham en oel for at slippe for ham i det minut vi skulle bruge for at smutte uset.

Her til morgen saa vi en gammel mand i en park gaa loes paa en ung hiphopper med en rive af ukendte aarsager. Vi stak af foerned vi saa hvem der vandt konfrontationen.

søndag, september 19, 2004

TummeTulumske i hovedet

Igaar forlod vi den varme by Merida med de nummererede gader og dens mange hammocksaelgere. Tidligt om morgenen tog vi afsted fra det hyggelige Hostel Nomade, som udover de mange tyskere og hollaendere, havde en dejlig gaardhave, koekken og en rigtig hyggeonkel af en ejer, som uafladeligt rakte mig krus med honningkaffe.

Vi skulle endeligt til Chichen Itza, som en beroemt Mayaruinby med nogle specielle bygninger. For at faa lidt eventyr og spare nogle pesos tog vi andenklassesbus, hvilket betoed at vi pludselig ikke vidste, hvilken bus vi skulle med.

Men et aeldre par vinkede og pegede - de havde overhoert, hvor vi skulle hen og ville hjaelpe saa vi kom paa den rette bus. Der er nogle utroligt soede mennesker derude, og de var bestemt nogle af dem.

Efter ankomst havde vi nogle varme timer i junglen, hvor vi klatrede rundt paa ruinerne, banede os vej igennem horder af nikon-japanere og adskillige busfulde oversmarte italienske turister af vaereste klasse. Jeg regner efterhaanden italienere for lige slemme turister som fede tyskere og dumme amerikanere.

Ja man fatter at der maaske er lidt om fordommene. Kun lidt altsaa. Nogle af de rareste og mest behagelige mennesker jeg har moedt i Mexico var henholdsvis tyske og italienske.

Lisbeth fik lidt solstik oveni noget forkoelelse saa det var fint at vi kom i en flot aircon-bus, videre til Tulum. Tulum er kendt for sine strande og snesevis af hoteller i strandkanten. Vi ville bare bo paa "Weary Traveller", hvor de har internetcafe til 5 peso pr. time (2,50 kr.) og book exchange. Vi faar nemlig laest nogle boeger goer vi!

Der var desvaerre fyldt, men vi havde moedt en gut ved bussen som vidste billeder af sit hotel i strandkanten. Skinnende toiletter med flisegulv, flotte hytter og pictoresk restaurant - og rimeligt billigt.

Vi tog en taxa, og opdagede at kortet ikke var helt trovaerdigt for der var 4 km og ikke to gader ned til vandet. Restauranten vidste sig at vaere dyr, hyttens tag utaet og billederne var af badevaerelset i den ene luksushytte der var. Mosquitonettet daekkede vel maks to tredjedele af vinduerne, og ja ingen "fan".

Fik jeg fortalt at havet larmede af helvede til, insekterne kriblede og krablede (bogstavelig talt - for der var krabber overalt)?

Vi har ikke lukket et oeje i nat - men vi fik vand i dryp fra taget. Vi svedte indtil klokken fire og froes fra fire til syv.

Saa vi er tummelumske og nok en smule roevrendt. Til gengaeld var det dyrt!

Nu sidder vi saa inde i byen paa det hostel vi gerne ville have boet paa igaar, vi har vaerelser i et rum med tag, der er billigt internet, her er fan og i aften er der stor grillfest! Lykken er vendt. Eller som Lisbeth sagde "Nu er det f..#&$! vores tur til at have held"... og hun fik ret.

Om et par dage tager vi sydpaa til Belize, hvor vi rigtigt skal ud at bade i det turkise vand og svoemme med hajer!

Nu vil jeg have en middagslur saa jeg kan drikke en oel i aften.


torsdag, september 16, 2004

VIVA MMMMEHICO!

Igaar aftes var vi med til at fejre Mexicos befrielsesdag paa Plaza Grande i Merida. Som opvarmning var der Mariachi-sang og dans af folkedansere i flagrende farvestraalende kjoler og sorte dragter med tilhoerende enorme soelvbesatte sombreos.

Efter showet kom selveste vicepresidenten ud paa raadhusets balkon og raabte "Viva Mehico" en tolv-fjorten gange og de 10.000 feststemte raabte ellevilde Viva indtil de knapt kunne tale. Bagefter var der et flot fyrvaerkerishow med staerk tvivlsom sikkerhed.
Store krysantemumbomber kom vel kun 150 meter op i luften, hvilket betoed at en ikke lille andel af knisterne kom faretruende naer jorden. Men saa var det jo ogsaa til at se.

Aftenen sluttede vi af med en lokal bajer paa en bevaertning med et overordenligt uengageret band, som dog vuggede helt synkront i takt til deres systematiske forvanskning af populaere popklassikere.

Men sjovt det var det!

I dag er det helligdag, hvilket betyder at kun lidt over halvdelen af alle butikker er aabne. Ikke noget lukkelovsdiktatur her.

Viva!

tirsdag, september 14, 2004

Hvad skal man med et kort?

naar man kan faa en brunoejet skoenhed til at udpege stedet, vel og maerke mens hun laener sig ind over dig.

Og hvad skal man med et land, hvor man ikke kan koebe en papkasse nogetsteds og posthuset lukker klokken tre?

Nu ved jeg i det mindste, hvor posthuset er. Ellers maa hun vise det igen ,-)

Buy buy Ivan

Ja saa er orkanen Ivan taget forbi, Yucutan og Cuba. Heldigvis valgte den en rute igennem farvandet mellem Cuba og Mexico.

Om kort tid rammer den i en svaekket form Amerikas sydkyst.

Saadan en storm faar mig til at foele mig lille i forhold til de uendelige kraefter naturen kan mobilisere. Ivan havde en vindstyrke paa 350 km. i timen - det er jo enormt. Vindene var saa kraftige at de braender ansigtet paa de som faar kontakt med dem.

Vi sidder lettede og svedige i Campeche efter en problemfri tropenat. Men alligevel spekulerer vi...

Ivan hvor er du?

Jeg har set online at orkanen Ivan som er den grusomste i mands minde raver rundt et sted ude i Atlanten. Men jeg kan ikke rigtigt regne ud om den kommer forbi, hvor vi er.

Sidst har jeg laest at Ivan nu er 50 km syd for det vestlige Cuba, men maaske kan true Yucutan og USA. Med andre ord saa ved meterologerne ikke hvor den er paa vej hen. Jeg haaber skam at den ikke kommer forbi hvor jeg er, for jeg tvivler staerkt paa at det tag vi har paa Monkey Hostel kan holde til Ivan den grusomme.

Op igennem Carabien har Ivan allerede 70 liv paa samvittigheden og jeg har ikke nogen intension om at blive nummer 71.

Lige nu er jeg i Campeche, som er en flot gammel by fra den spanske kolonitid. Her er ogsaa ret doedt og vel egentlig lidt kedeligt. I morgen skal vi se fortet, museet og resterne af den gamle bymur og befaestninger.
Onsdag paa Mexicos befrielsesdag skal vi videre med bus til Merida - en sviptur paa tre timer. Ja man vaenner sig til at sidde i isende airconditionkulde i timevis og kigge paa film paa smaa tvskaerme, hvor enten lyd eller engelsk tale er en mangelvare. Ja eller ogsaa saa sidder der en gammel mand og traekker sin ildelugtende lystfiskervest op over hovedet saa man ikke kan se.

Naar jeg kommer hjem vil jeg koere med den usleste Combus-rutebil uden kny, selv naar radiatoren buldrer paa max en sommerdag i juni.

Nu tror jeg at jeg vil se om CNN kan fortaelle mig noget.
Iaften vil jeg vove at spise den lokale specialitet - haj med hvidloeg.

søndag, september 12, 2004

El plan!

Jeg er blevet spurgt om hvad planen for rejsen er. Det kommer her i korte traek.

Indtil videre har Lisbeth og jeg vaeret i Mexico i knap to uger, om en uge rejser vi ned i Belize, derfra videre til Guatemala, hvor vi efter at have set mayaruinbyen Tikal tager til Antigua i den sydlige del af landet. Her stoeder to mere til (Martin og Daniel) og saa skal vi have en uges sprogskole saa vi kan blive bedre til spansk.

Derefter ser vi lidt af Guatemala og saa ellers med bus ned i gennem Honduras til Costa Rica. Efter lidt tid flyver Lisbeth og jeg til Peru og ser Peru og Bolivia med masser af inkaruiner. Efter tre uger fortsaetter Lisbeth ind i Brasilien og jeg flyver nordpaa igen til Guatemala City og moedes med Martin og Daniel.

Saa gaar turen rundt i Guatemala ellers nordpaa igen gennem Belize, hvor vi tager dykkercertifikat. D. 15. dec. flyver vi til Havana paa Cuba fra ferieparadiset Cancun i Mexico. D. 13. januar flyver vi hjem til Koebenhavn fra Cuba over Mexico, Florida og London.

lørdag, september 11, 2004

Junglefever!

Ja saa er jeg altsaa i Palenque ude i junglen i Chiapas paa Mexicos Yucutanhalvoe. Her er varmt, lummert og regnfuldt. Som en bonus er vores hotel og halvdelen af byen uden el.

Men saa har vi da lommelygter. Ellers maa vi lege moerkeleg.

Vi har siddet fem timer i bus for at kommer hertil af smaa slyngede veje, og har nok ca. tusind sving siddende i maven, saa vi er ikke rigtigt sultne.

I morgen rigtigt tidligt skal vi med en colectivo som en deletaxa hedder, og ud til den gamle mayaruinby Palenque, hvor 500 af de 1.650 bygninger er udgravet, hvilket goer den til den mest udgravede af de store mayabyer. Vi skal derud tidligt saa vi ankommer foer turistbusserne klokken 9.
Da vi bor lige ved colectivoernes holdeplads kan det ogsaa lade sig goere.

Den moderne Palenque by er et grim og snusket sted, saa vi er her kun indtil mandag morgen, hvor vi skal med en bus klokken otte om morgenen til Campeche.

Jeg haaber ioverigt at min hjemmeside ser fin ud, for den er pis..grim paa den computer, hvor jeg sidder nu.

Om kommentarfunktionaliten virker ved jeg ikke - men hvis den goer saa skriv endeligt. Ellers har Mikkel S lovet at fixe det og han er god til html og andet godt.

Der er ikke saa meget at skrive, men naar jeg kommer tilbage til mere civilicerede forhold kommer der lidt mere info.

torsdag, september 09, 2004

Shopomania

Det er faktisk rigtigt fedt at rejse! Godt nok har jeg lidt maveproblemer og en grim forkoelelse, men jeg spiser frugtslik med c-vitaminer og en flink italiensk fyr paa vores hostel gav mig noget antibiotika, som skulle ordne maven paa en dag. Hip hurra for medikamenter!
Samtidigt spiser jeg ikke det lokale snask, men primaert kartofler og stegt skinke. Ja plus noget antibiotika jeg har koebt paa et farmacia, hvor de er ret friske til at saelge det man vil have uden recept.

Vi koerte med natbus fra Stillehavet til bjergbyen San Christobal i Chiapas. Vi havde regnet med at kunne sove, men de to "bedste pladser", som vore ven Chaco paa hostelet paa Playa Zapolite havde reserveret, vidste sig ikke at have meget benplads. Oveni var vi paa foerste parket til at hoere den knaldhoeje lokale popmusik som chauffoeren spillede HELE natten. Det var saa hoejt at jeg kunne hoere det gennem mine oerepropper.

Paa et tidspunkt i nat fik jeg nok og bad en udstationeret amerikansk laege, som var med bussen, om i paenere vendinger end mine at bede chauffoeren om at skrue ned. Han blev virkeligt mopset over at "den dumme svensker" ville blande sig i hans musik. Jeg kunne have kvalt ham!
Saadan en lille flabet abekat, han skulle fandme ha en huskekage. Mit midtjyske temperament kogte i moerket i den bus.

Hvis det var fordi han skulle bruge noget til at holde ham vaagen kunne en solid gang skipperbryst og tolv fiskerlussinger have gjort det samme, og jeg havde hjertens gerne leveret.

Man er ikke saa oplagt paa respektfuld interkulturel meningsudveksling klokken 4 om natten naar man er halvsyg.

Men jeg tog det som en oplevelse. Men ingen soevn saa jeg sov hele formiddagen paa vores hostel.
Det er et supergodt sted, biligt ca. 50 kroner pr. nat for vores tomandsvaerelse, varmt bad og fed hjertelig og hjemlig stemning. Stedet hedder "Mi casa" og det er lige hvad det er - det er ejerens hjem med 7 ekstra tomandsvaerelser.

San Christobal er en dejlig by, selvom det regner hver dag. Her er ikke meget politi synligt i gadebilledet, men vi foeler os trygge og der er masser af muligheder og en afslappet stemning. Og vigtigt - saa er her billigt. Ca. halv pris af Mexico City og Oaxaca.

Igaar har vi vaeret paa markedet, hvor de lokale indianere, eller indfoedte som de vil kaldes, solgte deres smukke hjemmegjorte ting. Jeg har koebt den fedeste indianerhue med oereflapper! Den holder mig varm og er god mod forkoelelsen. Jeg ser en anelse fjollet ud, men alle smiler og er venlige :-)Mit spansk bliver bedre og bedre og jeg kan nu formulere saetninger, forstaa en del svar, foere smaa samtaler og prutte om priser.

Her til eftermiddag har jeg faaet praktiseret mere spansk og har nu koebt endnu flere ting som jeg sender hjem i morgen. Aftens nye saetning bliver "kan jeg koebe en papkasse?".

Idag har vi vaeret ude at se en flod igennem en kloeft. Det var ikke saa imponerende som haabet, men til gengaeld gav kaptajnen i speedbaaden den virkelig gas. Raes er altid sjovt. Det har de fattet herovre, ihvertfald smoeler de ikke ret ofte.

Jeg skrev dette indlaeg igaar, men et eller andet sted i cyberspace gik noget galt og jeg mistede alt det jeg havde skrevet. Aev Baev!

Alle de smaa ting driller, mens alle de store ting gaar perfekt. Det maa vaere saadan livet er. Livet er godt.

Jeg synes ikke at jeg faar saa mange mails.... Du skal jo bare trykke paa billedet af mig i toppen af siden og skrive. Kom nu! Foerste gang er gratis!

mandag, september 06, 2004

Lever stadig!

Er ved Stillehavet paa en gemt strand som er et klassisk surfer/hashparadis - nu off season. Men vejret er fantastisk. En gammel fulderik holdt os vaagne hele natten, mens vi laa ukomfortabelt i haengekoejer. Efter en lang siesta har jeg laert, hvordan man ligger godt i en hammock.

I morgen aften tager vi en natbus som 12 timer senere er i San Christobal i bjergene i Chiapas. Og jo det er der hvor Zaparatisterne er. Men de er vist gaaet over til politik istedet for vaaben.

Det haaber vi, ellers maa vi byde paa bajer og haabe at det gaar.

Mere foelger om et par dage.

Chiao!

fredag, september 03, 2004

Snydt eller taksteret?

Jeg ved det ikke! Men jeg ved at jeg fik faerre pesos udleveret af den lumpne slipsefyr i vekselbureauet end jeg havde forventet "$!%€#s osse!

Ja varmen goer en lidt vrissen og nu er det anden gang at nogen har forsoegt at snyde mig. Det er ikke de fattige indianere paa markederne eller ved gadeboderne. De er stolte og aerlige. Nej det er sgu alle de middelklassedyr med slips og halsklud, som forsoeger at fuppe midtjyden ved at tro jeg ikke kan taelle.

Helt grinagtigt var det da en kvapset fyr paa museet antog at jeg ikke kunne traekke 38 fra 50 og stak mig en 2-pesosmoent. Jeg kiggede vantro og vast paa ham, og vupti saa kom de sidste 10 pesos soerme op paa desken. Kom igen regneklovn!

I morgen tager vi ned til Pouerto Angel ved Stillehavskysten, hvor man kan sove i hammocks (haengekoejer) og bo rigtigt billigt i et backpackerparadis. Og saa skal jeg ud at bade i mine nye uimodstaaelige blaa speedos!

Vores koeb af busbilletter gik ikke som planlagt. Vi kunne ikke finde kontoret, hvor man kunne koere med smaa luksusminiwans. Mens vi stod og dannede os overblik over, hvor en busstation kunne gemme sig parkerede en lastbilschauffoer sin store roede truck midt paa vejen, sprang ud og begyndte fluks at oeve sit skoleengelsk.

Han skulle nok hjaelpe os med at finde bussen. Vi var lidt skeptiske, men det ville vaere fornaermende at afvise ham. Han hev os over paa den anden side af gaden og fra billetskranke til billetskranke indtil han fik et tilfredsstillende svar. De koerte til Pochutla, hvor vi skulle til.

Prisen var billigere end hvad receptionisten havde fortalt, men det var fordi det var en lokal bus og turen tager 6 timer fordi vi stopper i enhver lille by paa vejen. Naa vi skal med fra starten saa mon ikke vi faar siddepladser.

Forstaettelse foelger....

torsdag, september 02, 2004

Viva la Mexico

Saa er vi i Oxaca som er lige praecis som vi havde forstillet os at Mexico ville vaere.
Der mangler faktisk kun en fyr i poncho og sombreo paa hvert gadehjoerne som raaber "Viva!" hver femte minut.

Her er dejligt afslappet og fredeligt. De lokale er venlige og vi foeler os velkomne.
I dag skal vi bare slappe af og kigge paa byen.

Den sidste opdatering gik vist lidt i fisk saa det kun var muligt at laese sidste indlaeg. Men Internetcafeen her paa hjoernet af Calle J. P. Garcia og Trujano er rigtig god, saa nu burde det igen kunne laeses.

Vore Lonely Planet guides daekker ikke det omraade, hvor vi er, men hip hurra for moderne teknologi. Via Messenger har jeg faaet adresser paa gode hostels af Daniel. Gracias Amigo!

I eftermiddag skal der skrives dagbog for alvor saa der kommer sikkert et langt indlaeg om ca. 12 timer.

PS: De har en forkaerlighed for pop-up-blockers saa jeg kan ikke altid se jeres kommentarer.