Det' hammer hammerhaj

Idag var vi ude med Carlos paa en snorkletur. Han skulle vaere Caye Caulkers absolut bedste snorkleguide og alle pengene vaerd selvom han er dyrere end de andre.

Han fik 70 Belize dollars (ca. 200 kr) og vi fik en oplevelse, saa det var en fin dag.

Klokken lidt over ti sejlede hans speedbaad med Carlos og hans nevoe Carlos afsted med 7 stk turiste, os inkluderet.

Tre gange en time var vi i vandet og foerste sted paa Coral Garden ude paa revet saa vi en del forskellige fisk, men det store oejeblik var da vi stille fik selskab af en soeko eller manatee som de kaldes her.

Nogle minutter senere fik vi dog ogsaa besoeg af en hammerhaj paa to meter. Den svoemmede lige under den enlige kvinde fra New Zealand som derefter raabte hammmmmerhaj og spurtede op til baaden. Vi andre kiggede en ekstra gang og skyndte os op i baaden altimens Carlos forklarede at en haj paa to meter skam normalt ikke var farlig.

Vi tog ingen chancer. Senere tog vi ud til shark-ray alley, hvor man i lang tid har fodret nursesharks og rokker (rays) for at tiltraekke dem. Det var en speciel oplevelse at svoemme med legesyge hajer paa halvanden meter og nysgerrige rokker som drilske viftede med deres giftige hale.

Nu er vi en oplevelse og en skuldersolskoldning rigere og klar til at tage videre til Guatemale.

Hash, bank og pickuptrucks

You better belize it!

Saa er vi i Belize city og lad mig bare sige det rent ud: det er et meget syret sted!
Efter et doegn i Belize har vi allerede oplevet adskillige absurde optrin og hele landet er et underligt udefinerbart sted; en melting pot af kinesere, indere, mayaer og ikke mindst rastafarinegre plus et uvist antal ineressante blandinger af de ovenstaende.

Allerede i bussen fra den mexicanske graense til Belize city fik vi en forsmag paa at dette sted ikke lyder almindelige love for menneskelig opfoersel. I landets tredjestoerste by Orange Walk var der karneval for at fejre landets Liberation day - loesrivelsen fra britisk kolonistyre i 1980.

Orange Walk har 9.000 indbyggere og mindst 2.000 pickuptrucks. Samfulde 9.000 mennesker var moedt frem til det store tivoli midt i byen, og alle pickups var derfor parkeret i bymidten. Nogle paa sidegader og en del paa hovedgaden i henholdsvis hoejre side, venstre side og midt paa vejen.

De fleste biler flyttede sig efter lidt voldsom og vedvarende dytten fra den lettere irriterede buschauffoer. Men een fyr naegtede pure at flytte sin bil, hvilket bevirkede at ialt fem stoevede pickups holdt foran bussen uden mulighed for at komme derfra. Da det var helt umuligt at bakke bussen igennem virvaret af fulde mennesker og tilfaeldigt parkerede horder af firehjulstraekkere var vi loebet toer for muligheder.

Chauffoerens assistent og en lokal foersoegte i et kvarter at overtale, trygle og true manden til at flytte sin bil. Men han var staedig og skulle ikke flytte noget. Han ville drikke en oel sammen med sin pige, der iovrigt var hende som befalede ham ikke at goere noget (sikke en kaelling).

Politiet var skam repraesenteret, men stod gemytteligt paa sin cykel med en riffel over skulderen og drik en kold cola alt imens han noed showet.

MEN vi havde et trumfkort i form af en mexicansk kvinde i fyrrerne med lokalt kendskab og et heftigt temperament og en masse moragtige argumenter. Det tog hende tre minutter at skaelde manden al haeder og aere fra, true pigen med en lussing, at forklare politimanden at han var en vatpik, faa den store menneskemaengde med sig og faa flyttet bilen. Vi var meget imponerede.

Efter en halv time kunne vi igen koere, dog af smaa jordveje da hovedvejen jo var blokkeret pga. folkefesten. Men vi morede os i bussen da vi endeligt kom tilbage til hovedvejen og snakken gik lystigt, saa det var en sjov oplevelse og en opvisning i opfoersel som er saa udansk som noget kan vaere.

Da vi kom frem til byen tog vi en taxa, hvor chauffoerens foerste handling var at overhale en kollega indenom. Den anden skaeldte ud, men blev moedt af et hoejlydt fucking asshole! (foookin ashooool) paa syngende jamaicaengelsk eller creol som de selv kalder det.
Saa var stilen lagt og vi maatte kigge vaek for ikke at eksplodere af grin.

Belize city er ikke verdens smukkeste by, men ligner en slidt mellemting mellem Harlem og Kellerup by night. Vi saa maabende til og taenkte kort: hvad er det vi har gjort!

Vi ankom til vores hotel Downtown Guesthouse - vi kiggede lettere vantro paa det lille slidte hus og den minimale kinesiske indehaver der paa overraskende noedtoerftigt engelsk boed os velkomne. Vores rum bestaar af ca. en kvadratmeter gulv, en enorm fan paa gulvet og to kaempestore senge.

Det er vel naermest en firdobbeltseng med trinbraedt!

Da det jo var en helligdag var der meget faa restauranter aabne. Men indehaveren anvist os og et amerikansk par fra bussen til en kinesisk restaurant et par gader vaek.

Efter at have gaaet igennem de skumleste gader jeg nogensinde har betraadt, naaede vi frem til et uvirkeligt etablishement. En kinesisk cafeteria/bar/restaurant/varmestue/hashcentral. Inden vi var kommet indenfor i selve restauranten var vi blevet budt Marihuana af to forskellige rastafarifyre, der lignede Bob Marleys onde tvillinger.

En plattenslager ifoert roed t-shirt og et lumsk smil jog dem vaek. Vi fik to portioner nudler saa store saa en enkelt til deling havde vaeret rigeligt. Dertil havde vi (jeg) bestilt eggrolls.

Da vi havde spist naermest overfaldt den roedklaedte plattenslager os med et sandt bombardement af informationer om hans syn paa en stoerre palette af politiske og samfundsrelevante emner saa som: uddannelse, immigreringslovgivning, indtag af rige pensionister og amerikansk kulturimperialisme som de vigtigste.

Maette og fortumlede slap vi vaek sammen med de to ligeledes rundtossede amerikanere efter at have koebt ham en oel for at slippe for ham i det minut vi skulle bruge for at smutte uset.

Her til morgen saa vi en gammel mand i en park gaa loes paa en ung hiphopper med en rive af ukendte aarsager. Vi stak af foerned vi saa hvem der vandt konfrontationen.

TummeTulumske i hovedet

Igaar forlod vi den varme by Merida med de nummererede gader og dens mange hammocksaelgere. Tidligt om morgenen tog vi afsted fra det hyggelige Hostel Nomade, som udover de mange tyskere og hollaendere, havde en dejlig gaardhave, koekken og en rigtig hyggeonkel af en ejer, som uafladeligt rakte mig krus med honningkaffe.

Vi skulle endeligt til Chichen Itza, som en beroemt Mayaruinby med nogle specielle bygninger. For at faa lidt eventyr og spare nogle pesos tog vi andenklassesbus, hvilket betoed at vi pludselig ikke vidste, hvilken bus vi skulle med.

Men et aeldre par vinkede og pegede - de havde overhoert, hvor vi skulle hen og ville hjaelpe saa vi kom paa den rette bus. Der er nogle utroligt soede mennesker derude, og de var bestemt nogle af dem.

Efter ankomst havde vi nogle varme timer i junglen, hvor vi klatrede rundt paa ruinerne, banede os vej igennem horder af nikon-japanere og adskillige busfulde oversmarte italienske turister af vaereste klasse. Jeg regner efterhaanden italienere for lige slemme turister som fede tyskere og dumme amerikanere.

Ja man fatter at der maaske er lidt om fordommene. Kun lidt altsaa. Nogle af de rareste og mest behagelige mennesker jeg har moedt i Mexico var henholdsvis tyske og italienske.

Lisbeth fik lidt solstik oveni noget forkoelelse saa det var fint at vi kom i en flot aircon-bus, videre til Tulum. Tulum er kendt for sine strande og snesevis af hoteller i strandkanten. Vi ville bare bo paa "Weary Traveller", hvor de har internetcafe til 5 peso pr. time (2,50 kr.) og book exchange. Vi faar nemlig laest nogle boeger goer vi!

Der var desvaerre fyldt, men vi havde moedt en gut ved bussen som vidste billeder af sit hotel i strandkanten. Skinnende toiletter med flisegulv, flotte hytter og pictoresk restaurant - og rimeligt billigt.

Vi tog en taxa, og opdagede at kortet ikke var helt trovaerdigt for der var 4 km og ikke to gader ned til vandet. Restauranten vidste sig at vaere dyr, hyttens tag utaet og billederne var af badevaerelset i den ene luksushytte der var. Mosquitonettet daekkede vel maks to tredjedele af vinduerne, og ja ingen "fan".

Fik jeg fortalt at havet larmede af helvede til, insekterne kriblede og krablede (bogstavelig talt - for der var krabber overalt)?

Vi har ikke lukket et oeje i nat - men vi fik vand i dryp fra taget. Vi svedte indtil klokken fire og froes fra fire til syv.

Saa vi er tummelumske og nok en smule roevrendt. Til gengaeld var det dyrt!

Nu sidder vi saa inde i byen paa det hostel vi gerne ville have boet paa igaar, vi har vaerelser i et rum med tag, der er billigt internet, her er fan og i aften er der stor grillfest! Lykken er vendt. Eller som Lisbeth sagde "Nu er det f..#&$! vores tur til at have held"... og hun fik ret.

Om et par dage tager vi sydpaa til Belize, hvor vi rigtigt skal ud at bade i det turkise vand og svoemme med hajer!

Nu vil jeg have en middagslur saa jeg kan drikke en oel i aften.