Det er dyrt at blive bestjaalet

Nu har jeg brugt hele eftermiddagen igaar og hele formiddagen idag paa at snakke med forsikringsselskabets emergency line, min mor og i flere omgange og i laaang tid Thomas Cook som har udstedt mine rejsechecks.

De er meget grundige og jeg har vel forklaret ti gange saa meget til folkene hos Thomas Cook, end jeg fortalte politiet, som vel i bund og grund blot konstaterede at der var en mere til den svulmende statistik. Men politirapporten er jo den eneste maade hvorpaa man kan faa noget fra sin forsikring og refund af rejsechecks.

Faktisk var det lidt af en oplevelse at sidde paa en lillebitte stol i en betoncelle sammen med en politimand i fuld uniform og velsagtens ti stykker papir og ni stykker kalkerpapir i den udtjente men store skrivemaskine. Han kunne kun lidt engelsk og jeg kun lidt spansk, men det gik.
Heldigvis havde turistpolitiet hjulpet mig med at udfylde et skema paa engelsk og spansk med de vigtigste detaljer.

Uanset at det var mig som var blevet forulempet saa foelte jeg mig alligevel lidt kriminel som jeg sad der paa min lille stol naer gulvet og kiggede op til den store politimand.

Humoeret er fint og heldigvis havde jeg nogle kontanter paa mig saa jeg kan klare mig. Rejsechecks skal nok blive refunderet og mit visakort er lukket, og et nyt kommer ud sammen med drengene paa soendag.

Men flybilletterne kan blive svaere at faa genudstedt og mit visa til Cuba kan maaske blive et problem. Ud over det skal jeg bare udfylde en satans masse formularer omkring alting.....

Tyv ja tyv det skal du hedde!

Ja idag oprandt den store dag, hvor vi skulle udfordre skaebnen, teste vores vovemod og grine faren lige lukt ind i ansigtet.

Vi skulle rejse igennem Guatemala City med de almindelige busser. Nu er det jo en enorm farlig by saa hvorfor dog? Jo vi kunne spare ca. 80%, hvilket altid er en god grund naar man rejser billigt.

I alle boeger staar der at Guatemala City er et sted, hvor mange bliver roevet. Isaer paa busstationerne i Zona 1. Gaet selv hvor vi skulle hen.

Det gik fint; vi kom ud af bussen, fik vore rygsaekke og kom helskindet ud i en taxa som skulle farte os de 500 meter hen til busstationen, hvorfra vi skulle tage den lokale chickenbus til Antigua.

Da vi kom ud af taxaen begyndte en tyk fyr i meget oprullet skjorte at smide vores rygsaekke op paa taget af en stor roed bus. Lisbeth loeb efter ham mens jeg betalte overprisen til vores taxafyr.

Det var den rigtige bus saa buschauffoeren ville bare vaere flink. En engelsktalende gut, som sjovt nok ejede en sprogskole han ville vise os i Antigua, fik forklaret at vi skam var ved at praje den rette bus.

I bussen maatte jeg slaas for at komme ned i enden, hvor der var ledige saedder. En rar mand viste mig glad to ledige pladser og en hylde til min lille rygsaek. Lettet slog jeg mig ned og smed tasken op paa hylden. Derefter skubbede jeg den frem saa jeg kunne se den igennem det gitter hylden bestod af.

Lige da bussen skulle til at koere bankede det paa ruden ud for mig og den rare mand viftede med armene og raabte noget jeg hoerte som "om jeg skulle til Antigua". Vi rystede paa hovedet. Pludselig opdagede jeg at min lille rygsaek var vaek. Jeg raabte ud i bussen "que es mio bolso negra". Alle kiggede, men den var vaek. Vores engelsktalende ven forklarede at nogen havde set en dreng tage den og loebe.
Jeg var blevet bestjaalet!

Alle mine rejsechecks, mit visakort, alle flybilletter, visa til Cuba, digitalkamera, 500 quetzales og min cdafspiller som var en gave, var i tasken. Med andre ord alt det jeg ikke ville miste.

Hele eftermiddagen har jeg brugt paa at ringe til udstederen af mine rejsechecks og lige nu er vi lige kommet ud fra en god time hos det lokale politi.

Her vil jeg dog gerne rose det guatemalanske politi i Antigua for at vaere meget hjaelpsomme og venlige. Mange i bussen var ogsaa medfoelende og en mand der sad bag os var helt ked af ikke at have opdaget tyveriet.

Visakort er sikkert lukket nu og alle checks markeret som stjaalet. Men billetterne bliver et helvede at faa udstedt igen. Suk.

Manana manana

Efter nogle dage i Belize er vi nu i Guatemala, hvor der skulle vaere billigt, hvilket passer godt for vi har brugt lidt mere end beregnet.

Indtil nu har vi mest vaeret paa de turismens hovedspor og man skal lede for at finde de billige hostels og restauranter. En ting staar fast. De lokale oel er dyre! I et land hvor 90% maa klare sig for ca. 24 kroner (28 quetzales) saa er en bajer til en femmer mange penge.

Efter en lang bustur gennem Belize og det nordlige Guatemala var vi fremme i Flores, som er hovedbyen i det smaatbefolkede Petenomraade som udgoer halvdelen af Guatemala.

Bussen stoppede ved lufthavnen, som er en landingsbane og to skure der ligner lader, og vi blev gennet over i et folkevognsrugbroed.
Vi forklarede at vi skam skulle nordpaa til El Remate, hvorefter de sagde at bussen gik om ti minutter. Derefter brugte vi det naeste kvarter paa at koere tre gange rundt i, hvad der skulle forestille bymidten.

Pludselig blev vi sat af ved et hotel og fik at vide bussen kom om ti minutter. Efter tre kvarter spurgte vi damen ved desken, hvornaar vores bus kom. Hun ringede efter nogen og nogle minutter senere kom en forsovet mand med morgenhaar i en varevogn.

Vi kom til El Remate, hvor vi boede hos en flink engelsktalende fyr og hans tysktalende ven i deres hostel. Selvom vi var de eneste gaester var det hyggeligt. Udenfor vores hytte sad en stor tarantel hver nat. Han hedder Sigurd nu.

Tidligt morgenen efter saa vi Tikal som skulle vaere den mest imponerende af alle Mayaruiner. Dog har vi set saa mange at der skal en del til at imponere os, og vi var ikke specielt imponerede. Det var flot og stort. Det bedste var at sidde oppe paa toppen af et 64 meter hoej pyramidetempel klokken 7 om morgenen og spise Bimbotoast.

Vi saa masser af aber. Idag talte vi med nogen som saa en jaguar. Vi er groenne af misundelse!

En ting jeg skal arbejde paa at vaenne mig til her i mellemamerika er manana-mentaliteten. Alt kan vente og ingen tager notits af at en bus er ti, tyve eller tredive minutter forsinket. Det har jeg absolut ikke vaennet mig til endnu. Dog er jeg slet ikke klar til at acceptere naar en aftale pludselig ikke overholdes.

Vores shuttlebuschauffoer til Tikal, kiggede mystisk paa os da vi gjorde ham opmaerksom paa at de havde sagt at de koerte tilbage klokken et. Nej det var nu foerst klokken halvtre mente han. Lidt presset af vore mugne blikke blev det dog til klokken to. Grund: han skulle lige have en middagslur!
Det er paa saadanne tidspunkter at jeg bander og kalder dem for abekatte, og fem minutter efter fortryder jeg.

En anden dansker forklarede mig at det var en del af oplevelsen.

Den tygger jeg stadig paa. Han har ret, det ved jeg, men jeg skal bruge mere tid. Meget mere tid.

Nu er vi i Coban midt i Guatemala. Vi var paa en fantastisk tur idag til en lagune som faktisk er en raekke damme paa en naturlig bro af limestone, hvorunder en flod loeber. En lille del af vandet loeber dog igennem dammene, som har forskellige farver. Emerald, safir, smaragd var dammene.

Bagefter var vi 900 meter inde i en grotte, hvor vi bogstaveligt gik i lort. Masser af flagermus har efterladt et lag guano. Flot var det dog og der stank kun en lillebitte smule.

Guiden var en fin fyr og han havde fikset det saadan at vi i oppustede slanger til lastbilshjul, kunne flyde nogle kilometer ned af floden som udsprang fra grotten.

Det var eddermadme hyl!
Og jeg faldt ikke i vandet og fik vel kun ti grene direkte i smasken.

Nu vil jeg smutte. Vi skal ud at spise sammen med et par andre som vi var paa tur med.