Sandfluer

Saa er vi kommet til det caribiske dykkerparadis Utila. Vi fik en stormende velkomst af horder af bouncere med deres sedler for oens bedste hotel som de tilfaeldigvis arbejde for, og saa sandfluerne. Selvom de var betydeligt mindre end de multinationale hotelfolk saa tog de mest opmaerksomhed.

Vi har nu hver ca. halvtreds kloende bumbler paa benene. Nu gaar jagten ind paa den groenne giftspray som efter sigende skulle vaere det eneste som holder dem vaek.....

Held omsider!

Saa blev det min tur til at have lidt held!

Vi tog en chicken bus klokken ti over fem i morges til havnebyen Ceiba, hvor vi skulle tage faergen klokken 9:00 eller 9:30 alt efter hvilken informationskilde man valgte at tro paa.

Endda et kvarter for tidligt ankom vi til Ceiba og i fin stil med fem mand og fem rygsaekke i en taxa ankom vi til faergelejet. Her informerede to sikkerhedsfolk ifoert neonveste og pistolbaelter at faergen altsaa foerst sejlede klokken 4 eller 5 om eftermiddagen.

8-9 timer paa en halvtom betonkaj var ikke lige hvad vi havde sat naesen op efter. Men kaptajnen selv tog imod paa kajen. Han forklarede at pga. reparation af Utila Princess og lavsaeson sejlede de i denne maaned kun klokken fire om eftermiddagen.
Men vi kunne da indlevere vore rygsaekke og saa skulle hans store brede soefolk nok passe godt paa dem og vi kunne faa et lift med ham ind til byen.

Et kvarter senere var vi paa vej tilbage til byen i hans store pickup. Her blev vi sat af ved byens bedste morgenmadsrestaurant. Undervejs havde han fortalt om dykkerparadiset Utila, hvor han har boet hele sit liv, faaet at vide at der er et vaskeaegte Mall i byen og fortalt at vi bare skal vaere ved faergen klokken fire. Flink fyr!

Efter en overordentlig solid morgenmad (jeg har aldrig kunnet styre mig ved buffetter), gik vi paa jagt efter det omtalte Mall.

Her sidder jeg saa nu paa en af de mange internetcafeer. Og jeg fandt en butik, hvor jeg kunne faa et digitalkamera. Her kommer saa heldet ind. Han havde lige praecis et Casio Exilim Z3, som var favoritten. Godt nok er det lillebroreren til det kamera jeg havde i tankerne, men det har faaet fantastiske anmeldelser. Det er bedre end Ixus 400, hvilket burde give et hint til kamerafreaks.

Jeg har jo samtidigt en stor stak af de lokale penge som jeg paa en eller anden maade skal have reduceret uden at tabe for stor en andel af vaerdien. Kameraet stod til 10.000 lempiras, hvilket var lidt dyrere end den danske pris. Men der var 20% og herefter trak han yderligere 25% fra da jeg som europaer ikke skal svare moms. Bummelum jeg har nu et virkeligt appetitteligt kamera for kun 6.000 penge a ca. 37 oere stykket!

Faergeturen til Utila er berygtet for haard soe og at alle passagerer bliver enormt soesyge. Men netop idag er havet er roligt og fladt som et spejl.

Alt alt alt for mange penge

Normalt er det ikke et problem jeg har, men idag har jeg ALT for mange penge.

Da jeg skulle have tilsendt penge via Western Union idag fra udstederen af mine stjaalne rejsechecks, skete der en lille fejl.

Istedet for 500 dollars havde de sendte 2000 dollars, som jeg kun kunne faa udbetalt i lokale pappenge, som har en kurs paa 17,5 pr. dollars.

Det betyder at jeg skal rave rundt med et bundt pengesedler paa ca. 20 cm i min mavepung.
Og det kan altsaa ses skal jeg lige pointere! Saa nu er jeg sikker paa at det er tydeligt at jeg spadsere rundt med seks maanedsloeninger paa maven.

Saadan foeles det. Og hvor koeber man lige mange dollars i Honduras?

I soendags vaagnede jeg en kende bagstiv og med en udpraeget mangel paa evne til at staa op. Isaer havde jeg afsindigt ondt i min venstre hael og hvorledes skaden er opstaaet stod ikke klart.

Men jeg dansede en del til salsarytmerne, ikke salsa men vist naermere noget russisk inspireret folkedans. Sjovt var det nu.

Jeg skulle med Jorge, min underviser, paa stadion for at stoette Antiguas groen-hvide lokalhelte.
Sammen med fire andre studerende, en smule medtaget Jorge og en godt bagstiv foedselar tog vi til byens sportsmekka.

Kampen var udemaerket, og jeg havde jo paa forhaand tillaert mig en raekke nyttige gloser. Paa stadion fik jeg rig mulighed for at praktisere det laerte og samtidigt laerte jeg nogle flere af sidemaend og min underviser.

Cerote og huego gordo er to udtryk jeg staerkt kan anbefale paa Guatemalanske fodboldarenaer.
Kampen blev vist paa nationalt tv, og naar Antigua havde et af deres mange hjoernespark i anden halvleg filmede de direkte mod mig. Her er det saa at jeg er overbevist om at jeg har vaeret paa tv pegende paa dommeren og raabende "fede boesse!" til de omkringstaaendes store jubel.

Solen var staerk og jeg dehydreret, hvilket maaske tjener som en form for undskyldning.
Fik jeg fortalt at Antigua vandt 3-2?

Mandag brugte jeg endnu en dag i skolen og kan nu i teorien tale i datid. I teorien kun desvaerre.

Foeljetonen om mine problemer med genudstedelse af rejsechecks har faaet endnu et kapitel. Det ville tage fire dage at faa dem i Antigua. I Honduras, hvor jeg er nu kan jeg ikke faa dem, men til gengaeld modtage penge via Western Unions pengetelegrafservice. Lidt gammeldags, men hurtigt.
Checksene faar jeg i Costa Ricas hovedstad. Tror jeg da.....

Hele tirsdagen har vi brugt paa transport. Op klokken 3:30 og med shuttlebussen klokken 4:00. Bus og bus er nok meget sagt. En varevogn med 11 saeder og doedsforagtende chauffoer.
Herovre overhaler vi gerne tre busser op ad bakke og med en stor lastbil i modkoerende retning paa en bjergvej med stenskredsfare. Ofte endda.

Vi koerte med et overraskende godt og effektivt busselskab i Honduras og oplevede at vaere de eneste fire passagerer i bussen de sidste par hundrede kilometer. Dog skulle vi da ikke snydes for den obligatoriske film. Jeg fandt knapperne til at skrue op for lyden saa for en sjaelden gangs skyld var alt perfekt.
Saa ankom vi en time foer beregnet!! Og nu mangler vi slutningen paa den overraskende gode film "The last castle".

Her i Tela paa den caribiske kyst er der ikke saa ringe endda, med varmt vejr, varmere vand og billige priser.
Om et par dage tager vi ud til dykkerparadiset Utila.
Ja jeg skal nu altsaa kun snorkle og slappe af i min haengekoeje. Men alligevel.

Al ny hjemmefra er godt nyt

Altsaa forstaaet saadan at det er utroligt rart at faa emails fra jer derhjemme.

Selvom jeg er paa rejse og derfor oplever en utroligt masse som man ikke oplever normalt i Danmark og maaske ogsaa mere end normalt saa betyder det ikke at det som sker derhjemme er kedeligt. Tvaertom!

Saa de mails jeg faar, hvor der staar om hvad der sker derhjemme er guld vaerd.
Et par stykker har skrevet til mig at de ikke foeler at der sker nok interessant til at der er indhold til en mail. Jeg kan sagtens foelge tanken, men i modtagerenden er selv de smaa ting skattet information.

PS: Er det tydeligt at det er en opfordring?

At danse paa vulkaner

Igaar var jeg som allerede annonceret ude at bestige en aktiv vulkan.
Den var nu ikke saa farlig omend Vulcan Pagaya har et ry for vaebnet roeverier. Der er masser af politi og guider med alle grupper.

Det hele startede med at vi skulle op klokken fem for at vaere klar det beroemte kvarter foer. Naar saa man skal vaere klar til en bus klokken seks betyder det at man skal saa tidligt op at man taenker "hvad f... laver jeg saa tidligt naar jeg har ferie?!". Bussen kom naturligvis ikke foer Martin og jeg klokken 6:35 besluttede os for at ringe til det nummer som stoed paa billetten og spoerge hvor de blev af og alternativt bare skrige de faeleste gloser i det spanske sprog.

Efter en spurt paa 400 meter fik vi de daarligste saeder i shuttlebussen. En time senere stod vi ved foden af Vulcan Pagaya, hvor vores guide Juan med Guatemalas sejeste solbriller forklarede os om turen. Vi forstod det hele og var istand til at stille kvalificerede spoergsmaal paa vores nyerhvervede skolespansk. Stor triumf!

Halvvejs snakkede vi om at det ikke var meget haardere end at bestige Himmelbjerget. Derefter kom vi til den sidste del hvor man gaar paa klippe og vulkansk sand. Det var straks meget haardere. En halv times prusten og gliden senere naaede vi toppen.
Vejret var klart og vi kunne se krateret. Jeg havde forestillet mig et stort hul fyldt med sydende og boblende lave, men desvaerre kunne vi ikke se lavaen pga. en stor kegle af sand og sten. Dog kunne vi se de sten som vulkanen spyede ud og som landede paa den store kegle.
Lyden var fantastisk og man kunne foele varmen i stenene og sandet som var varmt.

Turen ned var fantastisk morsom. I bedste telemark/snowboardstil vaeltede vi ned af den stejle klippeside i et spor af knaedybt vulkansk sand. Vi vaeltede et par gange, baade os selv, hinanden og jeg en tysk pige.
Guiden viste sig at vaere alletiders drengeroev og fandt hele tiden paa lege, saa som giftig jord, saa vi maatte springe fra sten til sten i afsindigt tempo fordi sidste mand ved varden var en toesedreng!

Da vi kom hjem var vi godt traette efter den haarde tur og den tidlige opstigning. En amerikaner vi moedte paa turen tog med paa sandwichbar og fortalte en masse gode ting om Honduras, som han kendte godt efter 6 maaneders rejser i landet.

Jeg tog om eftermiddagen en tur op til det udkigspunkt over byen som de andre havde set med skolen en dag hvor jeg skulle ringe til nogen. En newzealandsk pige Chresse (et-eller-andet navn fra graesk mytologi) tog med paa turen. Hende havde jeg moedt paa skolen da hun var inde for at hoere om skolen. Jeg fik rollen som overtalende studerende. Det viste sig at hun taler dansk efter et aar som udviklingsstudent i Aabenraa. Hun er en cool og sjov person som vi nu har drukket en del oel og meget rom med, saa hun rejser sammen med os til Honduras i naeste uge.

Min underviser Mario havde inviteret mig til at se den store landskamp, arvefjendeopgoeret Costa Rica - Guatemala. Jeg havde dog ikke faaet at vide at hans veninde Milli som laerte os alle bandeordene holdt foedselsdag samme sted. Det vidste Cres som var inviteret til foedselsdagen, men som ikke vidste at der var fodboldkamp. Som traditionen byder her ankom vi med en flaske lokal rom indkoebt i baren 20 meter fra skolen.

Guatemala fik en lektion i effektiv fodbold og tabte 4-0, hvilket isaer skyldtes deres maalmand som er den ringeste jeg nogensinde har set spille landsholdsfodbold!
Det betoed naturligvis at der blev drukket heftigt af rommen. Alle haeldte rom i alle andres glas saa der var hele tiden rom i mit krus.
Efter kampen kom Lisbeth, Daniel og Martin, som ikke havde faaet invitaionen, forbi og blev straks inviteret ind. Et par timer efter var jeg svaert beruset og vi gik hjem. De andre var heldigvis mindre beruset end mig. Ikke meget men lidt. Skolen ligger 100 meter fra vores hostel saa der var ikke nogen fare ved at gaa hjem klokken 12 om natten.

Det var en stor oplevelse at moede deres venner og se traditionerne. Vi talte nok spansk til at kunne begaa os, men ikke helt nok til at foere samtaler. Vi dansede en del til de vuggende salsarytmer, hvor vi danskere mere var til morskab end til gavn. Til gengaeld danser alle de lokale afsindigt godt fordi de alle danser salso og salsarengue.

Mens jeg skriver dette sidder ved computeren ved siden af den tyske pige som ogsaa var med til festen og som sidder med et lille smil paa laeben over den tossede fulde dansker.
Til gengaeld ved jeg at hun ikke gaar med bh, saa jeg vil mene at vi staar lige....