Nicaragua og sikkerhed

Vi har efterhaanden moedt en del som er blevet roevet. To piger var i en bus som blev regulaert kapret af tre bevaebnede drenge som var med bussen. Igaar var det saa to piger paa vores hostel der blev roevet af fem drenge med store knive. I fuldt dagslys paa havnen klokken 12, hvor vi havde gaaet forbi blot en halv time tidligere. Godt nok er vi fire, heraf tre fyre og Lisbeth der kan give et virkeligt strengt blik, men fem fyre med knive kan sagtens roeve os hvis de vil.

I byen sydpaa som vi skal til igennem i morgen eller mandag, er der sket flere roeverier, hvor en taxa med en eller to turister samler to bevaebnede maend op paa den anden side af gaden, hvorefter de bliver koert ind i et farligt kvarter og frataget alt. Der har saagar vaeret mord i den slags sager.

Det er ikke rart at taenke paa at uheldet saadan set godt kan ramme os. Vi forsoeger ikke at taenke paa det, men alligevel er det jo en real risiko. Men der skal ikke vaere tvivl om at de faar pengene uden kamp, men at vi vil slaas som loever for vores liv.

Men vi taenker os om og rejser ikke naar det er moerkt og tager altid de befolkede og oplyste gader.

Dog kan man aldrig sikre sig helt...

Lidt farligt skal det jo vaere

Idag vaagnede vi lidt traette da vi var ude at faa et par oel paa de lokale in-steder saa som "La Fabrica" og "El Club". Vi glaedede os for idag skulle vi til Canuping ogsaa kaldt traetopvandring paa godt dansk.

Det var fedt! Sikke et adrenalinrush!

Vi klatrede femten meter op i et trae (ad en stige) til en platform, hvorfra vi koerte med svaevebane til det naeste trae. Ialt svaevede vi 600 meter over 17 platforme indtil vi rapellede tyve meter ned.

Oppe i traerne glemte vi alt om traethed, og hoejdeskraekken var faktisk ikke et problem, selvom jeg var sikker paa at det ville vaere det inden vi startede.

Det haardeste var naesten den 40 minutters koeretur bag i en firhjulstraekker ad meget bumlede jordveje. Vi kom hjem med virkeligt oemme bagd...
Personligt har jeg stadig et oemt haleben efter mit stunt sidste loerdag, hvor jeg gled paa en vaad mole og landede direkte paa roeven. Efter koereturen havde jeg det som om jeg havde faaet 50 smaek i roeven med et boldtrae. Serioest uncool.

Nicaragua

Nu har vi rejst i to dage med bus, taxa og minibus.
Lad mig sige det som det er: Saa sjovt er det heller ikke.

Tre ting man kan vaere sikker paa naar man rejser med bus i Mellemamerika:

1. Din rygsaek bliver altid snavset af en tur i bussens bagagerum
2. Der er altid et-eller-andet som goer at en film paa en bus aldrig bliver den perfekte oplevelse
3. Man bliver altid overfaldet af en multifunktionel horde af taxachauffoerer, sliksaelgere, tiggere, folk med hotelbrochurerer og nogen man ikke ved hvad laver ud over at staa lige der hvor jeg skal gaa. Altsammen umiddelbart efter afstigning af bussen, hvor det eneste man vil er at faa sin bagage foer en lokal goer det.

Vi tog faergen fra Utila onsdag morgen klokken 6:20 (hvilket vil sige 6:45 pga fede amerikanere som kr.... burde laere at staa op til tiden). I hyggelige La Ceiba tog vi en halvlokal langdistancebus til hovedstaden Tegucigalpa. Mens vi ventede paa bussen moedte vi et tjekkisk-fransk lesbisk dykkerinstruktoerpar, der underholdt med en dramatisk historie om et vaebnet roeveri en uge tidligere mod deres bus paa ruten vi netop skulle ud paa.

Tre 17-aars drenge med pistoler tvang alle ud af bussen og ud af toejet, hvorefter de blev systematisk frastjaalet alt, mens en af gerningsmaendene gennemgik bussen for det som folk havde gemt.

Vi blev ikke roevet, men alle medpassagerer som saa det mindste mistaenkelige ud blev omhyggeligt nedstirret.

Paa bussen fik vi at vide at La Ceiba, som vi syntes var saadan en hyggelig by, blev betragtet som den andenfarligste by i hele Syd- og mellemamerika. Kun Bogota er vaerre.

I Tegucigalpa var vi i biografen for hvad der svarer til 4 kroner pr. mand. "The Village" kan godt anbefales, dog helst uden spansktalende boern der tuder....

I dag tog vi en fin bus til Managua, hovedstaden i Nicaragua. Borset fra at vi er sikre paa de fik for mange penge til paskontrollen og at airconditionssystemet vil laekkede ca. ti liter vand paa turen, saa gik det godt.

Overgangen paa graensen mellem Honduras og Nicaragua gik nemmere end de fleste tissepauser.

Nu er vi i den gamle by Granada ved Lago Nicaraguas kyst. Ud over at de laver en fabelagtig karrykylling og at vi har faaet "suiten" er der ikke meget at fortaelle endnu.

Jo det skulle lige vaere at her i Nicaragua er de sygeligt stolte af deres hoens! Der er vejskilte overalt som skamroser de lokale kyllinger.

Goin' loco i Coco loco

Loerdag aften ankom den skoere basker Ibon til Utila og alle vi danskere med tilhoerende englaendere og newzealaendere stillede op til fest.

Coco Loco bar er det hippe sted herovre og er en bjaelkehytte paa en bred traebro som gaar ud i vandet. Her kan man faa Cuba Libre for blot 19 lempiras, hvilket er ca. seks-en-halv krone.

Og der blev drukket, og danset og snakket og fjollet og danset og drukket. Vi havde en fantastisk sjov aften. Jeg blev lidt traet og vores newzealandske ven og en gut fra Australien sikrede sig at jeg kom fint hjem. Naeste dag vaagnede vi alle tre (Lisbeth, Martin og jeg) med slemme eftervirkninger. Vi er enige om at vi bare streger dagen igaar.

En god del af dagen laa vi i swimmingpoolen paa hotellet, hvor Ibon, Daniel og Krees bor fordi de dykker med en bestemt dykkerskole.

Vi fik supergodt mexicansk mad som det kun laves udenfor Mexico. Ja den mexicanske mad som vi alle kender og elsker, Knorr eller hjemmelavet, er ikke som maden i Mexico. Burritos fandt vi aldrig i Mexico trods tre ugers soegen.

Lisbeth har erklaeret at hun er til mexicansk mad, men ikke mad i Mexico.

Naa men vi fik altsaa mexicansk mad som smagte himmelsk og oveni hatten saa vi "Startsky and hutch" i baren. Den er virkelig morsom og der blev grinespyttet adskillige mundfulde Salva Vida-bajer ud i lokalet den aften.

Jeg tager et billede af etiketten fra Salva Vida-oellen som er den lokale favorit. Det er den vildeste sejlerbajer og burde vaere fast inventar paa ethvert soemandshjem.

Livet her i Caribien gaar laaaaangsomt. Vi har ikke kunnet spise hele dagen fordi alle vores penge var i hotellets pengeskab og hende med noeglen var vaek hele dagen.

Hmmmm