Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

tirsdag, november 30, 2004

Welcome to the jungle

Traehuse paa piller, taet mangroveskov, hylende aber, alligatorer i det mudrede vand, mosquitos paa stoerrelse med bier. Vi var i sandhed kommet ud i junglen. Den lille motorbaad moste sig tyst laengere og laengere ind af den stadigt smallere kanal.

Endeligt var vi hos Casa Perico. Her huserer fire schweizisk-tyske gutter med ostefondue, tyrolermusik, kolde oel og faellesspisning klokken syv.

En stor bar dominerede omraadet med smaa hytter for enden af de lange gangbroer henover det ubestemmelige sumpsmat der udgjorde skovbunden.

I takt med moerket kom krybene, insekterne og de ukendte dyr til live.

Storladne koncerter spillet paa lodne insektben fyldte luften i den varme junglenat. I moerket kunne man hoere ubestemmelige dyr spurte hen over smattet lige noejagtigt ude af syne.

Velkommen til junglen drenge...

lørdag, november 27, 2004

Festen der blev vaek

Igaar aftes var vi efter fire timers opvarmning med Moza-oel, vin og det lokale afrodisia gifiti (meget taet paa giftig) var vi daelme klar til at finde garifunafesten og danse til den lyse morgen.

Men alt hvad vi kunne finde var troperegn, et tomt diskotek og en fabrikshal med 200 sekstensaarsdrenge. Ikke lige det vi var ude efter, saa vi endte paa en bar der lignede en bandeborg fra Harlem. Masser af guldkaeder, basketball t-shirts, solskygger paa sned og mikrofonhaar. Til gengaeld var deres coco locos billige og rigtigt rigtigt gode.

Klokken tolv gik vi traette og skuffede hjem gennem den silende trofaste troperegn.

Her til morgen moedte vi vores garifunaven med cyklen og han spurgte hvorfor vi ikke kom op til hallen i den afrikanske del af byen. Ja faktisk var festen under 200 meter fra hvor vi bor.

PIS! Naa men i aften tager han os med til en rigtig garifunafest med masser af piger, dans og coco locos. Nu er det iovrigt en halv time siden han smuttede afsted med 150 af Martins qetzales for at hyre Pato og hans kano til at sejle os ud til et hemmeligt sted paa floden hvor man kan svoemme i en grotte. Gad vide om vi ser ham eller pengene igen...

fredag, november 26, 2004

Partee garifuna styil'

Igaar brugte vi hele dagen paa at komme til garifunaernes by i Guattemala - Livingston. Foerst med shuttlebus fra Antigua til Guatemala city til en lillebitte befaestet busstation med adskillige vagter med shotguns, kaede over vejen og walkietalkies og alle mulige sikkerhedsprocedurer. Dejligt at foele sig sikker i Gua. city for en gangs skyld. Bussen til Puerto Barrios koerte paa minuttet, hvilket ogsaa var en oplevelse.

Dog blev vi en time forsinket paa grund af et trafikuheld paa en bjergvej. Det var modbydeligt at se to lastbiler og en personbil der laa i smaa stumper overalt. Styrhusene paa begge lastbiler var mere eller mindre pulveriserede saa jeg giver ikke dem i bilerne nogen chance for overlevelse.
Den slags saetter risikoen ved vore mange timer i busser lidt i relief...

Foerst paa aftenen ankom vil til Puerto Barrios, hvor vi stiftede bekendskab med garifunaernes venlighed. Nogle lokale med bussen soergede for at vi kom med dem ned til molen, hvorfra water taxies gaar til Livingston. Man kan kun komme til Livingston med baad. En tur paa ca. en halv time.

Alle anbefalede Casa Rosado (det lyseroede hus), som trods det lidt mistaenkelige navn er et virkeligt godt sted. Maaske det bedste sted jeg har vaeret endnu.
Min seng er paa en aaben terrasse paa foerstesalen i en lejlighed med direkte udsigt over bugten. At vaagne halvfem om morgenen og ligge mageligt paa foerste raekke til en solopgang der faar det blikstille vand til at gloede som smeltet guld er en fantastisk start paa dagen. Isaer naar man kan laegge sig til at sove igen bagefter.

Idag har vi vaeret paa lidt sightseeing i byens afrikanske kvarter med vores nye ven - en lokal gut med cykel, hvis navn jeg aldrig fangede. Han viste os den lokale kirke, som var stopfuld med syngende, swingende mennesker der priste gud med afrikanske salmer og hoftevrik.

Det slaar helt sikkert en tom kirke med stilleleg som dem vi har derhjemme. Som vores ven sagde "jeg skal ikke i den europaeiske himmel - jeg skal i Garifunahimlen for der maa man synge og danse". Jeg er klar paa at skifte himmel ogsaa.

Vi koebte noget lokal ildvand gennem vores ven, og i aften skal vi til Garifuna Independence day fest. Det bliver vildt! Dans til afrikanske rytmer overalt!

Garifunaerne er en minoritet der bebor hele den caribiske kyst i Belize, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Det er efterkommere af afrikanske slaver fra den engelske oe St. Vincent, som gjorde oproer og derefter deporteret af englaenderne. De blandede blod med caribiske indianere og blev mange og har spredt sig langs kysten i loebet af de sidste tohundrede aar.

De er meget afrikanske i udseende og kultur - og meget caribiske ogsaa. Venlige og festlige, hvilket er perfekt naar man kommer som turist og vil more sig.

Og more sig det skal vi for fuld knald i aften!

onsdag, november 24, 2004

En almindelig dag

Igaar brugte vi tolv timer paa at bestige Guatemalas hoejeste vulkan. 1750 meter gik vi opad (og nedad).

Benene var godt brugte bagefter, men det foeltes rigtigt godt!

Om aftenen tog vi ud at fejre vores bedrift sammen med vore nye kammerater Ana fra New Zealand, Colin fra Sydafrika og Christine fra Schweiz.

Vi spiste paa en rigtigt rigtigt god marokkansk restaurant, hvor de serverer verdens maaske bedste hummus.

Ganske som det ser ud til at vaere en ubrydelig regel saa har jeg faaet diarre af det bedste maaltid jeg har spist laenge.

Fremover tror jeg sgu at jeg gaar til madboderne paa gaden, og faar diarre der til en femtedel af prisen....

I morgen tager vi videre til landsbyen Rio Dulce sammen med Christine. Der er jungle og garifunaer plus et hotel ejet af fire schweiziske gutter - saa vi satser staerkt paa at faa Ostefondue til aften.

tirsdag, november 23, 2004

Lidt snyd

Har lige tilfoejet et indlaeg fra i torsdags om mine saerpraegede oplevelser ude midt i ingenting paa saltsletterne....

søndag, november 21, 2004

Min by

Ja hvis nogen skulle have spekuleret over om jeg nu kom helt frem til min destiantion, saa kan jeg afsloere at jeg kom helt frem.

Og at situationen i lufthavnen fik en lykkelig slutning. En tilfaeldig sikkerhedstolderagtig gut kunne, efter at have haft min flybillet stort set oppe i naesen, forklare at jeg ikke behoevede checkin og at COPA-folkene havde mit boardingpas.

Det havde de soerme og jeg fik endda personligt lov at godkende at det var min rygsaek de havde faaet overfoert fra Grupo TACA. I deres fly sad jeg endda lige ud for transportbaandet til lastrummet og kunne begge gange se min kaere lille rygsaek bliver foert sikkert ind i lastrummet.

Resten af turen gik nogenlunde smertefrit. Ja altsaa bortset fra at jeg sad ved siden af en robotagtig japaner der insisterede paa at sidde med samuraiarmene over kors saa jeg knapt kunne vaere der. Et par danske bissetricks og lidt sammenbidt engelsk loeste situationen (ihvertfald for mig). Lidt sjovt ioevrigt at denne hersens japaner var aabenbart ret fin i det og helt sikkert finere end sin skaldede joviale landsmand. For han sad det meste af tiden med lukkede oejne, mens den joviale bestilte taeppe, mad og drinks til ham. Han aabnede kun oejnene naar han skulle drikke, spise eller kigge brysk paa mig naar han fik den halvtimelige albue i siden for at fylde.

Om det var ham eller den lille fede Robert De Niro-klon bagved der ca. ti gange slog nogle gevaldige kloakprutter ved jeg ikke.

Vel fremme i Guatemala maatte jeg tage en taxa da al organiseret koersel til Antigua ophoerer kort foer klokken 21:38, hvor jeg ankom.
En glad og snaksagelig taxachauffoer koerte mig de 43 km til Antigua og vi havde en livlig samtale under hele turen. Jeg var overrasket over hvor godt mit spansk var. Det foeltes supergodt!

Idag har jeg vaeret omme at besoege min sproglaerer Jorge og hans ultraglade veninde Milli. Hjerteligt gensyn med knus, kys og skulderklap der kunne imponere en stout vestjyde.

Der var desvaerre ingen fodboldkamp i Antigua idag saa jeg maa vente med at komme af med alle de slemme gloser, som hober sig op inde i mig med foruroligende hast.

Antigua er lidt min by, og jeg foeler mig hjemme. En god velkomst af kendte ansigter varmer ogsaa. Solen skinner og her er bare dejligt at vaere.

lørdag, november 20, 2004

¿Hay algunas que hablan ingles?

(Er der nogen her som taler engelsk?)
Gad egentlig godt vide hvad det forventes at jeg goer nu.

Sidder midt i transithallen i Lima lufthavn, og ved faktisk ikke om det er det rigtige sted.
Selvom skopudserdrengene i Perus provins brillerer med godt engelsk er der ingen i lufthavnen som synes at beherske det sprog.

Problemet er at jeg har floejet med selskabet TACA fra La Paz i Bolivia og nu skal videre med COBA til Panama og videre til Guatemala.
Den rare mand ved ankomsthallen mente bestemt at jeg skulle i koen til transit. Men jeg kan vist ikke rigtigt komme paa et fly foerend jeg har checket in' igen. Da jeg forsoegte at komme ud i forhallen for at snakke med British Airways satte jeg den store sikkerhedsalarm igang og blev kropsvisiteret og blev gennet igennem sikkerhedschecket igen.

Et telefonopkald opklarede at British Airways ikke har noget kontor i Lima, saa her kan jeg altsaa heller ikke faa genustedt billetter. Ja Iberia tager sig af British Airways affairs - men de aabner altsaa foerst klokken halvfem(!).

Den flinke vagtmand der i bar iver naer ramte mig i hovedet med sin store walkie talkie forklarede noget med at der kommer nogle folk fra COPA klokken halvet. Maaske de taler engelsk?

Nogen der ved hvorfor man har en flot Informationsstand i en lufthavn naar computerne er slukkede og den ikke er bemandet?

Det er godt nok typisk mig det her. Ja jeg siger det altsaa bare.

fredag, november 19, 2004

Et saltuudsletteligt indtryk

Nu sidder jeg alene paa en tilfaeldig internetcafe i La Paz.
Lisbeth og jeg tog en natbus til provinsbyen Yuini tirsdag eftermiddag. Vi skulle paa en to-dages-tur ud til saltsletterne.

Man boer vel egentlig ikke have hoeje forventninger naar turistbureauets bedste salgsargument er at deres chauffoer ikke er fuld!

Den lokale natbus som vi koerte med stammede helt sikkert direkte fra helvede. Det var baade den grimmeste og mest overfyldte paa hele busstationen. Og det siger ikke saa lidt hernede.

Det er utroligt, hvad de lokale skal have med naar de koerer i bus. Gerne fem-seks tasker som de alligevel ikke kan slaebe. Kasser, saekke og store ubestemmelilge bylter af tape og taepper, som bogstaveligt talt kan indeholde hvad som helst. Derforuden skal indianerkvinderne have en bylt paa deres egen stoerrelse med ind i selve bussen.

Det betyder at det tager en times tid at laesse en langtursbus herovre, og det annoncerede afgangstidspunkt er altid noejagtigt medianen i tidsforbruget paa laesningen.

Suuk jeg er traet af lokale busser, hvor alt lugter af friturestegt kylling og tyggede cocablade.
Og hvorfor er det altid mindst en der skal braekke sig i en boliviansk bus?

Og hvorfor skal ALLE bolivianerne af ved ALLE holdesteder med toilet?

Igaar aftes klokken ni sagde jeg farvel til Lisbeth efter knapt tolv ugers rejsen sammen. Det er godt nok maerkeligt kun at vaere en paa hotelvaerelset.

Men Lisbeth skal jo ud at lege med dynamit og op til Brasilien for at moede Klaus. Og i morgen klokken otte flyver jeg fra La Paz til Lima, hvorfra jeg flyver til Panama city, og igen videre til Guatemala city med mellemlanding et ukendt sted.

Det bliver en lang dag. Men jeg glaeder mig til at gense Antigua.

torsdag, november 18, 2004

Homolamatyr og stirrende mumier

Her er det saa at I to skal af proklamerede den cocatyggende jeepchauffoer ligeglad. Vi saa os vantro omkring. Her? Det kan du sgu da ikke mene! Vores jeep holder i en mennesketom landsby for foden af en udslugt vulkan ude midt i Yuinis saltslette, verdens goldeste terraen.

Vi havde tydeligvis ikke faaet nok information om turen. Faktisk beloeb informationen sig til at det var to dage og at chauffoeren ikke var fuld.

Sjovt nok var vi ikke saerligt indstillede paa at tilbringe 24 timer i hvad der var et sted i absolut ingenting. Paa vores begraensede spansk forsoegte vi at forklare ham at vi saadan set gerne ville med tilbage til Yuini fordi vi ikke havde faaet at vide at vi skulle overnatte saadan et sted.

Uden at vi helt forstod hvad han sagde saa stod det efter tyve minutter klart at vi ikke kunne komme med tilbage fordi nu var det bestilt og at han ikke blev betalt for naeste dag, med mindre vi rent faktisk blev hentet.

Saa vi blev.

Vi fik laest en hel del, spiste noget udemaerket aftensmad, drak the, laeste noget mere og sov.
Stod op, spiste og laeste lidt mere.

Men der var jo den her vulkan som man kunne klatre op paa. Eftersom der ikke var andet at goere der saa besluttede jeg mig for at bestige den.

Da jeg endelig fandt den umaerkede sti der foerte op til vulkanen og et udefineret arkeologisk omraade, kom hostelmutter spaennende i fuld galop Gadagung gadagung gik det over stengaerder og smaa faar.

Da hun indhentede mig stak hun mig en lille noegle. Det er til mumierne sagde hun stakaandet (aha det er altsaa ikke kun vi turister der mister pusten i 4000 meters hoejde).
Mumierne? Spurgte jeg lidt desorienteret.

Jaja - du skal bare selv laase dig ind. Det er ca. en time opad bjerget. Gaa til venstre ved koeretoejerne.

Jamen saa goer jeg da det. Ca. tre kvarter senere ankom jeg til en staaldoer i en klippe. Jeg laaste den lille haengelaas op, aabnede doeren og kravlede ind af den lille aabning. Da jeg var kommet indfor og mine oejne havde vaennet sig til lyset opdagede jeg at jeg stod ansigt til ansigt med en mumie. Det er en ganske saerlig oplevelse vil jeg godt afsloere!
I den lille hule laa adskillige skeletter og vel fire mumier med nogle ofringer i form af keramik.

Pludselig kom der en hoej bankelyd fra den mest velbevarede mumie. Som et rationelt taenkende menneske ved jeg godt at det umuligt kan vaere en bunke genetisk affald der laver den lyd. Som en sensitiv bangebuks en time fra civilisation tog jeg sgu ikke nogen chancer. Hvis en mumie har haft femhundrede aar til at planlaegge hvad den ville goere ved indtraengere saa har den nok en fordel. Hurtigt kom jeg ud af hulen, smaekkede doeren og kastede haengelaasen paa.

Da jeg gik nogle skridt tilbage kunne jeg se den store ravneagtige fugl der pirkede voldsomt i jorden bag hulen. Jaja taenkte jeg. Saa havde den rationelle del af mig ret.

Paa vejen tilbage stod der en stor lamatyr midt paa stien. Jeg kiggede paa den, den kiggede paa mig og vi kom frem til at ingen af os havde i sinde at flytte os.
En mexican standoff. Lamatyren skrabede en smule i jorden med klovene. Da var det at jeg opdagede at den havde store lyseroede garnkvaster i toppen af begge oerer.

Hahaha - hold kaeft hvor er du grim! Du kan da ikke for alvor staa der at puste dig op naar du ligner et kasseret produkt fra My Little Pony!

Det kunne den jo saadan set godt se, og traadte saaret og fornedret vaek fra stien.
Stakkels dyr.

Resten af turen var begivenhedsloes omend en dejlig spadseretur helt alene i storslaaet natur.

Chauffoeren ankom klokken et som aftalt, medbringende en japansk gut som ikke talte et ord spansk. Det undrer mig til stadighed hver gang jeg ser en ene japansk fyr rejse rundt uden at kunne et ord spansk eller engelsk. Hvordan pokker klarer de sig???

tirsdag, november 16, 2004

Blokavolivia

Nu er vi kommet til Bolivia. Her er hoejt og koldt. Busturen fra Puno i Peru skulle tage seks timer, ja altsaa plus en pause paa en time. Det ville sige at da vi tog bussen ca. klokken 8.00 (skulle have vaeret 7:30) saa ville vi vaeret i La Paz ca. kl. 15:00 - 16:00 boliviatid.

Men men men Bolivia er kendt for sine mange strejker og de obligatoriske vejblokader der naturligt foelger med enhver anstaendig strejke paa de kanter.

Foerst var vores pausestop, Cocacabana (ja der er altsaa ogsaa en i Bolivia ved Lago Titicaca) blokkeret i to timer. Da vi endelig kom videre var La Paz godt og grundigt blokkeret, hvilket betoed at det tog over tre timer at komme ind i byen.

Alt i alt en syvtimerstur der tog elleve timer. Suk - vi var godt bombede da vi endelig naaede frem til Hostal Maya Inn der har varmt vand.

I eftermiddag tager vi en 16-timers-natbus sydpaa til saltsletterne. Det er en massiv saltaflejring fra et udtoerret forhistorisk hav, og verdens mest ugaestfrie terraen. Det blir hyl!
Loerdag morgen flyver jeg til Guatemala om Gud og bolivias strejkevagter vil. Deres favoritnummer er nemlig at blokkere den internationale lufthavn....

mandag, november 15, 2004

Min helt

Denne mand er en sand eventyrer og min helt: Arne Falk-Roenne
Jeg var saa heldig at jeg ved et sandt lykketraek fandt hans bog "Matchetebroedre" paa et hostel i Campeche i Mexico.

Efter at have slugt hans historier om moeder med blandt andet Hemmingway og Che og mange andre - ja saa har jeg slaebt den store hardbackbog fra Slagelse Bibliotek med mig i to maaneder.

Hvis du skulle stoede paa nogle af hans boeger - saa sir du til ikk'?

søndag, november 14, 2004

Hjem er hvor man er

Jeg har opdaget noget nyt. Tilsyneladende er jeg begyndt at foele mig hjemme flere af de fremmedartede steder jeg besoeger. I morges var mit hjem en baad som sejlede os rundt imellem oerne i Lago Titicaca. Da jeg sad tilbagelaenet i agterstavnen og noed den starke sol i 3810 meters hoejde - ja da foelte jeg mig hjemme. Hjem er blevet der hvor jeg er.

Globetrotter?

torsdag, november 11, 2004

Tur - retur

Vandreturen til Machu Pichu var fantastisk. Haard og kraevende baade af krop og sjael.

Det startede godt! Bussen gik i stykker blot 17,875 km fra Cusco. Hvordan ved jeg det saa praecist? Jo vi stoppede ud for et skilt, hvor der stod at vi nu blot var 17,875 km fra Cusco.
Nogle gange kan man reparere en moter med noget nylonsnor, men denne var ikke en af dem.

To timer, 6 km og 12 meter snor senere blev vi hentet af en anden bus. Herefter ankom vi til den sidste landsby inden starten af stien ved 82 km stenen. (Hele turen er 104 km, vi tog kun den sidste del som de fleste goer). Her koebte jeg en vandrestav, en rejsepung og en ordentlig pose cocablade. Jep - vi skulle nemlig bruge stoffer for at komme over de hoeje bjergpas og kapere hoejden.

Inden vi skulle igang med at gaa skulle vi foerst spise tre-retters-frokost i vores faellestelt. Vi tretten turister og to guider havde 9 portere som skulle slaebe vores faellestelte, sovetelte, mad og diverse udstyr.

De lavede god traditionel mad. Dog skal vi lige bruge nogle dage, hvor vi ikke spiser ris eller suppe. Mate - eller cocabladsthe er dog rigtigt laekkert.

Naturligvis regnede det da vi startede. "Det er jo regntiden" som guiden Matrichia velvilligt forklarede. Det gav jo mening.

Den foerste dag gik vi 9 kilometer i "fladt terraen". Lad mig kort forklare konceptet "Peruvian flat" - det er naar det blot er aandsvagt bakket, hvilket betyder at turen op af Himmelbjerget ikke ville faa nogen hernede til at sige andet end at det var fladt terraen.

Fra afstand saa vi den foerste ruin - ret imponerende! Da vi ankom til lejren havde porterne slaaet vores tomandstelte op, slaaet faellesteltet op, lavet the og popcorn!
Mums! Traette og maette gik vi i seng. De uddelte madrasser var ikke tykkere end at de blot gjorde stenene i jorden en smule runde. Nattens hoejdepunkt var da en stor ged eller lama tissede uimodstaaeligt og voldsomt paa vores telt lige ud for mit hoved....

Naeste morgen klokken 6 blev vi vaekket i teltet af porteren Sebastian med morgen-coca-the.

Klokken syv startede vi paa de 15 kilometers tur som udgjorde den haarde andendag. I loebet af fire timer var vi kravlet 1200 meter opad til "Den doede kvindes pas" der laa i 4200 meters hoejde. Lungerne pev og benene smertede da vi endeligt kom til toppen. Det var fedt!

Paa vejen op havde vi haft vores foerste og sidste oplevelse med tygning af cocablade. For at udloese kokainen i bladene skal man tygge kul fra et saerligt trae som en katalysator.
Bladene smager som groen the fra Sushirestauranterne - men kullet som tis og fisk.

Det var da interessant at maerke sin mund blive foelelsesloes - men smagen af kullet gjorde det umuligt at tygge mere. Istedet indtog vi M'M's som smager en hel del bedre.

Paa vejen ned fra passet loeb vi i godt tempo og sprang doedsforagtende fra sten til sten. Vi lod tyngdekraften goere sit til at holde tempoet oppe - det var nemlig for haardt for ledene at holde igen.

Dag tre gik vi 13 km op og ned forbi og igennem fire inkaruiner, hvoraf vi udforskede den ene.
Frokosten blev indtaget i faellesteltet paa en bjergtop, mens et voldsomt tordenvejr rasede lige over vore hoveder. Lynene var ikke et sekund fra bragene.

I silende regn gik vi ned fra passet af stejle og glatte trin hugget ud af selve bjerget.
Regnen stoppede da vi kom til en nemmere del af stien. Herefter gik det i iltempo ned til lejren, hvor det varme bad til en blank dansk tier lokkede. Lisbeth var virkeligt godt gaaende, saa maaske burde der havde vaeret badefaciliteter i lejren paa andendagen, hvor Lisbeth virkeligt havde det haardt paa vej op til passet.

Den trejde aften var vores sidste aften sammen med de 9 portere. De er i sandhed mine helte. De er seje haardtarbejdende maend af faa ord. Med et smil paa laeben udfoerer de deres haarde job. Paa stien blev vi ofte overhalet af en lille mand som med 30 kilo bagage surret til ryggen med reb og stof loeb i hoej fart forbi vi prustende turister med fire kilo paa ryggen.
Ja og de bar laedersandaler og shorts, mens vi gik i regnponcho, vandtaette vandrestovler og hitechudstyr.

Det pirkede til min samvittighed at disse portere fik 10 dollars om dagen for et haardt job.
Den sidste aften samlede vi drikkepenge ind og hver porter fik under en cermoni ca. 10 dollars vaerd og en flot tale paa spansk af belgiske Stefan. De hjertelige haandtryk bagefter fra hver porter gjorde stort indtryk paa mig, og er noget jeg aldrig vil glemme.

Paa fjerdedagen stod vi op klokken fire om morgenen, mens der var kulsort nat og vaadt af dug.
Vi skulle vaere ved checkpointet inden de aabnede klokken 5:30.

Det checkpoint skal forhindre at turister camperer ved solporten eller selv Machu Pichu, hvilket jeg bifalder.

Fra den lille traelaage gik vi en times tur i rasende tempo. Alle ville til solporten tidligt saa man kunne sikre sig en god siddeplads naar solens foerste straaler rammer Machu Pichu.
En taabelig kinesiskudseende pige som gik bag mig forsoegte at overhale paa de mest snaevre steder af stien og var til fare for baade sig selv og andre. Den slags ivrighed er farlig og jeg ville oenske at nogen havde gjort hende det klart.
Min midtjydske staedighed gjorde at jeg naegtede hende at overhale, simpelthen fordi hun ikke var hurtigere end vi som gik foran hende og fordi det var for farligt.
Selv paa et stykke kendt som de 50 trin, der er en stige hugget ud i klippen forsoegte hun at overhale mig. Den lille onde mand paa min hoejre skulder overvejede om hun skulle have et gok i noedden. Den slags dumhed er farlig for alle og vi baerer vel alle et ansvar for at saette en stopper for det. Et gok i noeden er vel ikke i kristen aand, men sikkert effektivt uddelt i 25 meters hoejde paa en lodret klippevaeg.

Vi ankom til Solporten. Der var masser af plads og vi sad alle stille med tyste aandedraet og ventede paa at solens foerste straaler skulle oplyse Machu Pichus graa stene og give os beloenningen for 43 kilometers bjergvandring. Vi fumlede med hvert vort kamera, klar til at fange netop det magiske oejeblik med vores optik.
I selvsamme oejeblik besluttede mit kamera egenhaendigt at der ikke var mere batteri. Saa mit billede af oejeblikket eksisterer kun i mit hoved.

Efter en nedstigning paa 350 meter maatte vi dele ruinerne med horder af tykke busturister koert direkte til doeren. Det tog soergeligt nok en del af magien fra stedet. Men saadan er vilkaarene i moderne turisme.

Guiden gav en lang rundvisning af hele stedet.
Bagefter klatrede to belgiske gutter, Gerd og Stefan, og jeg op til bygningerne paa den naerliggende bjergtop. En svimlende klatretur 450 meter op i luften af stejle trin hugget ud af bjerget selv. Fra toppen var den ultimative udsigt og vigtigt ingen tykke amerikanske busturister med enorme kameraer.

Fra inkaernes terraser paa toppen gik det lodret ned flere hundrede meter til alle sider. Jeg tror godt at jeg kan erklaere at min hoejdeskraek er reduceret en del over de sidste elleve-en-halv uge.

Hjemturen skulle vaere nem. Vi skulle moedes paa en restauranten "Chackis" i byen Aguas Calientes for foden af Machu Pichu-bjerget. Her skulle vi faa vores togbilletter og derefter tage toget tilbage til Cusco.

Vi fik skam ogsaa billetter, men kun til noget der paa billetten blot var forkortet til "Va". Vi fik opklaret at det var en by kun ca. en tredjedel af vejen til Cusco. Der skulle ifoelge guiden vaere en bus der ventede paa os og fire andre fra vores rejseselskab.

Da vi klokken 18 steg ud til et stort virvar af indianerkvinder med fingerdukker, vandsaelgende piger og minibus- og taxachauffoerer, var der ingen som ventede paa os.

Efter en halv time stod det klart at der ikke var nogen der ventede os, og at vi selv maatte arrangere vores hjemtur. En minibuschauffoer kom til at love at han ville koere vi seks personer til Cusco for 30 soles (60 kroner). Vi slog til.
Guidens beskrivelse "en times koeretur" haaber jeg var en overdrivelse for det tog to timer afsindig bjergraes at komme til Cusco. Jeg maatte overbevise mig selv om at ingen chauffoerer oensker at doe og sikkert ved hvad de goer naar de overhaler en stationcar uden lys opad bakke inden et haarnaalesving i baelgmoerke.

Den sidste kroelle skal ikke oedelaegge indtrykket af en fantastisk tur.

Det var tyve aars drengedroem vaerd!





lørdag, november 06, 2004

Ikke noget Macho Pichu

I morgen klokken lidt i otte bliver vi hentet af tourbureauets bus saa vi kan komme til startstedet for vores firedagestur til Manchu Pichu.

Vi glaeder os, selvom det formentlig bliver en regnfuld tur og andendagen bliver ret haard.
Her til morgen kom vores guide til hostellet for at briefe os om turen. Og til vores overraskelse kom en glad og soed pige paa en halvanden meters penge hen til os og praesenterede sig som guiden.
Men det tager vi absolut som noget positivt. Hun virker baade soed og kompetent. Da kvinder jo saa rigeligt slaar vi maend paa social intelligens og ansvarsfoelelse betyder det at vi nok skal faa en god tur i behageligt tempo. Ikke noget machofis her.
Altsaa jeg regner jo naturligvis med at vaere forrygende gaaende, men omvendt ved jeg ogsaa hvor umulig jeg er til at gaa opad.
Ned kan man altid komme - og isaer i regnvejr.

Saalen paa min Salomonstoevler kommer helt sikkert med i aftenboennen, for meget kommer til at staa og falde med dem... (ja okay den var simpelthen saa oplagt at jeg ikke kunne modstaa)

Vi har vaeret ude at shoppe saa vi kan vaere klar. Udstyr koster heldigvis ikke ret meget her, og man kan finde udemaerket kvalitet imellem hobene af dingenoter og paaklaedning af tvivlsom kinesisk kvalitet.

Jeg har de senere dage laest i en bog om de hedengangne riger i Perus historie og naturligvis snydt lidt og laest om inkaerne selvom de staar sidst i bogen.

Selvom jeg efterhaanden har laest en del om inkarigets fald har jeg stadig meget svaert ved at forstaa at knapt 300 spanske lykkeriddere kunne undertvinge et stort rige med millioner af indbyggere. Er rige der havde sin storhed takket vaere et veludviklet vejnet og stor dygtighed indenfor logistik og dermed hurtigt kunne sende mange tropper til afsides provinser naar det var noedvendigt.

Inkaerne var i stand til at samle velbevaebnede diciplinerede haere paa baade et- og tohundredetusinde mand.
Den sidste inka, som havde narret spaniolerne ved at spille marionetmonark, havde i al hemmelighed arbejdet fra begyndelse paa at smide spaniolerne i havet og genskabe inkariget. Da han endeligt satte planen i vaerk sendte han en haer paa knapt tohundredetusinde krigere mod Cusco, som var holdt af 170 spanske soldater, hvoraf kun 80 var til hest.

Efter en ugelang strid havde spanierne indtaget et uindtageligt citadel og draebt bogstavelig talt flere tusinde forsvarere.

Den enorme inkahaer var tvunget til at fortraekke.
Forstaa det hvem som vil. Jeg kan ikke forstaa, hvorledes noget senmiddelalderligt vaaben kan vaere saa overlegent at noget saadan kan lade sig goere.

fredag, november 05, 2004

Vi er hoejt hoejt oppe

Saadan synger Steppeulvene i

Blokaden af Arequipa ophoerte igaar eftermiddag og vi kunne derfor tage en natbus til Cusco klokken 20.00.
Vi har naesten kun godt at sige om busselskabet Cruz del Sur (sydkorset); punktlige, sikkerheden i top, ro i busserne, aftensmad ombord, al den anisthe man kan drikke og saamaend ogsaa bingo (!). Men de burde nok investere i at flytte saederne 10 cm mere fra hinanden. Der er knapt plads til en gringo stoerrelse medium og helt sikkert ikke til en gringo stoerrelse large.
Ja det er da meget hyggeligt at faa saedet foran lagt knaldhaardt ned paa knaeene 5-6 gange i loebet af natten....

Vi ankom til Cusco i 3300 meters hoejde. Her var koldt og man maerker tydeligt at der er mindre ilt i luften. Vi skulle gaa soelle 50 meter op af en stejl gyde til vores hostel, og vi prustede som en overvaegtig tysk sexturist den sidste aften i Thailand. Det var ret soelle.

Det betyder at vi er tvunget at slappe af et par dage for at vaenne os til hoejden.
Jeg har i butik nummer nogen-og-tyve (Lisbeth kan bekrafte) fundet den helt rigtige pandelampe. Bjergterraen kom an!

Vi har shoppet os fattige i lokale uldprodukter (igen) og satser nu kraftigt paa at Perus postetat holder et hoejt kvalitetniveau og omvendt proportionalt lavt prisniveau. Vi har i hvertfald en lille lama eller to at sende hjem.

torsdag, november 04, 2004

Update 17:43

Jeg er nu oppe paa at vaere blevet antastet af to transvisitter paa gaden, der vil saelge mig tyggegummi...

Det skider jeg sgu paa!

Igaar fik vi det bedste mexicanske mad paa en lille restaurant, hos en lille flink og usandsynligt naersynet dame.
Ak og ve - vi har begge haft ondt i maven siden.

Lisbeth kom sig igen efter to timer, mens jeg tog den store tur i nat med feber og et stort antal besoeg paa toilettet.
Helt fjollet var det i nat da jeg laa under tre taepper, to lagner og min nyindkoebte alpacauldponcho, og froes saa bitterligt. I den anden ende af vaerelset laa lisbeth med et lagen og svedte tran. Behoever jeg at sige det var svaert at forklare hende at det altsaa var skidekoldt og vi burde lukke vinduet?

Blokaden er nu ophaevet og vi kan komme med en natbus til Cusco i aften klokken 20. Ti timer og et ukendt antal ture paa toenden senere ankommer vi til Cusco.

Ellers har vi set ikke saa faa bizzare optrin. Fra restauranten paa 1. sal paa Plaza grande saa vi en fuld gammel mand med p... haengende ude af bukserne efter et ret kikset toilette i et bed midt i den staerkt befolkede park. Sneg han sig vaek? Nej han dansede saamaend lystigt til musikken fra tre evigtglade Hari Krishnaer.

I dag ved middagstid fik vi lov at opleve det gudsbenaadede syn at se en gammel indianerkone i traditionel dragt lige kraenge kjole og underkjole op, saette sig paa hug paa kirketrappen og ellers bare lade urinen flyde.

300 meter laengere nede af gaden blev vi paa det naermeste overfaldet af en mand i kjole og paryk som absolut ville saelge os tyggegummi. Peru er ihvertfald ikke kedeligt.

Haaber Lisbeth saa det samme, for jeg har drukket cocathe til morgen....


Tre strejker og du er ude

eller three strikes and you´r out som de siger i Kamerika. Det haaber jeg soerme ikke. I Mexico city maatte vi gaa direkte igennem elvaerksarbejdernes demonstration og nu er vi saa i Arequipa, hvor strejkende peruvianere imod forhoejelse af benzinpriser har lagt en to-dages-blokade om byen.

Det vil sige at ingen busser koerer til eller fra byen og som en gut i et flybureua sagde: "Jo vi flyver skam, og vi har stadig et par taxachauffoerer der godt toer koere til lufthavnen...". Nej ellers tak - jeg giver ikke 69 dollars for en tur i et postfly, som vi maaske aldrig kommer ud til.

Naa men Arequipa er da ogsaa en hyggelig og afslappet by. Svaert at tro her bor en million og at det er Perus andenstoerste by (og at taxachauffoeren fra forleden holder med fodboldholdet fra Cusco fordi de lokale var for daarlige). Men tre dages ingenting her er for meget. De utroligt ihaerdige tjenere fra restauranterne paa Plaza Central er nu paa fornavn med os og noejes med at fortaelle at vi jo lovede at spise der naeste gang.
I morges blev vi omringet af tjenere fra to restauranter der loed lige gode - saa jeg trak en moent frem og bad dem om at vaelge. De soede piger tabte og Carlos med den enorme oerering fra Vikingo vandt.

Dagen har vi tilbragt med at se et stort nonnekloster, som er en by i byen, og det lokale museum med en frysetoerret pigemumie, der er 500 aar gammel.

Nu er det ikke skidt altsammen. Lisbeth kan faa et opkald af sin kaereste og jeg kan koebe en supergod pandelampe til 200 kroner. Og jeg har i lommet tre vouchere fra gutterne paa Plaza Central paa gratis pisco sour, som er den lokale drik.

mandag, november 01, 2004

Nu i Peru - busturenes og ikaernes land

I fredags kom vi tilbage fra skildpaddetur i Tortugero ude i junglen. Loerdag skulle vi videre med fly til Peru. Turen til lufthavnen gik med taxa inklusiv omvej pga. vejarbejde og lokal bus. Det gik fint og vi var i lufthavnen i fin tid. 26$ maatte vi slippe for at faa lov til at forlade Costa Rica. Avav!

Flyveturen var behagelig omend filmen var ret ligegyldig og maden ligesaa. I Lima lufthavn fik vi lov til at deltage i en spaendende happening, som bestod i at lade alle turister staa i koe i en time foerend en ligeglad kvinde i uniform kunne ryste paa hovedet af vore pas.
Herefter gik det staerkt. Vi fik vekslet penge paa tre minutter (og til lortekurs), vi var saa heldige at faa gennemlyst vore tasker uden at de skulle aabnes efterfoelgende (2 min) og umiddelbart efter blev vi shanghai'et af folk "som arbejdede for Limas turistkontor". Det viste sig senere at de arbejdede for et turistbureau som blev virkeligt kede af at vi ikke gad have deres 6 dages tur til 269 dollars. Den var da ellers uden kost og logi....

Naa men de skaffede os hurtigt en "billig" taxa som kostede en fjerdedel af de normale taxaer, og fortalte at det hostel vi ville tage til var lukket for laenge siden og at Lima centrum, hvor det laa, var rigtigt farligt om aftenen og isaer for tiden.
De reserverede et dobbeltvaerelse i et stort hus i velhaverforstaden Miraflores, som var meget sikker.

Der var en sikkerhedsvagt paa hvert gadehjoerne og de bredde avenuer var flankeret af en masse imponerende villaer. Herligt!

Naeste morgen ankom en person fra turistbureauet paa hotellet og efter morgenmaden blev vi koert til turistbureauets kontor, hvor de forsoegte at saelge os den famoese tur. Nixen bixen Karen Blixen!
Vi spurgte paa bedste spansk om de var vanvittige siden de troede at to bagpackere ville betale tre gange dagsbudget for noget uden kost og logi. Da vi spurgte efter busstationen kunne de ikke laengere fortaelle hvor den var "alle ved jo hvor den er". Farvel og tak.

Vi gik hjem til hotellet, fik en billig taxa til busstationen. Taxaen viste sig at vaere naboen der koerte os i sin private gasdrevne bil. Sjovt nok og billigt. Tilmed koerte han ordentligt og direkte.

Busturen til Nasca i det sydlige Peru var begivenhedsloes og vi ankom i provinsbyen klokken halvni om aftenen. Vi havde dog kun 200 meter til hotellet, som viste sig at vaere dobbelt saa dyrt og tre gange saa flot som Lonely Planet havde beskrevet. Men de var anbefalet som det bedste bureau for flyture over de beroemte gamle nascalinier i oerkenen.

Linierne er store figurer lavet af striber i oerkenens sand, som kun er synlige fra luften. De er 1500 aar gamle og flere er 200 meter lange.
Ved middagstid steg vi ind i et lille cesnafly og floej henover linierne. Stor oplevelse og de 40$ vaerd.

I aften tager vi bussen videre til "Den hvide stad", hvor vi haaber paa at se kondorer. Derefter skal vi til Pumo ved Titichacasoen hvor der er festival fredag. Da Puno ligger 3800 meter over havets overflade, saa det er det perfekte sted at afklimatisere inden vi paa soendag tager paa trekking paa inkastien der tager os over pas der ligger i mere end 4000 meters hoejde.

Travl uge!
Naar vi ankommer i morgen har vi rejst 8 af de sidste 10 dage. Det bliver rart med noget ro en dags tid i Cusco.

Alle busture tager lang tid hernede fordi afstandene er saa store. 7 timer i gaar, 11 timer i nat, 5 om to dage og 6 timer fredag.

Billeder!

Saa er de her endeligt - billederne jeg ihvertfald selv har ventet paa.

Der er 181 men jeg starter lige med en lille haandfuld:



Lisbeth og Martin



Martin, Vulkan og Daniel (det er vulkanen bagerst)



En bette oel i poolen ved de varme kilder taet paa vulkanen



Paa vej ned af floden med flodtaxaen - ud i junglen og se skildpadder



Ventetid paa busstationen i Cairiari



Lisbeth paa stranden i "Skildpadderup"



Et glad selvportraet af "Gringo Loco" med sin elskede nu hedengangne Panamahat