¿Hay algunas que hablan ingles?

(Er der nogen her som taler engelsk?)
Gad egentlig godt vide hvad det forventes at jeg goer nu.

Sidder midt i transithallen i Lima lufthavn, og ved faktisk ikke om det er det rigtige sted.
Selvom skopudserdrengene i Perus provins brillerer med godt engelsk er der ingen i lufthavnen som synes at beherske det sprog.

Problemet er at jeg har floejet med selskabet TACA fra La Paz i Bolivia og nu skal videre med COBA til Panama og videre til Guatemala.
Den rare mand ved ankomsthallen mente bestemt at jeg skulle i koen til transit. Men jeg kan vist ikke rigtigt komme paa et fly foerend jeg har checket in' igen. Da jeg forsoegte at komme ud i forhallen for at snakke med British Airways satte jeg den store sikkerhedsalarm igang og blev kropsvisiteret og blev gennet igennem sikkerhedschecket igen.

Et telefonopkald opklarede at British Airways ikke har noget kontor i Lima, saa her kan jeg altsaa heller ikke faa genustedt billetter. Ja Iberia tager sig af British Airways affairs - men de aabner altsaa foerst klokken halvfem(!).

Den flinke vagtmand der i bar iver naer ramte mig i hovedet med sin store walkie talkie forklarede noget med at der kommer nogle folk fra COPA klokken halvet. Maaske de taler engelsk?

Nogen der ved hvorfor man har en flot Informationsstand i en lufthavn naar computerne er slukkede og den ikke er bemandet?

Det er godt nok typisk mig det her. Ja jeg siger det altsaa bare.

Et saltuudsletteligt indtryk

Nu sidder jeg alene paa en tilfaeldig internetcafe i La Paz. Lisbeth og jeg tog en natbus til provinsbyen Yuini tirsdag eftermiddag. Vi skulle paa en to-dages-tur ud til saltsletterne. Man boer vel egentlig ikke have hoeje forventninger naar turistbureauets bedste salgsargument er at deres chauffoer ikke er fuld! Den lokale natbus som vi koerte med stammede helt sikkert direkte fra helvede. Det var baade den grimmeste og mest overfyldte paa hele busstationen. Og det siger ikke saa lidt hernede. Det er utroligt, hvad de lokale skal have med naar de koerer i bus. Gerne fem-seks tasker som de alligevel ikke kan slaebe. Kasser, saekke og store ubestemmelilge bylter af tape og taepper, som bogstaveligt talt kan indeholde hvad som helst. Derforuden skal indianerkvinderne have en bylt paa deres egen stoerrelse med ind i selve bussen. Det betyder at det tager en times tid at laesse en langtursbus herovre, og det annoncerede afgangstidspunkt er altid noejagtigt medianen i tidsforbruget paa laesningen. Suuk jeg er traet af lokale busser, hvor alt lugter af friturestegt kylling og tyggede cocablade. Og hvorfor er det altid mindst en der skal braekke sig i en boliviansk bus? Og hvorfor skal ALLE bolivianerne af ved ALLE holdesteder med toilet?

Igaar aftes klokken ni sagde jeg farvel til Lisbeth efter knapt tolv ugers rejsen sammen. Det er godt nok maerkeligt kun at vaere en paa hotelvaerelset.

Men Lisbeth skal jo ud at lege med dynamit og op til Brasilien for at moede Klaus. Og i morgen klokken otte flyver jeg fra La Paz til Lima, hvorfra jeg flyver til Panama city, og igen videre til Guatemala city med mellemlanding et ukendt sted.

Det bliver en lang dag. Men jeg glaeder mig til at gense Antigua.

Homolamatyr og stirrende mumier

Her er det saa at I to skal af proklamerede den cocatyggende jeepchauffoer ligeglad. Vi saa os vantro omkring. Her? Det kan du sgu da ikke mene! Vores jeep holder i en mennesketom landsby for foden af en udslugt vulkan ude midt i Yuinis saltslette, verdens goldeste terraen.

Vi havde tydeligvis ikke faaet nok information om turen. Faktisk beloeb informationen sig til at det var to dage og at chauffoeren ikke var fuld.

Sjovt nok var vi ikke saerligt indstillede paa at tilbringe 24 timer i hvad der var et sted i absolut ingenting. Paa vores begraensede spansk forsoegte vi at forklare ham at vi saadan set gerne ville med tilbage til Yuini fordi vi ikke havde faaet at vide at vi skulle overnatte saadan et sted.

Uden at vi helt forstod hvad han sagde saa stod det efter tyve minutter klart at vi ikke kunne komme med tilbage fordi nu var det bestilt og at han ikke blev betalt for naeste dag, med mindre vi rent faktisk blev hentet.

Saa vi blev.

Vi fik laest en hel del, spiste noget udemaerket aftensmad, drak the, laeste noget mere og sov.
Stod op, spiste og laeste lidt mere.

Men der var jo den her vulkan som man kunne klatre op paa. Eftersom der ikke var andet at goere der saa besluttede jeg mig for at bestige den.

Da jeg endelig fandt den umaerkede sti der foerte op til vulkanen og et udefineret arkeologisk omraade, kom hostelmutter spaennende i fuld galop Gadagung gadagung gik det over stengaerder og smaa faar.

Da hun indhentede mig stak hun mig en lille noegle. Det er til mumierne sagde hun stakaandet (aha det er altsaa ikke kun vi turister der mister pusten i 4000 meters hoejde).
Mumierne? Spurgte jeg lidt desorienteret.

Jaja - du skal bare selv laase dig ind. Det er ca. en time opad bjerget. Gaa til venstre ved koeretoejerne.

Jamen saa goer jeg da det. Ca. tre kvarter senere ankom jeg til en staaldoer i en klippe. Jeg laaste den lille haengelaas op, aabnede doeren og kravlede ind af den lille aabning. Da jeg var kommet indfor og mine oejne havde vaennet sig til lyset opdagede jeg at jeg stod ansigt til ansigt med en mumie. Det er en ganske saerlig oplevelse vil jeg godt afsloere!
I den lille hule laa adskillige skeletter og vel fire mumier med nogle ofringer i form af keramik.

Pludselig kom der en hoej bankelyd fra den mest velbevarede mumie. Som et rationelt taenkende menneske ved jeg godt at det umuligt kan vaere en bunke genetisk affald der laver den lyd. Som en sensitiv bangebuks en time fra civilisation tog jeg sgu ikke nogen chancer. Hvis en mumie har haft femhundrede aar til at planlaegge hvad den ville goere ved indtraengere saa har den nok en fordel. Hurtigt kom jeg ud af hulen, smaekkede doeren og kastede haengelaasen paa.

Da jeg gik nogle skridt tilbage kunne jeg se den store ravneagtige fugl der pirkede voldsomt i jorden bag hulen. Jaja taenkte jeg. Saa havde den rationelle del af mig ret.

Paa vejen tilbage stod der en stor lamatyr midt paa stien. Jeg kiggede paa den, den kiggede paa mig og vi kom frem til at ingen af os havde i sinde at flytte os.
En mexican standoff. Lamatyren skrabede en smule i jorden med klovene. Da var det at jeg opdagede at den havde store lyseroede garnkvaster i toppen af begge oerer.

Hahaha - hold kaeft hvor er du grim! Du kan da ikke for alvor staa der at puste dig op naar du ligner et kasseret produkt fra My Little Pony!

Det kunne den jo saadan set godt se, og traadte saaret og fornedret vaek fra stien.
Stakkels dyr.

Resten af turen var begivenhedsloes omend en dejlig spadseretur helt alene i storslaaet natur.

Chauffoeren ankom klokken et som aftalt, medbringende en japansk gut som ikke talte et ord spansk. Det undrer mig til stadighed hver gang jeg ser en ene japansk fyr rejse rundt uden at kunne et ord spansk eller engelsk. Hvordan pokker klarer de sig???

Blokavolivia

Nu er vi kommet til Bolivia. Her er hoejt og koldt. Busturen fra Puno i Peru skulle tage seks timer, ja altsaa plus en pause paa en time. Det ville sige at da vi tog bussen ca. klokken 8.00 (skulle have vaeret 7:30) saa ville vi vaeret i La Paz ca. kl. 15:00 - 16:00 boliviatid.

Men men men Bolivia er kendt for sine mange strejker og de obligatoriske vejblokader der naturligt foelger med enhver anstaendig strejke paa de kanter.

Foerst var vores pausestop, Cocacabana (ja der er altsaa ogsaa en i Bolivia ved Lago Titicaca) blokkeret i to timer. Da vi endelig kom videre var La Paz godt og grundigt blokkeret, hvilket betoed at det tog over tre timer at komme ind i byen.

Alt i alt en syvtimerstur der tog elleve timer. Suk - vi var godt bombede da vi endelig naaede frem til Hostal Maya Inn der har varmt vand.

I eftermiddag tager vi en 16-timers-natbus sydpaa til saltsletterne. Det er en massiv saltaflejring fra et udtoerret forhistorisk hav, og verdens mest ugaestfrie terraen. Det blir hyl!
Loerdag morgen flyver jeg til Guatemala om Gud og bolivias strejkevagter vil. Deres favoritnummer er nemlig at blokkere den internationale lufthavn....

Min helt

Denne mand er en sand eventyrer og min helt: Arne Falk-Roenne
Jeg var saa heldig at jeg ved et sandt lykketraek fandt hans bog "Matchetebroedre" paa et hostel i Campeche i Mexico.

Efter at have slugt hans historier om moeder med blandt andet Hemmingway og Che og mange andre - ja saa har jeg slaebt den store hardbackbog fra Slagelse Bibliotek med mig i to maaneder.

Hvis du skulle stoede paa nogle af hans boeger - saa sir du til ikk'?

Hjem er hvor man er

Jeg har opdaget noget nyt. Tilsyneladende er jeg begyndt at foele mig hjemme flere af de fremmedartede steder jeg besoeger. I morges var mit hjem en baad som sejlede os rundt imellem oerne i Lago Titicaca. Da jeg sad tilbagelaenet i agterstavnen og noed den starke sol i 3810 meters hoejde - ja da foelte jeg mig hjemme. Hjem er blevet der hvor jeg er.

Globetrotter?