Festen der blev vaek

Igaar aftes var vi efter fire timers opvarmning med Moza-oel, vin og det lokale afrodisia gifiti (meget taet paa giftig) var vi daelme klar til at finde garifunafesten og danse til den lyse morgen.

Men alt hvad vi kunne finde var troperegn, et tomt diskotek og en fabrikshal med 200 sekstensaarsdrenge. Ikke lige det vi var ude efter, saa vi endte paa en bar der lignede en bandeborg fra Harlem. Masser af guldkaeder, basketball t-shirts, solskygger paa sned og mikrofonhaar. Til gengaeld var deres coco locos billige og rigtigt rigtigt gode.

Klokken tolv gik vi traette og skuffede hjem gennem den silende trofaste troperegn.

Her til morgen moedte vi vores garifunaven med cyklen og han spurgte hvorfor vi ikke kom op til hallen i den afrikanske del af byen. Ja faktisk var festen under 200 meter fra hvor vi bor.

PIS! Naa men i aften tager han os med til en rigtig garifunafest med masser af piger, dans og coco locos. Nu er det iovrigt en halv time siden han smuttede afsted med 150 af Martins qetzales for at hyre Pato og hans kano til at sejle os ud til et hemmeligt sted paa floden hvor man kan svoemme i en grotte. Gad vide om vi ser ham eller pengene igen...

Partee garifuna styil'

Igaar brugte vi hele dagen paa at komme til garifunaernes by i Guattemala - Livingston. Foerst med shuttlebus fra Antigua til Guatemala city til en lillebitte befaestet busstation med adskillige vagter med shotguns, kaede over vejen og walkietalkies og alle mulige sikkerhedsprocedurer. Dejligt at foele sig sikker i Gua. city for en gangs skyld. Bussen til Puerto Barrios koerte paa minuttet, hvilket ogsaa var en oplevelse.

Dog blev vi en time forsinket paa grund af et trafikuheld paa en bjergvej. Det var modbydeligt at se to lastbiler og en personbil der laa i smaa stumper overalt. Styrhusene paa begge lastbiler var mere eller mindre pulveriserede saa jeg giver ikke dem i bilerne nogen chance for overlevelse.
Den slags saetter risikoen ved vore mange timer i busser lidt i relief...

Foerst paa aftenen ankom vil til Puerto Barrios, hvor vi stiftede bekendskab med garifunaernes venlighed. Nogle lokale med bussen soergede for at vi kom med dem ned til molen, hvorfra water taxies gaar til Livingston. Man kan kun komme til Livingston med baad. En tur paa ca. en halv time.

Alle anbefalede Casa Rosado (det lyseroede hus), som trods det lidt mistaenkelige navn er et virkeligt godt sted. Maaske det bedste sted jeg har vaeret endnu.
Min seng er paa en aaben terrasse paa foerstesalen i en lejlighed med direkte udsigt over bugten. At vaagne halvfem om morgenen og ligge mageligt paa foerste raekke til en solopgang der faar det blikstille vand til at gloede som smeltet guld er en fantastisk start paa dagen. Isaer naar man kan laegge sig til at sove igen bagefter.

Idag har vi vaeret paa lidt sightseeing i byens afrikanske kvarter med vores nye ven - en lokal gut med cykel, hvis navn jeg aldrig fangede. Han viste os den lokale kirke, som var stopfuld med syngende, swingende mennesker der priste gud med afrikanske salmer og hoftevrik.

Det slaar helt sikkert en tom kirke med stilleleg som dem vi har derhjemme. Som vores ven sagde "jeg skal ikke i den europaeiske himmel - jeg skal i Garifunahimlen for der maa man synge og danse". Jeg er klar paa at skifte himmel ogsaa.

Vi koebte noget lokal ildvand gennem vores ven, og i aften skal vi til Garifuna Independence day fest. Det bliver vildt! Dans til afrikanske rytmer overalt!

Garifunaerne er en minoritet der bebor hele den caribiske kyst i Belize, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Det er efterkommere af afrikanske slaver fra den engelske oe St. Vincent, som gjorde oproer og derefter deporteret af englaenderne. De blandede blod med caribiske indianere og blev mange og har spredt sig langs kysten i loebet af de sidste tohundrede aar.

De er meget afrikanske i udseende og kultur - og meget caribiske ogsaa. Venlige og festlige, hvilket er perfekt naar man kommer som turist og vil more sig.

Og more sig det skal vi for fuld knald i aften!

En almindelig dag

Igaar brugte vi tolv timer paa at bestige Guatemalas hoejeste vulkan. 1750 meter gik vi opad (og nedad).

Benene var godt brugte bagefter, men det foeltes rigtigt godt!

Om aftenen tog vi ud at fejre vores bedrift sammen med vore nye kammerater Ana fra New Zealand, Colin fra Sydafrika og Christine fra Schweiz.

Vi spiste paa en rigtigt rigtigt god marokkansk restaurant, hvor de serverer verdens maaske bedste hummus.

Ganske som det ser ud til at vaere en ubrydelig regel saa har jeg faaet diarre af det bedste maaltid jeg har spist laenge.

Fremover tror jeg sgu at jeg gaar til madboderne paa gaden, og faar diarre der til en femtedel af prisen....

I morgen tager vi videre til landsbyen Rio Dulce sammen med Christine. Der er jungle og garifunaer plus et hotel ejet af fire schweiziske gutter - saa vi satser staerkt paa at faa Ostefondue til aften.

Lidt snyd

Har lige tilfoejet et indlaeg fra i torsdags om mine saerpraegede oplevelser ude midt i ingenting paa saltsletterne....

Min by

Ja hvis nogen skulle have spekuleret over om jeg nu kom helt frem til min destiantion, saa kan jeg afsloere at jeg kom helt frem.

Og at situationen i lufthavnen fik en lykkelig slutning. En tilfaeldig sikkerhedstolderagtig gut kunne, efter at have haft min flybillet stort set oppe i naesen, forklare at jeg ikke behoevede checkin og at COPA-folkene havde mit boardingpas.

Det havde de soerme og jeg fik endda personligt lov at godkende at det var min rygsaek de havde faaet overfoert fra Grupo TACA. I deres fly sad jeg endda lige ud for transportbaandet til lastrummet og kunne begge gange se min kaere lille rygsaek bliver foert sikkert ind i lastrummet.

Resten af turen gik nogenlunde smertefrit. Ja altsaa bortset fra at jeg sad ved siden af en robotagtig japaner der insisterede paa at sidde med samuraiarmene over kors saa jeg knapt kunne vaere der. Et par danske bissetricks og lidt sammenbidt engelsk loeste situationen (ihvertfald for mig). Lidt sjovt ioevrigt at denne hersens japaner var aabenbart ret fin i det og helt sikkert finere end sin skaldede joviale landsmand. For han sad det meste af tiden med lukkede oejne, mens den joviale bestilte taeppe, mad og drinks til ham. Han aabnede kun oejnene naar han skulle drikke, spise eller kigge brysk paa mig naar han fik den halvtimelige albue i siden for at fylde.

Om det var ham eller den lille fede Robert De Niro-klon bagved der ca. ti gange slog nogle gevaldige kloakprutter ved jeg ikke.

Vel fremme i Guatemala maatte jeg tage en taxa da al organiseret koersel til Antigua ophoerer kort foer klokken 21:38, hvor jeg ankom.
En glad og snaksagelig taxachauffoer koerte mig de 43 km til Antigua og vi havde en livlig samtale under hele turen. Jeg var overrasket over hvor godt mit spansk var. Det foeltes supergodt!

Idag har jeg vaeret omme at besoege min sproglaerer Jorge og hans ultraglade veninde Milli. Hjerteligt gensyn med knus, kys og skulderklap der kunne imponere en stout vestjyde.

Der var desvaerre ingen fodboldkamp i Antigua idag saa jeg maa vente med at komme af med alle de slemme gloser, som hober sig op inde i mig med foruroligende hast.

Antigua er lidt min by, og jeg foeler mig hjemme. En god velkomst af kendte ansigter varmer ogsaa. Solen skinner og her er bare dejligt at vaere.