Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

torsdag, december 30, 2004

Mangel paa respekt

Hvis der er noget jeg absolut ikke kan fordrage, saa er det folk der konstant afbryder mig naar jeg taler eller tydeligt viser at de da er rystende ligeglade med hvad jeg siger.

Naar vedkommende saa selv stiller spoergsmaal og ikke gider at hoere svaret til ende, ja saa faar det mig altsaa til at miste enhver interesse i at tale med vedkommende.

Saadan en person er Bep, en engelsk gut med foraeldre fra Bangladesh (hvis nogen skulle undre sig over navnet). Ham skal jeg saa tilbringe nogle timer sammen med paa bagsaedet i vores bil. Tror jeg beder Martin om pladsen paa passagersaedet....

tirsdag, december 28, 2004

Lidt om Cuba

For os har Cuba vaeret en skuffelse. Vi havde forestillet os et land med glade mennesker, spontan venlighed, farvestraalende bygninger og en god stemning.

Istedet har vi fundet et land med nedslaaede desperate mennesker, som forsoeger at franarre os vore penge ved stort set enhver lejlighed. Det betyder at alle regninger, priser og byttepenge kontrolleres minutioest og at man bruger adskillige minutter hver dag paa at holde hustlers fra livet. Maden er mildest talt elendig og alt er uforholdsvist dyrt, fordi regeringen soeger at pumpe turisterne for flest mulige penge for at kunne daekke underskuddet paa betalingsbalancen.

Alt i alt summer det sig op til at man ikke rigtigt kan slappe af og vi foeler ikke at vi faar nok for vores penge. En oplevelse jovist, men lige paa den anden side af sundet ligger Mexico med masser af steder, hvor vi kan faa meget mere for halv pris og masser af ro oveni.

Daniel er taget til Havana for at sende sin pige Lidia med et fly tilbage til Nigaragua, mens vi andre bliver her i den koloniale perle Trinidad.
I lufthavnen vil han undersoege om det er muligt at aendre vore flybilletter saa vi kan flyve tilbage til Mexico kort efter nytaar i stedet for den 12. som var den oprindelige plan.

Paa den positive side rejser vi nu paa anden uge med nogle helt fantastiske mennesker (og een hund) og vi har det virkeligt sjovt sammen. Selv naar vi er seks mennesker og baggage i en lille bil griner vi dagen lang.

søndag, december 26, 2004

Jul med et bang!

Juleaften var i aar en meget anderledes oplevelse.
Vi tog en stor flok fra Santa Clara til nabobyen Remedios, hvor der er en stor fest juleaften. Festen bestaar i at hele bymidten er fyldt med mad- og oelboder. Hele byen plus moms moeder op og spiser sandwiches med helstegt pattegris til en femtedel dollar, drikker hjemmebrygget bajer af sammenlimede coladaaser til en tiendedel dollar.

Vi smagte maden, men ikke oellet. Istedet drak vi rom og cola ude paa plazaen sammen med de to festlige new zealandske piger og en hammerberuset norsk fyr der hed Kenneth. Ved midnat broed et sandt helvede loes i fyrvaerkeri. Byen Remedios har to store nabolag, som netop denne dag konkurrerer med optog om dagen og om natten med fyrvaerkeri. Jo vildere jo bedre syntes at vaere parolen.

Hjemme i Danmark ville tilskuerne staa i sikker afstand fra fyrvaerkeriet, der ville blive skudt en kilometer op i luften. Saadan leger de ikke her. Nej man skyder da bare kaempestore hjemmelavede bomber hundrede meter op i luften direkte over den taetpakkede plaza. For s.... hvor var det vildt. Rachel den ene af kiwipigerne fik en regn af gnister fra en nedfalden raket ud over sig og hendes kjole og haar begyndte at braende. Saa jeg maatte slukke ilden paa bedste vikinge-gentlemanmaner med rom, cola og klappen med flad haand.

Vi har optaget det paa video og naar jeg kommer hjem vil jeg laegge udvalgte film paa siden saa I ved selvsyn kan konstatere, hvor absolut vanvittigt det var.

Paa vejen hjem var vi otte personer plus en koeresyg hund i een stakkels Hundyai.

Anderledes, men absolut morsomt.

mandag, december 20, 2004

Efter nogle dage her i Havana er vi blevet gode til at undgaa hustlerne, og finde de anstaendige steder, hvor man kan faa udemaerket mad.

Nu har vi moedt et par piger fra New Zealand som vil moedes med os til jul saa vi bliver mindst 9 der holder jul sammen.

Idag vil vi leje en bil fra i morgen og 10 dage frem. Vores amerikanske ven Jeff har en lejet bil med plads til fire-fem personer saa vi vil leje endnu en bil og dermed have plads til 8-9 personer. Vi er seks personer der forlader Havana i morgen i vores lille konvoj, og i Remedios stoeder en australsk pige til. De to kiwipiger kommer formentligt med os til Santiago de Cuba som ligger helt nede i det sydoestlige hjoerne.

Endnu har vi ikke lagt os fast paa nogle planer ud over en strandtur i morgen og saa jul i Remedios. Men det er rigtigt hyggeligt at vaere nogle stykker sammen, for det bliver for meget i laengden naar vi har paa fornemmelsen at samtlige lokale bare er ude paa at franarre os vore penge.

Jeff havde ioevrigt 37 aars foedselsdag igaar saa vi fandt en laekker italiensk restaurant, og vi fik orkestret til at spille "happy birthday to you" i deres helt egen rumbaagtige version.

Da der tilsyneladende ikke er mange internetcafeer udenfor Havana er det lidt usikkert, hvornaar det naeste indlaeg kommer.

Saa hvis ikke jeg har heldet med mig saa vil jeg benytte muligheden til at oenske alle en glaedelig jul!

Vores jul bliver nok en lidt dansk inspireret jul med elementer fra alle egne af Commonwealth.
Under alle omstaendigheder noget med rom og plasticjuletrae. Vi satser paa at komme til en smuk katolsk julemesse, men det er ikke sikkert at vi kan finde en.

lørdag, december 18, 2004

Syndens hule

Tak skal du ha! Det var fredag aften og alle vi drenge taenkte at vi jo naesten havde pligt til at gaa i byen i Havana, eftersom det var den eneste fredag vi formentlig har her.

Richard, vores engelske ven havde fundet en superflot gade med masser af barer og gode restauranter. Jo maden her er jo rent ud sagt elendig, saa god betyder acceptabel. Men alligevel. Fem mand staerk, naesten alle nyvaskede ramte vi den famoese gade.

Alle var vi opsatte paa ikke at skulle hustles saa alle lokale blev venligt, men bestemt afvist inden de kunne faerdiggoere den foerste saetning.
En time senere sad vi paa en restaurant anbefalet af den lokale hustler og spiste hummer. Udenfor stod selvsamme skaldede gut og samlede piger som han sendte ind til vores bord. Foer vi vidste af det havde vi fire brune skoenheder der hver slangede sig med en, af os betalt, drink i haanden.

¨Naa en enkelt drink kan vi da godt holde til at betale¨, taenkte vi. Efter maden blev vi slaebt/lokket ind paa en roevsyg lokal bar fyldt med plasticstole og lokale hustlers i hobetal. Vi gik ud paa gaden igen med det samme, hvilket pigerne fandt var en mystisk opfoersel. Efter en halv time havde vi set fire barer af overordentlig tvivlsom kvalitet og mistet tre piger og faaet tre nye. Det naestsidste ¨dansested¨ vi saa lignede en mellemting mellem en luderhavneknejpe og en skolefest. Man kunne ikke gaa i fred paa gaden, hvor utallige slemme piger greb fat i armene paa os og forsoegte at komme med os ind paa barerne.

Endeligt ankom vi til en bar, hvor kun den ene reelle pige der var med slap forbi doermanden. Mens vi noed voeres frie drink og kiggede betaget paa det dyriske show med afrikansk dans til trommemusik, fandt vores skaldede hustlerven vej ind paa baren og sendte fire piger hen til bordet!

Han var rimeligt utilfreds med at vi ikke ville betale de fire dollars til indgangen eftersom han havde sagt at han intet ville have, blot vaere vores guide for en aften fordi vi lignede flinke fyre. Yeah right!

Det blev dog en mager aften for ham med to oel og en drink paa vores regning.

Idag er vi traette og har lidt hovedpine fra de potente mojitos.

Igaar brugte vi det meste af dagen paa at finde et nyt sted at bo da hotellet var for dyrt for vores budget. I forgaars moedte vi en aeldre norsk gut paa en kineserrestaurant, og han har en lejlighed midt i centrum som han har lejet ud til os. Billigt naturligvis nu hvor vi jo er danskere og nogle flinke fyre.

Han er ude i provinsen og i hans fravaer bliver lejligheden passet af en stort sort fyr der hedder Aramis.
Men han virker som en superflink gut, der i oevrigt er olympisk 400-meterloeber og DVD-junkie.

Nu har vi saa vores egen lejlighed til fire personer for ¨blot¨ 30 dollars pr. dag. Normalprisen for et dobbeltvaerelse er 30-25 dollars. Herovre skal man betale 150 dollars til staten hver maaned for hvert vaerelse man lejer ud. Det er vel og maerke uanset om man rent faktisk faar det lejet ud eller ej. Derfor er alle meget passionerede omkring at faa deres rom, casa particulares, lejet ud. Den gennemsnitlige maanedsloen her er lidt under ti dollars. Ja ti dollars!

torsdag, december 16, 2004

Hey England!

Saadan anraabes jeg ca. hvert femte minut her i den gamle bydel i Havana. Ja vi er jo paa Cuba nu. Ankom igaar foerst paa aftenen.

Vi naaede kun at vaere paa hotellet i ca. tre kvarter foer vores ven fra Manchester, Rik, kom spankulerende ind i vestibulen med et stort smil.
Han bor paa et vaerelse i et privat hjem, kaldet et casa particulares, lige om hjoernet.

Senere samme aften skulle han ud med den skoenne datter i huset og hendes veninde. Vi tre vikingeknaegte og Jeff, som jeg moedte i flyet slog foelge. Vi maatte simpelthen se pigebarnet som fik Riks oejne til at straale og fik ham til at koebe hende hummer paa en fin restaurant.

Hjemme i hans casa particular, moedte vi soennen i huset og iklaedt det perfekte Grease-kostume tog han ogsaa med. Vi fandt en restaurant i China Town (ja det har du sgu ogsaa her), hvor tjeneren udenfor lokkede de to piger med "at faa noget for det", hvis vi alle spiste der.
Et lidt besynderligt arrangement mente vi, men herovre er det meget almindeligt.

Intet er gratis i Cuba. Du kan bruge timer sammen med lokale og have en virkelig god stund, men det er ikke gratis. De forventer du betaler deres mad, drink eller giver en skilling til en taxa (hvorefter de gaar hjem). Dog vil jeg sige at den slags hustlen er meget mere behageligt end i resten af Centralamerika, hvor man basalt set betaler en pisseirriterende personage for at gaa sin vej og lade dig vaere. Her betaler man i princippet for det modsatte.

Ioevrigt saa fortaeller jeg ikke hvor jeg er fra, blot at jeg ikke er fra England og de er velkomne til at gaette, hvor jeg er fra. Det faar dem til at forsvinde ret hurtigt.

Men her er saerpraeget i Havana. Meget fattige mennesker i noget der ligner om et forfaldent Barcelona eller Rom. Man skal ikke bruge fantasien ret meget for at faa oeje paa byens fordoms storhed.

tirsdag, december 14, 2004

WRRROOOOOOOMMMM!

For blot 150 pesos pr. mand fik Daniel og jeg igaar tiltusket os to potente scootere hos en lokal udlejer paa Isla del Mujeres (kvindernes oe).

"Husk I maa max koere 40 kilometer i timen" var det sidste ord kvinden bag disken raabte efter os da vi i en stoevsky og med minimum af kontrol forsvandt hen af den sandede asfaltvej der udgoer hovedfaerdselsaaren paa oen.

Det gjorde vi saa - ihvertfald indtil vi kom til den anden ende af oen - seks kilometer vaek paa et lille kvarter. Saa gik der ellers Herningknallert i den! Vi kraengede gashaandtagene i bund, tillagde os skaeve ulvesmil og en koerestil der ville kunne fylde Thorkild Thyrrings oejne med glaedestaarer.

Vi koerte staerkt, og raadent i den grad. Vi overhalede, vi dyttede uhaemmet, vi pegede og skraldgrinte hver gang vi overhalede en taxa eller floej hen over et fartbump.

Det var sjovt. Rigtigt sjovt endda!

Jeg vidste slet ikke at det var saa sjovt at koere knallert - havde jeg vidst det havde jeg nok byttet nogle af "De fem boegerne" til en laederjakke og en tunet Puch Maxi to-gears og nogle daarlige venner.

mandag, december 13, 2004

Lyset er vendt tilbage

Moerket som omgav mig igaar er forsvundet og atter afloest af lys.

Jeg satte mig paa en oede moerk strand med mine fire iskolde daaseoel og drak dem mens jeg lod mine tanker flyve, mens jeg hvilte mine oejne med blikket paa det moerke boelgebruste vand.

Langsomt men sikkert lettede taagen fra mit sind og jeg kunne igen taenke klart.
Det var som at dykke op til overfladen i et bassin af sort vand. Smilemusklerne begyndte at virke igen, jeg kunne grine, vaere venlig og se fremmede i oejnene uden at oenske dem doed og det som var vaerre. Jeg var blevet mig selv igen.

Melankoli er et hav, som man svoemmer i alene - og jeg er glad for at jeg gjorde det.

I mig braender en ild, for det meste er det min braendstof til at goere det jeg finder rigtigt. Men til tider synes det som om at ilden kommer ud af kontrol og truer med at fortaerre mig. Mit sind soenderrives af moerke og farlige tanker, og alle mine fejl traeder frem og bliver smertende tydelige. Det er en kamp og en flirt med det onde i mig selv. Jeg kalder det for "mine indre daemoner".

Vi maa alle fra tid til anden tage favntag med vore indre daemoner - og nogle gange taber jeg til mine for en stund. Men som jeg sad der paa stranden og skuede ud over det sorte hav, slog det mig pludselig at de indre daemoner maaske i virkeligheden forsoeger at fortaelle mig noget, snarere end blot soeger torturerer mig.

Hjertet kender sandheden foer sindet, laeste jeg forleden. Det tror jeg er sandt. Jeg tror at man nogle gange er ked af noget, som hjernen endnu ikke ved, men som hjertet har vist laenge.

Melankoli er en sandhedens time, hvor man skal laere om sig selv og faa oeje paa de problemer der ligger lige under overfladen, i kanten af synsfeltet og udenfor den aabne del af bevistheden.
Kun ved at se problemerne i oejnene og forholde sig til dem kan man blive glad igen.

Jeg har forholdt mig til det mine daemoner fortalte mig og er atter glad. Atter Jeppe.

Idag er verden grim

Jeg er loebet toer for tolerance. Overskud er jeg ogsaa lav paa og der er heller ikke mere venlighed tilbage i skuffen. Det sidste smil brugte jeg i middags og den sidste venlige tanker ligger nok laengere tilbage.

Der bliver ikke givet saa meget som en millimeter, en toeddel, et smil, et noget som helst. Jeg har lyst til at vaere modbydelig og provokerende. Sige ting bare for at saare. Mine oejne foeles smaa og stikkende og alt hvad de ser er ligegyldigt, latterligt eller grimt.

Den tykke kone kan gaa paa et andet fortov, den lille dreng kan skrige sine infame boernelyde et andet sted, den lavpandede mand paa scooteren kan bare vaelte og splatte sin hjerne ud over asfalten, den smilende pige der staar i vejen burde vrikke rundt paa sin ankel og bryde sammen i smerte. Jeg hader dem allesammen.

Jeg har the blues idag. Uden grund umiddelbart.

Eller ogsaa er jeg bare for en stund traet af surrogatvenner man lige har moedt, at skulle moede nye mennesker hele tiden, at vaere venlig og interessant 24/7, at foele mig som et produkt paa den store hylde for mennesker der er ude at rejse.

Vejret er smukt, Isla del Mujeres er et nemt og billigt sted at vaere. Vores hostel er forrygende og der er saagar et bordfodboldspil. Men jeg er ligeglad og har bare lyst til at snerre af folk der kommer indenfor en meters afstand.

Gad vide om man kan faa menneskeallergi?

Jeg savner mine venner, familie og andre derhjemme som kender mig som den jeg er.

Nu vil jeg gaa mig en lang lang tur her i det ukendte landskab og bagefter vil jeg drikke mig en spand oel paa stranden. Og ioevrigt blaese det hele et langt stykke...

lørdag, december 11, 2004

Ondt i hjernen

Av av av vi har ondt i hovedet idag, blikket er sloeret, vores gang er hovedsageligt i pinefuld zig-zag og vi vil saadan set bare have at nogen henter morgenmad paa MacDonalds og koerer os til stranden bagefter.

Igaar fik jeg endeligt de svenske kjottboller og de var ganske simpelt fantastiske. Baade Magdalena og Melody overgav sig og sprang med paa koedbolletoget, hvilket var en stolt dag for Sverige.

Egentligt skulle vi ned paa stranden og hygge, men al elektricitet i hele byen forsvandt og det begyndte at regne saa vi gik paa bar i stedet. Otte timer senere var vi aeskestive paa lokaloel og gratis pigedrinks, og ifoert hatte af balloner fik vi med besvaer fulgt pigerne hjem. Klokken syv formastede en af hotellets ansatte sig til at banke paa doeren for at se hvad der var paa vaerelset. Er ret sikker paa at det var saa slemt at hun ikke goer det igen.

Idag skal vi bare ligge paa stranden og lide. Det er haardt at vaere mig .

Har lige opdaget at

set i forhold til hvor brun resten af mig er saa er min roev faktisk latterligt hvid.

fredag, december 10, 2004

Update

Okay saa fik jeg ikke svenske kjottboller igaar. Til gengaeld fik jeg chicken wingsmarianade paa alle fingrene og en hyggelig aften paa TJI Fridays som er en amerikansk franciserestaurant.

I aften til gengaeld tager vi en ordentlig flok ned paa Babes og spiser svenske kjottboller eller thaimad.
Magdalena fra Halmstad overvejer at droppe kjottbollerne - tror jeg nu ikke at hun faar lov til.
Bagefter skal vi hygge os med romsjusser paa stranden. Vore svenske veninder bliver her i Playa del Carmen nogle dage laengere end os, saa det er maaske sidste gang vi ser dem.

Vi moedte forresten to piger vi havde koert i bus med i Honduras. De bor her i byen og viste os den hippe bar Blue Parrot igaar med fire dancing. Vi fik en lille oel og efterfoelgende hottentotdans. Det var skaegt!

Danske Sofie var ikke i receptionen i gaar da vi kom til de andres hostel, saa hun har stadig et jysk Goddaw do til gode. Mon ikke hun glaeder sig helt vildt?

torsdag, december 09, 2004

Tretten for ideen og nul tre for udfoerelsen

Det virkede ellers som en supergod ide. "Se du kan faa kokosvand paa daase" sagde Daniel og pegede paa en groen daase med et billede af dejlige kokosnoedder paa en bountystrand. Jeg slap min Dr. Pepper som ramte koeledesken med et smaeld.

Her ti minutter senere kan jeg konstaterer at der var en masse smaa stykker kokos i vandet, hvilket goer det umuligt at drikke uden at faa munden fyldt med kokosaffald. Forsoeger man saa at filtrere kokosstykkerne fra med munden resulterer det oejeblikkeligt i en straf, som bestaar i at man spilder en stor sjat kokosvand ned paa troejen. Sikke noget fjollet tropepjat...

Paa plussiden kan jeg fortaelle at vores rejsekammerat fra Manchester har fundet ud af at receptionisten paa hans hostel er en dansk pige der hedder Stefanie. Hun har ikke moedt danskere i lang tid saa vi tager om og siger hej paa bredt og umiskendeligt jysk. Jeg er helt sikker paa at det er lige hvad hun traenger til efter tusinder af Hola's og Hi's.

Hold paa formerne Stefanie - her kommer vi!

Kjottboller med lingon och sauce!!

Det er naesten ligesom juleaften! Vi landede igaar aftes i det forholdsvist turistede Playa Del Carmen ca. 68 km nord for vores dase-base Tulum. Alle vi kendte fra Tulum var her og vi traf dem paa hovedgaden.

Selv de fire piger som egentlig ville have blevet i Tulum indtil idag tog en bus om aftenen, for som de sagde "hvad laver vi her naar alle er i Playa". Tak for det toeser!

Paa hovedgaden ligger ogsaa den thai/svenske restaurant Babes, saa jeg har store planer om at spise svenske koedboller med lingon och sauce.

De sidste dage har vi lavet meget lidt udover at ligge paa stranden, bade i det violette vand paa den perfekte strand, hygge med svenske, norske, australske og engelsk/svenske piger. Og naturligvis haengt ud i strandbaren El Paraiso, som serverer en helt fantastisk Piña Colada.

Mandag aften moedtes vi ca. ti stykker paa stranden med rom, cola og daaseoel. Ved stjernernes skaer og i perfekt hippie-lejrskolerundkreds sad vi fra otte om aftenen til to om natten og snakkede, grinte og smed lesbiske piger i havet.

Vi har faaet en email fra vores schweiziske partygirl Christine som beder os om at komme til Guatemala fordi hun savner sine tre bodyguards. Nogle gange kunne det vaere praktisk at kunne vaere mere end et sted af gangen. Vi savner sgu ogsaa Christine.

For tiden moeder vi simpelthen saa mange mennesker, men det er langt fra alle som jeg tror jeg vil have kontakt med naar jeg kommer hjem. Men Christine er jeg helt sikker paa at jeg vil holde kontakt med. Det er en af sidegevinsterne ved at rejse - man moeder saa mange forskellige mennesker, at man nogle gange moeder man nogle helt unikke mennesker, som man saetter stor pris paa fra foerste sekund.

Idag staar programmet paa shopping. For en gangs skyld kan vi faa toej uden bynavn eller latterlige firfarvetryk med hvaler eller det som er vaerre. Og ja solbriller er jo en noedvendighed naar man gir den som strandloeve...

mandag, december 06, 2004

En god dag

Men ved at det bliver en god dag naar den stoerste beslutning er hvornaar man skal tage til stranden.

Naestvigtigste beslutning er at afgoere om jeg skal tage til stranden uden haandklaede eller koebe et med kaade hvaler. Det bliver et svaert valg.....

Vi er nu i Tulum i Mexico. Hele dagen igaar blev brugt paa at rejse fra Caye Caulker hertil, en baad og to busser. I vores lille bus fra Belize city til Chetumal i Mexico var vi 10 personer som alle havde planer om at overnatte paa Weary Traveller, som er meget populaert og kun har 40 senge. To svenske pìger og deres australske veninder slog os i spurten baade dertil og til soesterhostellet Rancho Tranquillo. Skidt pyt vi har fundet billige bungalows et fint sted.

Idag staar den paa stranddasen og absolut intet andet.
Det bliver en god dag.

fredag, december 03, 2004

Hoeje boelger og norske pir'

Tidligt tidligt stod vi op klokken fuc... halvseks i morges. Klatoejede traskede vi ned til bussen til Dangriba, hvorfra vi skulle videre til Belize city.

Bussen koerte fint og jeg er nu ganske sikker paa at alle mine indre organer er rystet uigenkaldeligt fast. To timers Thorkild Thyrring-koersel paa hullede grusveje i et stort skrummel uden affjedring har sin effekt.

Vores 45 minutters stop i det soevnige hul Dangriba gav lige noejagtig tid til morgenmad paa "Berthas", hvor vi faldt i snak med en ustyrlig morsom t-shirt/haandklaedesaelger og en lokal soldat. Lystig konversation henover vores fryjacks med boennemos.

Ekspressbussen til Belize city var tranquillo og ingen problemer. Om en halv time tager vi en watertaxi ud til Caye Caulker, hvor vi skal moedes med de to norske nymfer, vi moedte i Placencia.

Dem kommer vi til at rejse med indtil Cancun som vi rammer d. 13. december. Det skal nok blive et lystigt panskandinavisk rejseselskab.

Foerste punkt paa dagsordenen er hummermiddag i aften og snorkling med Carlos' tours i morgen.

onsdag, december 01, 2004

Badeland badevand badeand

Wow!

Nu er vi helt bestemt i Bountyland! Her er venlige lokale, soede norske piger, masser af god og billig rom, palmer uanset hvor vi kigger og vigtigst af alt en fantastisk strand.

Vi overvejer om vi skal slaa os ned her. Blaese paa det hele, saelge billetterne og naegte at se realiteterne i oejnene og fornaegte vores tidligere liv. Bare dase og drikke rom dagen lang.....