Syndens hule

Tak skal du ha! Det var fredag aften og alle vi drenge taenkte at vi jo naesten havde pligt til at gaa i byen i Havana, eftersom det var den eneste fredag vi formentlig har her.

Richard, vores engelske ven havde fundet en superflot gade med masser af barer og gode restauranter. Jo maden her er jo rent ud sagt elendig, saa god betyder acceptabel. Men alligevel. Fem mand staerk, naesten alle nyvaskede ramte vi den famoese gade.

Alle var vi opsatte paa ikke at skulle hustles saa alle lokale blev venligt, men bestemt afvist inden de kunne faerdiggoere den foerste saetning.
En time senere sad vi paa en restaurant anbefalet af den lokale hustler og spiste hummer. Udenfor stod selvsamme skaldede gut og samlede piger som han sendte ind til vores bord. Foer vi vidste af det havde vi fire brune skoenheder der hver slangede sig med en, af os betalt, drink i haanden.

¨Naa en enkelt drink kan vi da godt holde til at betale¨, taenkte vi. Efter maden blev vi slaebt/lokket ind paa en roevsyg lokal bar fyldt med plasticstole og lokale hustlers i hobetal. Vi gik ud paa gaden igen med det samme, hvilket pigerne fandt var en mystisk opfoersel. Efter en halv time havde vi set fire barer af overordentlig tvivlsom kvalitet og mistet tre piger og faaet tre nye. Det naestsidste ¨dansested¨ vi saa lignede en mellemting mellem en luderhavneknejpe og en skolefest. Man kunne ikke gaa i fred paa gaden, hvor utallige slemme piger greb fat i armene paa os og forsoegte at komme med os ind paa barerne.

Endeligt ankom vi til en bar, hvor kun den ene reelle pige der var med slap forbi doermanden. Mens vi noed voeres frie drink og kiggede betaget paa det dyriske show med afrikansk dans til trommemusik, fandt vores skaldede hustlerven vej ind paa baren og sendte fire piger hen til bordet!

Han var rimeligt utilfreds med at vi ikke ville betale de fire dollars til indgangen eftersom han havde sagt at han intet ville have, blot vaere vores guide for en aften fordi vi lignede flinke fyre. Yeah right!

Det blev dog en mager aften for ham med to oel og en drink paa vores regning.

Idag er vi traette og har lidt hovedpine fra de potente mojitos.

Igaar brugte vi det meste af dagen paa at finde et nyt sted at bo da hotellet var for dyrt for vores budget. I forgaars moedte vi en aeldre norsk gut paa en kineserrestaurant, og han har en lejlighed midt i centrum som han har lejet ud til os. Billigt naturligvis nu hvor vi jo er danskere og nogle flinke fyre.

Han er ude i provinsen og i hans fravaer bliver lejligheden passet af en stort sort fyr der hedder Aramis.
Men han virker som en superflink gut, der i oevrigt er olympisk 400-meterloeber og DVD-junkie.

Nu har vi saa vores egen lejlighed til fire personer for ¨blot¨ 30 dollars pr. dag. Normalprisen for et dobbeltvaerelse er 30-25 dollars. Herovre skal man betale 150 dollars til staten hver maaned for hvert vaerelse man lejer ud. Det er vel og maerke uanset om man rent faktisk faar det lejet ud eller ej. Derfor er alle meget passionerede omkring at faa deres rom, casa particulares, lejet ud. Den gennemsnitlige maanedsloen her er lidt under ti dollars. Ja ti dollars!

Hey England!

Saadan anraabes jeg ca. hvert femte minut her i den gamle bydel i Havana. Ja vi er jo paa Cuba nu. Ankom igaar foerst paa aftenen.

Vi naaede kun at vaere paa hotellet i ca. tre kvarter foer vores ven fra Manchester, Rik, kom spankulerende ind i vestibulen med et stort smil.
Han bor paa et vaerelse i et privat hjem, kaldet et casa particulares, lige om hjoernet.

Senere samme aften skulle han ud med den skoenne datter i huset og hendes veninde. Vi tre vikingeknaegte og Jeff, som jeg moedte i flyet slog foelge. Vi maatte simpelthen se pigebarnet som fik Riks oejne til at straale og fik ham til at koebe hende hummer paa en fin restaurant.

Hjemme i hans casa particular, moedte vi soennen i huset og iklaedt det perfekte Grease-kostume tog han ogsaa med. Vi fandt en restaurant i China Town (ja det har du sgu ogsaa her), hvor tjeneren udenfor lokkede de to piger med "at faa noget for det", hvis vi alle spiste der.
Et lidt besynderligt arrangement mente vi, men herovre er det meget almindeligt.

Intet er gratis i Cuba. Du kan bruge timer sammen med lokale og have en virkelig god stund, men det er ikke gratis. De forventer du betaler deres mad, drink eller giver en skilling til en taxa (hvorefter de gaar hjem). Dog vil jeg sige at den slags hustlen er meget mere behageligt end i resten af Centralamerika, hvor man basalt set betaler en pisseirriterende personage for at gaa sin vej og lade dig vaere. Her betaler man i princippet for det modsatte.

Ioevrigt saa fortaeller jeg ikke hvor jeg er fra, blot at jeg ikke er fra England og de er velkomne til at gaette, hvor jeg er fra. Det faar dem til at forsvinde ret hurtigt.

Men her er saerpraeget i Havana. Meget fattige mennesker i noget der ligner om et forfaldent Barcelona eller Rom. Man skal ikke bruge fantasien ret meget for at faa oeje paa byens fordoms storhed.

WRRROOOOOOOMMMM!

For blot 150 pesos pr. mand fik Daniel og jeg igaar tiltusket os to potente scootere hos en lokal udlejer paa Isla del Mujeres (kvindernes oe).

"Husk I maa max koere 40 kilometer i timen" var det sidste ord kvinden bag disken raabte efter os da vi i en stoevsky og med minimum af kontrol forsvandt hen af den sandede asfaltvej der udgoer hovedfaerdselsaaren paa oen.

Det gjorde vi saa - ihvertfald indtil vi kom til den anden ende af oen - seks kilometer vaek paa et lille kvarter. Saa gik der ellers Herningknallert i den! Vi kraengede gashaandtagene i bund, tillagde os skaeve ulvesmil og en koerestil der ville kunne fylde Thorkild Thyrrings oejne med glaedestaarer.

Vi koerte staerkt, og raadent i den grad. Vi overhalede, vi dyttede uhaemmet, vi pegede og skraldgrinte hver gang vi overhalede en taxa eller floej hen over et fartbump.

Det var sjovt. Rigtigt sjovt endda!

Jeg vidste slet ikke at det var saa sjovt at koere knallert - havde jeg vidst det havde jeg nok byttet nogle af "De fem boegerne" til en laederjakke og en tunet Puch Maxi to-gears og nogle daarlige venner.

Lyset er vendt tilbage

Moerket som omgav mig igaar er forsvundet og atter afloest af lys.

Jeg satte mig paa en oede moerk strand med mine fire iskolde daaseoel og drak dem mens jeg lod mine tanker flyve, mens jeg hvilte mine oejne med blikket paa det moerke boelgebruste vand.

Langsomt men sikkert lettede taagen fra mit sind og jeg kunne igen taenke klart.
Det var som at dykke op til overfladen i et bassin af sort vand. Smilemusklerne begyndte at virke igen, jeg kunne grine, vaere venlig og se fremmede i oejnene uden at oenske dem doed og det som var vaerre. Jeg var blevet mig selv igen.

Melankoli er et hav, som man svoemmer i alene - og jeg er glad for at jeg gjorde det.

I mig braender en ild, for det meste er det min braendstof til at goere det jeg finder rigtigt. Men til tider synes det som om at ilden kommer ud af kontrol og truer med at fortaerre mig. Mit sind soenderrives af moerke og farlige tanker, og alle mine fejl traeder frem og bliver smertende tydelige. Det er en kamp og en flirt med det onde i mig selv. Jeg kalder det for "mine indre daemoner".

Vi maa alle fra tid til anden tage favntag med vore indre daemoner - og nogle gange taber jeg til mine for en stund. Men som jeg sad der paa stranden og skuede ud over det sorte hav, slog det mig pludselig at de indre daemoner maaske i virkeligheden forsoeger at fortaelle mig noget, snarere end blot soeger torturerer mig.

Hjertet kender sandheden foer sindet, laeste jeg forleden. Det tror jeg er sandt. Jeg tror at man nogle gange er ked af noget, som hjernen endnu ikke ved, men som hjertet har vist laenge.

Melankoli er en sandhedens time, hvor man skal laere om sig selv og faa oeje paa de problemer der ligger lige under overfladen, i kanten af synsfeltet og udenfor den aabne del af bevistheden.
Kun ved at se problemerne i oejnene og forholde sig til dem kan man blive glad igen.

Jeg har forholdt mig til det mine daemoner fortalte mig og er atter glad. Atter Jeppe.

Idag er verden grim

Jeg er loebet toer for tolerance. Overskud er jeg ogsaa lav paa og der er heller ikke mere venlighed tilbage i skuffen. Det sidste smil brugte jeg i middags og den sidste venlige tanker ligger nok laengere tilbage.

Der bliver ikke givet saa meget som en millimeter, en toeddel, et smil, et noget som helst. Jeg har lyst til at vaere modbydelig og provokerende. Sige ting bare for at saare. Mine oejne foeles smaa og stikkende og alt hvad de ser er ligegyldigt, latterligt eller grimt.

Den tykke kone kan gaa paa et andet fortov, den lille dreng kan skrige sine infame boernelyde et andet sted, den lavpandede mand paa scooteren kan bare vaelte og splatte sin hjerne ud over asfalten, den smilende pige der staar i vejen burde vrikke rundt paa sin ankel og bryde sammen i smerte. Jeg hader dem allesammen.

Jeg har the blues idag. Uden grund umiddelbart.

Eller ogsaa er jeg bare for en stund traet af surrogatvenner man lige har moedt, at skulle moede nye mennesker hele tiden, at vaere venlig og interessant 24/7, at foele mig som et produkt paa den store hylde for mennesker der er ude at rejse.

Vejret er smukt, Isla del Mujeres er et nemt og billigt sted at vaere. Vores hostel er forrygende og der er saagar et bordfodboldspil. Men jeg er ligeglad og har bare lyst til at snerre af folk der kommer indenfor en meters afstand.

Gad vide om man kan faa menneskeallergi?

Jeg savner mine venner, familie og andre derhjemme som kender mig som den jeg er.

Nu vil jeg gaa mig en lang lang tur her i det ukendte landskab og bagefter vil jeg drikke mig en spand oel paa stranden. Og ioevrigt blaese det hele et langt stykke...