Nytaar set fra bagsaedet af en Chevy ´56

Med en kold Bucanero-bajer i haanden og armen haengende ud af den massive bils vindue tilbragte jeg knapt to timer paa bagsaedet af en stor lyseroed Chevolet 56.

Anledningen var at Martin og jeg var noedsaget til at tage ud til Havanas internationale lufthavn omkring halvti om aftenen for at bekraefte aendring af vores udrejsedato. Dette kunne vi kun goere med billetterne i haanden, og da vi tidligere paa dagen ikke havde Daniels billet ja saa maatte vi derud igen om aftenen.

Efter en hektisk dag, hvor alt gik galt var tiden saa fremskredet at Martin og jeg ikke havde tid til at spise paa en god restaurant sammen med de andre. Saa vi fandt den cooleste taxa vi kunne finde, koebte en haandfuld bajere og fik chuaffoeren, som er en guttermand, til at stoppe ved "El Rapido", det lokale fastfoodmekka, og vente paa os i lufthavnen.

Kontormanden fra AeroCaribe var tydeligvis paa Cubatid for han kom foerst slendrende ti minutter i ti, da vi havde ventet i tre kvarter og netop havde snakket om at han sikkert ikke dukkede op.

Vi fik ordnet sagerne og ombooket billetterne. Jeg har vundet en hel dag i Havana lufthavn da der kun var to pladser paa morgenflyet og een om eftermiddagen. Skidt pyt, jeg kan tilbringe den sammen med Bangladeshenglaenderen Beb som jeg absolut ikke kan fordrage.

Da vi kom tilbage til Havana Centrum moedte vi efterhaanden de andre og satte os for at opleve midnat paa Plaza del Armas. Gaderne var underligt tomme, og forklaringen kom flyvende fra anden sals hoejde: spande med iskoldt vand blev kastet ned i hovedet paa os fra alle altanerne over den smalle gade.
Martin og flere af pigerne fik flere fuldtraeffere, mens jeg selv med stort held loeb spidsrod med vandet plaskende omkring mig.
Maaske tager jeg traditionen med mig tilbage til Danmark. Mon ikke tilfaeldige forbipasserende synes det kunne vaere sjovt at faa ti liter isvand i knolden en kold nytaarsaften?

Idag tager vi videre vestpaa til det smukke Vinales, og vender tilbage mandag for derefter at flyve til Mexico tirsdag.

Mangel paa respekt

Hvis der er noget jeg absolut ikke kan fordrage, saa er det folk der konstant afbryder mig naar jeg taler eller tydeligt viser at de da er rystende ligeglade med hvad jeg siger.

Naar vedkommende saa selv stiller spoergsmaal og ikke gider at hoere svaret til ende, ja saa faar det mig altsaa til at miste enhver interesse i at tale med vedkommende.

Saadan en person er Bep, en engelsk gut med foraeldre fra Bangladesh (hvis nogen skulle undre sig over navnet). Ham skal jeg saa tilbringe nogle timer sammen med paa bagsaedet i vores bil. Tror jeg beder Martin om pladsen paa passagersaedet....

Lidt om Cuba

For os har Cuba vaeret en skuffelse. Vi havde forestillet os et land med glade mennesker, spontan venlighed, farvestraalende bygninger og en god stemning.

Istedet har vi fundet et land med nedslaaede desperate mennesker, som forsoeger at franarre os vore penge ved stort set enhver lejlighed. Det betyder at alle regninger, priser og byttepenge kontrolleres minutioest og at man bruger adskillige minutter hver dag paa at holde hustlers fra livet. Maden er mildest talt elendig og alt er uforholdsvist dyrt, fordi regeringen soeger at pumpe turisterne for flest mulige penge for at kunne daekke underskuddet paa betalingsbalancen.

Alt i alt summer det sig op til at man ikke rigtigt kan slappe af og vi foeler ikke at vi faar nok for vores penge. En oplevelse jovist, men lige paa den anden side af sundet ligger Mexico med masser af steder, hvor vi kan faa meget mere for halv pris og masser af ro oveni.

Daniel er taget til Havana for at sende sin pige Lidia med et fly tilbage til Nigaragua, mens vi andre bliver her i den koloniale perle Trinidad.
I lufthavnen vil han undersoege om det er muligt at aendre vore flybilletter saa vi kan flyve tilbage til Mexico kort efter nytaar i stedet for den 12. som var den oprindelige plan.

Paa den positive side rejser vi nu paa anden uge med nogle helt fantastiske mennesker (og een hund) og vi har det virkeligt sjovt sammen. Selv naar vi er seks mennesker og baggage i en lille bil griner vi dagen lang.

Jul med et bang!

Juleaften var i aar en meget anderledes oplevelse.
Vi tog en stor flok fra Santa Clara til nabobyen Remedios, hvor der er en stor fest juleaften. Festen bestaar i at hele bymidten er fyldt med mad- og oelboder. Hele byen plus moms moeder op og spiser sandwiches med helstegt pattegris til en femtedel dollar, drikker hjemmebrygget bajer af sammenlimede coladaaser til en tiendedel dollar.

Vi smagte maden, men ikke oellet. Istedet drak vi rom og cola ude paa plazaen sammen med de to festlige new zealandske piger og en hammerberuset norsk fyr der hed Kenneth. Ved midnat broed et sandt helvede loes i fyrvaerkeri. Byen Remedios har to store nabolag, som netop denne dag konkurrerer med optog om dagen og om natten med fyrvaerkeri. Jo vildere jo bedre syntes at vaere parolen.

Hjemme i Danmark ville tilskuerne staa i sikker afstand fra fyrvaerkeriet, der ville blive skudt en kilometer op i luften. Saadan leger de ikke her. Nej man skyder da bare kaempestore hjemmelavede bomber hundrede meter op i luften direkte over den taetpakkede plaza. For s.... hvor var det vildt. Rachel den ene af kiwipigerne fik en regn af gnister fra en nedfalden raket ud over sig og hendes kjole og haar begyndte at braende. Saa jeg maatte slukke ilden paa bedste vikinge-gentlemanmaner med rom, cola og klappen med flad haand.

Vi har optaget det paa video og naar jeg kommer hjem vil jeg laegge udvalgte film paa siden saa I ved selvsyn kan konstatere, hvor absolut vanvittigt det var.

Paa vejen hjem var vi otte personer plus en koeresyg hund i een stakkels Hundyai.

Anderledes, men absolut morsomt.