Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

mandag, august 01, 2005

Mål i livet

Den sidste uges tid har jeg fornemmet at der var et-eller-andet jeg skulle have styr på. Det har ikke været til at sætte fingeren på hvad det var. Det har været en følelse af at der var noget jeg stressede over, men jeg har ikke haft travlt eller haft en masse ting jeg ikke har nået.

Samtidigt har jeg følt at jeg spilder tiden, men har samtidigt ikke haft noget jeg havde lyst til, men ikke gjorde.

Nu er jeg kommet frem til at jeg ikke længere har et tydeligt mål jeg skal nå. De sidste to år inden min rejse var en tid, hvor jeg arbejdede på at gøre alt hvad der var nødvendigt for at komme ud og rejse. Da jeg kom hjem gik det ud på at få et etableret liv. Det har jeg nu med lejlighed, hverdag, roklub, støvsuger, bestyrelsespost og arbejde. Og netop det er kernen. Det er blevet lidt for meget hverdag og jeg mangler et større mål som jeg kan arbejde henimod.

Nu hvor jeg har fundet ud af det, skal jeg bare lige finde et mål.

En ny rejse til Indien eller Asien er allerede begyndt at spøge, men jeg er ikke sikker på at det er det.