Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

onsdag, september 28, 2005

Bo bedre?

For tiden går bruger jeg en del af mine dagdrømme på at udtænke, hvordan jeg får indrettet mit hjem så det bliver endnu bedre, smukkere, hyggeligere, mere praktisk og mig.
Jeg er blevet en redebygger. Det er egentligt ret hyggeligt at gå og nusse med hvad der vel er hulebyggeri for voksne.

Mit hjem kommer lige så stille til at ligne en reportage fra Bo Bedre (som jeg læser med allerstørste fornøjelse), hvilket er et tankeeksperiment jeg morer mig lidt over at tumle med. Tænk, hvis mit hjem, mi casa, var en fem-sidersreportage værd i boligmagasinernes Rolls Royce.

Jeg tror at vore hjem fortæller mere om os end vi umiddelbart tror. Vore drømme og ønsker om livet viser sig indirekte. Et meget struktureret og opryddet hjem kunne måske umiddelbart signalere at her bor et ordensmenneske. Det behøver nu ikke at være sådan - det er nok snarere et udtryk for beboerens ønske om kontrol. Inde i hovedet er der velsagtens uorden, som der skal kompenseres for i de fysiske omgivelser.

Sådan en type er jeg. Fordi mine tanker ikke altid passer i en snorlige sammenhæng har jeg brug for at alle mine køkkenting har samme farve. At jeg ikke er det mest systematiske menneske i verden opvejes af at jeg har en streng orden i mine ting.
Mit sprog antager alle nuancer og varierer meget over få sætninger, så derfor står alle mine ting sirligt på rækker. Jeg er tilhænger af at de dygtigste skal løse opgaven og netop derfor maler jeg mine egne billeder fordi jeg ikke er god til det.
Jeg er skræmmende uortodoks og latterlig traditionel.

Ying og yang for fuld udblæsning. Det mentale pendul får skub i begge retninger.

Med andre ord - jeg kan sagtens selv se, hvorfor jeg går så meget op i at bo pænt. Men jeg nyder det og profiterer utvivlsomt af den terapeutiske effekt det må have.

Spørgsmålet er jo så - bor jeg virkeligt bedre i Bo Bedre-omgivelser?