Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

fredag, september 02, 2005

Kultur = søvntab

For første gang nogensinde har jeg deltaget aktivt i festugen. Jeg har været nede i byen og se noget næsten hver aften, hvilket har været rigtigt godt.

Nu føler jeg mig efter 9 år i Århus også som vaskeægte århusianer (minus accenten, den obligatoriske TV2-eufori og AGF) med sort rullekrave og glæde over lokal kultur. Så jeg føler det ganske naturligt at skulle se så meget som muligt. Især fordi det betyder at man kan drikke fadøl og hygge sig med sine venner på en hverdagsaften.

Problemet er at jeg hele ugen er kommet i seng klokken et og tidligt op på arbejde, så det slider og giver rande under øjnene. Måske er det derfor alle de lokale kulturpersonligheder går klædt helt i sort for at matche de stigmata man får som fast kulturfan?