Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

onsdag, oktober 12, 2005

Carl Stegger med sidevogn

I morges cyklede jeg gennem det kølige Århus Nords fugtige boulevarder og over farvesymfonier af efterårsblade i alle tænkelige nuancer af rød, gul, brun og orange.

Efterårets første handskedag og med det peruvianske halstørklæde bundet i en løs og afslappet knude - ikke for slap og ikke for stram. Hjulene sang på den kolde våde asfalt og det søvnige morgenliv på gaden var afslappende og som tempomæssig valium.

Pludselig holdt den der! En gammel blå motorcykel med sidevogn. Spændende, nostalgisk og meget blå. Ud over den antikvariske æstetik sådan et fint erfarent køretøj besider så emmede den af eventyr. Den lokkede på bumpende køreture i adstædigt tempo ud af ukendte lange landeveje på vej til opdagelser for enden af svinget i udkanten af horisonten.

Tænk om man havde sådant et apparatur til at fragte sig lige lukt ud til det ukendte, hvor livet levet fuldt og helt i núet. Og skulle det ske at den går i stykker - ja så vil enhver mekaniker elske at få lov at rode med et adeligt køretøj. Måske henover en god samtale om livet kun afbrudt af kaffepause og når der skal hentes en særlig del, der er hengemt dybt nede i en kasse til netop sådan en lejlighed.

Jeg lukkede øjnene og følte mig hensat til stemningen fra Robert M. Pirsigs "Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel". Kun et kort øjeblik. En brøkdel af et sekund. Men det var nok. Jeg må have sådan en motorcykel med sidevogn! Og den skal hedde Carl Stegger.
Så kan jeg grine mig igennem verden når de jeg møder ikke ved hvad "en Carl Stegger med sidevogn" er, og sikkert aldrig har smagt den.