Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

tirsdag, oktober 11, 2005

Helt almindelig?

Tænk, hvis jeg en dag i nær fremtid må give køb på opfattelsen af mig selv. I mange år har jeg haft en rimelig fast opfattelse af hvem jeg er og hvordan jeg er.

Måske er jeg slet ikke unik, ikke et specielt godt menneske - men heller ikke et dårligt menneske, ikke bestemt til storhed - men heller ikke ubetydelighed, hverken rig eller fattig, ikke rigtigt dygtig eller rigtig dårlig til noget af alt det indlysende.

Sammenholdt med at jeg er af middelhøjde, har kombinationen af blå øjne og leverpostejfarvet hår, BMI lige midt i skalaen, blev færdig med mit studie på nomineret tid og alle de andre ting der mere end antyder at jeg er almindelig.

Er det nu fordi jeg er blevet realistisk eller er jeg bare så vant til at være ualmindelig at jeg ikke ved det?

Hvorfor tænker jeg nu på det? Jamen når jeg ser på, hvor jeg er med mit liv så går det sådan set ganske fint uden at være prangende. Har velsagtens ingen rigtige problemer eller gang i noget som er ekstraordinært.

Det kunne jo være at jeg skulle gå ud og rode mig ud i nogle ualmindelige problemer for en almindelig mand....