Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

tirsdag, oktober 25, 2005

Rytter eller grå mand?

Når jeg skal på arbejde er der to muligheder at vælge imellem. Cyklen og bussen.
Egentligt er jeg busmand - men siden jeg fik ny cykel har jeg valgt den fremfor bussen. Der er to årsager - det er dejligt opkvikkende at cykle og det tager den halve tid at komme ud og hjem.

Men sådan en kold og mørk oktobermorgen, hvor man strider sig igennem regnen er det måske ikke det sjoveste alternativ.

Ud over forskellen i aktivitetsniveau er der også et element af socialisering. Når jeg cykler om morgenen er jeg alene på vejene - sådan føles det ihvertfald. I bussen på en regnvejrsdag er der propfyldt og man står mast inde i mellem vildt fremmede personer. Her er man oftest bare alene i mængden.

Måske hælder jeg mest til at være den "ensomme rytter" fremfor den grå mand gemt i mængden.
På sådan en kold, regnfuld, mørk morgen virker det trods alt som det mest opløftende af de to.