Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

onsdag, november 16, 2005

Begrænsninger

Efterhånden er jeg kommet til den erkendelse at med hensyn til karriere så er der tydelige begrænsninger for hvad jeg kan nå. Det er ikke evnerne, omgivelserne eller ambitionerne – men helbredet der sætter en begrænsning.

Når jeg er tvunget til at knokle i længere perioder kan jeg mærke at helbredet lige nøjagtigt holder til presset. Min krop knager, knirker og advarer mig om at der er grænser for, hvad den vil være med til og for hvad jeg kan gøre. Der findes sikkert en masse tricks til, hvordan man kan overvinde sine fysiske grænser og præstere mere end man umiddelbart tror man kan. Jeg er bare ikke interesseret i at benytte dem.
Min krop får lov at bestemme tempoet, ud fra den betragtning, at den ved bedre end min bevidsthed, hvad min reelle ydeevne er og den lader sig hverken forføre eller overtale.

Jeg arbejder i perioder for hårdt. Min krop har vidst det længe, nu har hjernen også fattet det.

Når vi snakker om ren fysisk evne til at udholde og gennemføre strabadser på en vandretur er jeg stor tilhænger af at presse sig selv, men der er det hele så enkelt at presset er formålet i sig selv. Og det at bruge sig selv fysisk vrider stress, hverdag og andet ophobet bagage ud af kroppen i det saliggørende slid, hvor renheden i sindet kommer ved det meditative tråd som man kommer i.

Med arbejde er presset et forkert forsøg på at skubbe den normale ydeevne langt ud over sikkerhedsbarriererne og dundre løs på fornuftens grænse for hvad der bør kunne lade sig gøre.

Min bevidsthed har givet kroppen retten til at sige stop. Kroppen har dermed fået bestemmelse over sit eget ve og vel. Cirklen er sluttet.

I netop denne uge er jeg kommet frem til at der eksisterer en yderligere begrænsning. Den har givetvis været der siden jeg kom hjem fra rejsen – men nu er den blevet tydelig og har manifesteret sig i cortex – og er begyndt at kræve en permanent plads i lillehjernen, der som bekendt rummer den forreste og bevidste bevidsthed.
Jeg ønsker ikke at have et job, som kræver at jeg skal arbejde i min fritid. Fritiden er aftener og weekend. I korte perioder få gange om året kan jeg acceptere det, men det skal være i særlige tilfælde og få gange om året.

Jeg har i dag haft (endnu) en god snak med min chef – og det forholder sig heldigvis sådan at mine fromme ønsker til balance mellem arbejde og fritid kan opfyldes.

Man kan tilsyneladende godt være både ambitiøs og succesfuld samtidig med at man er et helt menneske. Det er også det mest langtidsholdbare.

Jep – jeg er nu både klog og heldig.