Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

lørdag, december 31, 2005

Lykkens år står for døren

Uret tikker og 2005's sidste sandkorn rutcher hastigt nedenom i det store timeglas. Et interessant år går på hæld.

Jeg er i Østrup på Sjælland, hvor jeg skal fejre nytår hos Martin A sammen med Krede, Pede, Mikkel S, Susanne og flere.
Vi har fjollede hatte, to kasser sort guld på køl, et barskab der ville give Boris Jeltzin tårer i de rynkede øjenkroge og 400 gram steg pr. mand M/K.

Det bliver ikke en abefest - det er vi altså blevet for gamle til. Snarere sætter vi nu en ære i at drikke porter, snakke om gamle dage, spise mad med surt og være voksne.
Naturlige omstændigheder så som barnligt sind og voldsom fantasi gør sit til at moderere gammelmandsflippet og der bliver stadigt sunget Disneysange med musestemmer og indtaget mørkt øl og natmad indtil solen står op.

Jeg ønsker alle et godt nytår og en frisk start på det nye år. Husk at nytårsfortsætter blot er løfter begået på denne dag og at man selv er herre over sit liv og bestemmer, hvordan det skal forme sig.

Egentligt er jeg ikke til nytårsfortsætter, men årsskiftet er jo et fint tidspunkt at proklamere sine ønsker om fremtiden.

Nytårsfortsæt for 2006
  1. Blive lykkelig (lykkeoptimering istedet for profitoptimering)
  2. Være en god gudfader (nej jeg skal ikke være den nye Marlon Brando)
  3. Bruge mere tid på mennesker og mindre på ting (mere ven og mere zen)
  4. Genopfinde mig selv som kok (rigtig mad er hjemmelavet)
Skål og godt lykkebringende nytår til alle!