Naar regnen regner oppe paa taget..

Ja vi tog jo saa til Tulum for at ligge paa den kridthvide strand, nyde den staerke sol og bade i det krystalklare og violette vand.

Men istedet har vi haft regn og overskyet vejr - det er fandme bare ikke i orden!

Naa igaar var det heldigvis solskin fra 9 om morgenen til 3 om eftermiddagen, hvilket passede med ca. den tid, hvor Daniel og jeg laa paa stranden og det sluttede lige omkring da Martin kom tilbage fra Tulum by.

Vi var en tur i San Fransisco de Assis supermercado (Ja Frans af Assisis Supermarked), for at koebe billig kvalitetsrom. Det var dog ikke lige noget de foerte, men til gengaeld kunne man koebe vaskepulver i 15-kilos-boetter. Hvem koeber den slags?

Fik jeg nogensinde fortalt

...at nummer to i hireakiet paa Cuba er Fidels bror og haerchef Raul Castro?

Og naevnt at han omtales som en bastard naziboesse (halfbreed gaynazi)? Se det er lige netop den slags mennesker man oensker i spidsen for de vaebnede revolutionaere styrker.

Ja jeg siger det bare

Otte dage tilbage

Efter en nidkaer fintaelling er vi kommet frem til at der kun er een uge tilbage og ikke to som vi fejlagtigt annoncerede her paa siden.

Det vil vaere godt nyt for nogle og skidt nyt for andre.

Lidt over to uger tilbage

Her til formiddag sidder jeg for mig selv paa en statslig internetcafe og venter paa at kunne tage en stor vintagetaxa til Habanas internationale lufthavn.

De andre tog afsted klokken fem i morges for at naa til lufthavnen i god tid, da flyet er overbooket og foerst til moelle... Jeg skal med et fly klokken tyve over fire i eftermiddag, saa jeg har faaet morgenmad, stor morgenkomplet og en god gaatur igennem morgen-Habanas gader inden hustlerne er staaet op.

Nu er der kun ca. to uger tilbage. Resten af idag kommer til at gaa med at rejse og d. 12. januar ligesaa. Saa nu kan jeg rigtigt begynde at maerke at det snart er nu hvor jeg skal hjem og tilbage til alt det jeg forlod hin weekend sidst i august.

Tiden er gaaet hurtigt, men samtidigt foeles det som uendeligt laenge siden at jeg stod op til den foerste dag i Centralamerika og gik rundt i Mexico citys kaotiske gader. Efterhaanden har jeg faaet det antal oplevelser jeg kan rumme og jeg ser frem til at komme hjem og fordoeje de mange indtryk og se hvordan de har aendret mit syn paa mange aspekter af livet.

Selvom jeg utivltsomt har aendret mig kan jeg ikke lige nu saette en finger paa hvordan. Det regner jeg med at skulle opdage naar jeg kommer hjem, og lur mig om ikke det bliver mennesker omkring mig der laegger maerke til de stoerste forandringer.

Saa er tiden gaaet. Jeg vil ud at koebe mig en Fidelkasket. Hasta la luego!