Rejseklar

Nu er der kun et par timer til at jeg tager bussen til København. Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud at rejse igen, omend det blot er for en stund.

Det er hårdt når dagligdagen begynder at sætte ind, og jeg må indrømme at jeg har øjeblikke, hvor jeg intenst savner at sidde i en bus tværs gennem Mexico på vej mod en ukendt destination, istedet for den gammelkendte 113'er hjem til lille Låsby.

Men fire hæsblæsende dage i metropolen Barcelona skal nok peppe dagligdagen lidt op.

Når jeg så kommer hjem har jeg et projekt med at få gjort den tomme lejlighed til et fantastisk hjem. Det bliver spændende at skulle skabe de helt perfekte rammer om det liv jeg gerne vil leve fremover. Lige nu er der ikke rigtigt overskud til at gøre nogle af de mange ting jeg så frygteligt gerne vil i gang med.

Men i slutningen af februar så skal jeg som minimum males billeder, danses salsa, kigges gode film i Øst for Paradis og kokkereres i mit eget køkken med gode gamle Betsy i næven.

Så mange planer - så kort tid. Nå bussen venter!

Så har jeg fast bolig

Siden midnat har jeg været ejer af et styk fantastisk ungkarlehybel. Den tanke har jeg det rigtigt godt med!

I aften får jeg nøglerne og så kan jeg ellers begynde at komme i gang med at få gjort den klar til indflytningen næste lørdag. Ja jeg har nemlig lige en tur til Barcelona der står først for i kalenderen.

Selvom vejret ikke er helt som jeg havde håbet (kun 10-11 grader) så bliver det dejligt at komme lidt ud igen og endda til et spansktalende land. Jeg skal ned og blære mig skal jeg.

Torsdag morgen flyver vi fra København til Barcelona og returnerer engang søndag eftermiddag. Dog starter turen allerede i morgen, hvor hele holdet fra Århus tager Abildskous bus nummer 888 (og nu ikke noget fis med at forveksle navnene vel!?) til København.

Og så skal vi jo altså sejle med færge til Sjællands Odde og det glæder jeg mig til. På rejsen fandt jeg ud af at jeg elsker at sejle, så jeg skal nok have mig en god cigar mens jeg lader blikket svømme ud over agterstavnen på katamaranfærgen.

Adios!

Hvad er det I har så travlt med?!

En ting jeg har lagt mærke til efter jeg kom tilbage fra rejsen; er at ALLE har så satans travlt her i Danmark. Vi kan ikke komme hurtigt nok ind i bussen, finde et sæde hurtigt nok og så snart vi har lagt numsen på hynden begynder vi at fokusere på at vi jo absolut skal af det rigtige sted og naturligvis – hurtigt ud af bussen.

Når vi går på gaden er det ikke mindre end en katastrofe, hvis vores ilstrækmarch afbrydes af rødt lys. Så laver vi himmelvendte øjne, trommer med fingrene, klapper tasken eller andet der tydeligt indikerer overfor omverdenen, at vi oplever en pause vi simpelthen ikke har brug for eller tid til.
Så snart et lys skifter fra rød til gul genstarter vi ilstrækmarchen nu i forceret tempo for at indhente det tabte.
Men hvad er det så egentlig vi har så pokkers travlt med?
Jamen ingenting såmænd. Ikke hvis vi virkeligt ser os selv i øjnene. For meget få af de gøremål vi er på vej til er pine død nødvendige at gennemføre på kortest mulig tid. Hvor mange liv ville gå tabt, hvis vi alle kom for sent til den næste bus eller tog? Meget få og sandsynligvis ingen!

Vi stresser helt uden grund. Og vi mennesker er jo flokdyr, så ligeså snart en kælling i flokken bisser – ja så bisser vi sgu med. Men ikke denne trækhest! Jeg gider ikke stresse over den evigt tilstedeværende risiko for at misse den næste bus. Så venter jeg bare på den næste efter den, og tager mig en kop kaffe, en øl eller en håndfuld spejdersnus og nyder at få en pause i den hektiske dagligdag som vi tilbeder og tilstræber herhjemme.

Så slap dog af for fanden! Tag en smøg og mis den næste bus, det er godt for dit hjerte.

Trefoldigt hurra for dansk effektivitet!

Indrømmet! Når jeg tænker på effektivitet og et folkeslag – så tænker jeg på tysken. Dem syd for grænsen med deres ”Ordnung muss sein”-mentalitet og robotagitge opfyldelse af alle aftaler. Kedeligt? Jo vist – men pokkers rart at have, og bare pokkers at måtte undvære.

Efter at have oplevet en raffineret og forfinet ”manaña”-mentalitet i centralamerika, må jeg erkende at jeg Jeppe Abildskov er en erklæret, endda passioneret, tilhænger af effektivitet. Nuvel jeg har en smule tysk blod i årerne fra nogle velintegrerede kartoffeltyskere der avlede sig ind i befolkningen i starten af attenhundredetallet på Silkeborgegnen. Måske er det bare mine germanske gener der rykker i mig.

MEN! Faktum er at vi lever i et samfund, hvor udgangspunktet er at der er styr på tingene, planerne bliver overholdt og der arbejdes på en alternativ løsning, hvis noget går galt. Og vi definerer ”galt” som alt der bare marginalt afviger fra det perfekte. Intet mindre, vi leverer og får leveret det perfekte, hver dag og plan B er noget der ligger tæt på.

Mit heftige midtjydske temperament var ikke bygget til omgående at indstille sig på accept af en forsinkelse på to timer fordi en guatemalansk buschauffør lige skulle have en god middagslur i skyggen på en varm dag. Umiddelbart kunne man sige at jeg ikke var i stand til at favne kulturen i landet, hvor jeg befandt mig, og måske er der noget om det. Men jeg er jo opflasket med den danske mentalitet og med at alting fungerer. En aftale er en aftale og den holder man., eller i det mindste forsøger man så godt man nu kan. Og skulle det ske at man svigter – så har man en rigtig dårlig samvittighed fordi vi jo synes at det er forkert.

Jeg værdsætter nu virkeligt den danske effektivitet og har en tiltro til, at det nok skal gå når der sker nogle små uforudsete ændringer. Og skulle det endeligt gå galt – så vil jeg trøste mig med at jeg har oplevet det som er meget værre, tage det hele med ro velvidende at der sikkert arbejdes på en løsning.

Jo – jeg er tilhænger af opfyldelse af aftaler – og her i kongeriget er der meget at glæde sig over.

Er fem minutter overhovedet en forsinkelse? Er det ikke bare lidt af den variation og spænding i hverdagen vi alle sukker efter?