Der er så mange ting der skal gøres, bør gøres, skal færdiggøres, opgøres, nedgøres, redegøres og gøres endnu en gang og gøres om. Jeg havde glemt, hvor tungt hverdagens tyranni lægger sine tunge tunge åg på mine skuldre.
Mine skuldre er brede og har båret mange åg, men hverdagens er de tungeste.
Man skulle tro det at befinde sig steder, hvor det kan være farligt ville være meget værre end en ganske almindelig dag i trygge kendte Danmark. Men faresignaler sætter kroppen i alarmberedskab og forudprogrammeringen i hjernens dyb sætter kroppen kampklar og dermed kemisk toptuner bevidstheden til udfordringen. Du mærker du lever.
Dagligdagen keder og kedsommelighed dræner blot kroppen for al kampvilje. Du blot eksisterer uden at leve.
Hvordan skal man kæmpe imod, hvis man ikke har nogen kampvilje? Dagligdagen synes som en stor uovervindelig plet kviksand. Modstand er forgæves. Stilfulde eller patetiske krampetrækninger.
Min appetit for livet er skærpet. Mine ambitioner for mit liv som helhed er steget og samtidigt gjort realistiske. Det jeg har allermest lyst til er at se alle de mange mennesker som betyder noget. Gøre noget stort for dem, eller måske blot sige hej.
Men lige for tiden er der en masse praktiske ting jeg skal have på plads. Det har der været i nogle uger nu og jeg har derfor ikke haft tid til at gøre det jeg i virkeligheden ville.
Man skal værne om den tid, som man helt selv bestemmer over. Skat den og udnyt den fornuftigt.
Jeg er bare kommet frem til at jeg sandsynligvis aldrig får nok tid til, at nå alle de ting jeg har lyst til så hurtigt som jeg har lyst til dem.
Vi lever livet langsomt, men er hurtige til at gøre status og se om vi har nået det vi ville. Vores ambition for vores liv hænger ikke sammen med tempoet som det leves i.
På rejsen bestemte jeg mig for at jeg ikke ville stresse mit liv når jeg kom hjem. Jeg skulle gøre tingene i det tempo, som gør at jeg kan slappe af samtidigt og nyde de finere ting i livet.
Men jeg havde glemt, hvor mange ting man skal nå i løbet af en ganske almindelig tyrannisk hverdag. Og jeg er ikke sikker på at jeg er i stand til at honorere de krav der stilles af hverdagen. Ikke hver dag i hvert fald.
Der findes ingen løsning a la den gordiske knude; man kan jo ikke nægte at have hverdage. De bliver bragt til dig før du står op. De omringer dig. De kan ikke fortrænges.
Jeg må finde en løsning en af dagene…
Kender du løsningen?
