Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

Name: Jeppe Abildskov
Location: Århus, DK

torsdag, marts 17, 2005

De berejstes klub

Jeg har flere gange stødt på navnet De berejstes klub, men først for nyligt sat mig ind i hvad det kræves for at blive optaget i sådant et eksklusivt selskab.

Optagelseskravet er:

A) Man skal have:
1. Besøgt mindst lige så mange lande, som man er år gammel, dog mindst 30 (det kniber)
2. Besøgt mindst to nye lande inden for de sidste to år (tjek for satan)
3. Besøgt mindst fire kontinenter (Pokkers! Jeg mangler et)
4. Krydset ækvator (tjek)

På min rejse besøgte jeg 9 nye lande, og jeg mener at jeg i Europa har besøgt 11 lande.
I Påsken skal jeg til Bruxelles så der kan jeg tilføje et land til listen. Men 21 er jo et godt stykke fra de 30.

Men jeg har overvejet om jeg engang skal på en rejse rundt i Asien og der kunne jeg jo godt nå at hente det jeg mangler til den tid. Irland, Finland og Island er ikke så langt væk og kunne besøges på kort tid og få forholdsvis få penge.

Hvor mange lande har du besøgt? Og opfylder du måske ligefrem kravene?

Jeg er så glaaaad for min cykel

der var lagt op til en ægte Poul "Gud" Kjøller revival igår. Efter 6 måneders adskillelse blev jeg genforenet med min dejlige havelåge. Mikkel havde passet på den for mig - og havde sågar fået gjort bremserne mere menneskelige og fixet sadelpinden så sadlen ikke hele tiden falder ned.

Klokken 00.12 i aftes kørte jeg glad igennem det mørke Århus og mærkede vinden i håret da jeg suste afsted af nattetomme gader. Men euforien var der intet tomt over - den var fuldblods og sendte endorfiner rundt i hele kroppen.

Jeg var igen cykelejer og havde helt glemt, hvor fantastisk det er at cykle. Ihvertfald når man ikke skal skynde sig. For jeg er urimelig dårlig til at køre op af bakke. Jeg kan ikke forklare hvad der sker - men det må være et-eller-andet fysiologisk problem, som jeg ikke lige har fået kortlagt af lægevidenskaben. For svag i bentøjet det nægter jeg at se i øjnene.

Men selv efter en knaldhård reminder på Kirkegårdsvej på det sidste stykke vej til Trøjborg - så var jeg en glad mand da jeg kunne stille min skat i cykelkælderen.

Her til morgen er jeg så blevet mindet om at man jo kommer til at svede når man cykler. Men sved er da mandigt ikk'?

tirsdag, marts 15, 2005

Få tanker - færre indlæg

Jeg må desværre konstatere at jeg ikke får skrevet så mange indlæg som jeg gerne vil. Nogle dage er det fordi, der skam ikke rigtigt er noget der ligesom skal ud af systemet, andre dage har jeg for travlt og nogle dage glemmer jeg det bare.

De dage hvor jeg har noget på hjerte og ikke får det ned på skrift er de værste - for jeg nyder selv at læse hvad jeg tænkte for måneder tilbage. På den anden side håber jeg heller ikke at der kommer for mange dage, hvor der ikke er noget at fortælle - for det er de dage jeg gerne vil have få af.

Men men men - jeg var til spiritusmesse i lørdags og havde en rigtigt hyggelig dag sammen med Rene og Per. Vi hyggede os med de ædle dråber og fik også godt af dem.

Ellers har jeg fået ordnet en masse praktiske ting, hvilket har gjort en masse ting lidt lettere og samvittigheden om ikke helt så ihvertfald råhvid. Men vigtigst - så har jeg fået gjort alle de ting i et komfortabelt tempo.
Det ser ud som om jeg er ved at være tæt på at ramme den (for mig) perfekte balance mellem effektivitet og komfort. Mere om det senere - det er et af de indlæg jeg ikke har fået skrevet - men det er for vigtigt til at forsvinde ud i ingenting. Håber at kunne fortælle meget mere om balance senere på ugen.