Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

Name: Jeppe Abildskov
Location: Århus, DK

fredag, maj 20, 2005

Danosaksisk

Det er jo ingen hemmelighed at det engelske sprog indeholder nogle ord vi ikke har på dansk. Måske fordi dansk har knapt 100.000 ord og engelsk mere end 500.000. Ydermere er findes der en masse faste vendinger og slangudtryk der vanskeligt lader sig oversætte. Men oversættes skal de for vi kan altid bruge lidt mere saft og kraft i det danske sprog (jeg var SÅ tæt på at skrive power).

Mikkel og jeg giver et par eksempler:

Mister fancy pants: glimmerbuks
Chicks with dicks: friller med diller (alternativt jernladies)
Power dyke: kraftlebbe (jaja betonlebbe kan da også bruges)

Har du et engelsk udtryk du vil have oversat?
Eller har du en alternativ oversættelse sågar?

Er træthed en sygdom?

Nej hvor er jeg bare træt. Sådan rigtigt basket og ufrivillig til at acceptere vækkeuret i morges, modvillig til at godkende det faktum at det er en arbejdsdag og i et splitsekund overvejende om træthed eventuelt kunne kategoriseres som en skade og dermed kunne udløse en sygedag.

Men ak - jeg må bare erkende at min krop slet slet ikke er vant til at blive brugt til større fysisk udfoldelse. Idag må være en hviledag så jeg kan restituere til weekenden, hvor vi skal ro både lørdag og søndag. Søndag skal vi endda ro en tur på 25 km, hvilket er mere end jeg har roet tilsammen på de første fire aftener.

Hvis der ikke kommer flere indlæg efter lørdag så ved I at jeg nok er gået til på turen. At min krop er gået i sympatistrejke med DR's journalister eller oliearbejderne i Bolivia.

På den anden side, hvis nu det her går godt så vil jeg tro at mine benmuskler er så stærke at jeg til vinter, blot for sjov, vil tage en tur i motionscenter og tæve alle He-man-typerne i benpres. Hehe..

torsdag, maj 19, 2005

Det organiske svømmebælte slog til

Det viste sig ikke at være det store problem. Jeg var i badeanstalten Spanien for at svømme 300 meter og vigtigst få en bademester til at skrive under på at han/hun havde set mig gøre det.

Hvorfor? Fordi man skal kunne bevise at man kan svømme 300 meter for at blive frigivet som roer til at sejle i farvandet op til 300 meter fra kysten (der er mening med galskaben).

Thomas på arbejde var så venlig at udstyre mig med den nyttige information at fedt flyder, så der burde ikke være problemer med opdriften. Nu er jeg jo godt nok ikke den mest polstrede, men den sundt isolerede maveregion gav da fint med opdrift og så var det jo ellers bare om at padle løs med arme og ben.

Bortset fra at sparke en skaldet fyr på låret og lave en undervandsstempling af en pensionist gik det ganske godt med min slalom i det ganske velbesøgte bassin. I aften er det tredje aften i træk at jeg skal ro og med de sidste par dage plus cykling plus svømmeturen så er jeg sikkert godt træt når jeg kommer hjem.

Gad vide om det skal være så hårdt at være sporty?

Ufrivillig præmie

Jeg er netop blevet gjort opmærksom på noget frygteligt. Godt nok vendte jeg tilbage fra rejsen som solbrændt og heldig, men dette må siges at være en situation, hvor det seriøst har givet bagslag.

Jeg har vundet en signeret Nik og Jay-CD, endda i en konkurrence jeg ikke vidste at jeg deltog i. Tilmed står det så på forsiden af vores intranet og dermed til fri beskuelse for 15.000 kollegaer. En surrealistisk digital gabestok.
Personligt ville jeg gerne have nøjedes med den t-shirt der følger med eller sågar et skridtspark.

Det kan man da vist kalde uheld i held. Nu spiller de Nik og Jay i radioen - det kan jeg simpelthen ikke holde ud at høre på. Suk!

Nå men jeg kan jo så begynde at lede efter en der vil sætte pris på CD'en. Nogen forslag?

onsdag, maj 18, 2005

Ro i fritiden

Jeg er blevet sporty. Sådan rigtigt altså - og det er ikke noget med bare at have købt en fodboldtrøje.

Næ nej - jeg er begyndt at gå til roning. Det er overraskende sjovt at sidde i en lille båd i pisregnvejr og hive i en pind (og ikke kunne finde ud af det).

I aften skal jeg afsted for tredje gang selvom jeg er lidt øm fra i går, men de ringede og sagde de manglede en roer fordi der havde været et afbud. Hvorfor ringer I så ikke til en der kan ro? tænkte jeg. Men det er jo en fin chance for i weekenden er det introweekend, hvor vi skal ro uhørt langt, mine evner taget i betragtning, så jeg har brug for al den øvelse jeg kan få.

Eneste problem med roningen er, at det er allerede klokken seks så jeg kan knapt nå at få aftensmad.

Nå jeg vil ned til marinaen og skive nogle årer...

tirsdag, maj 17, 2005

Limfjordsporteren - god eller ond?

I weekenden drak vi med stort velbehag Limfjordsporter. Indrømmet; en speciel og meget markant smag, men bestemt en helt særlig øl. Vi kan efter nogle års tilvænning godt lide den.

Faktisk kan vi lide den rigtigt meget. Men hvad synes resten af verden?
Hvad synes du?

mandag, maj 16, 2005

Kaffe og smøger

Martin A, Mikkel S og Jeppe A sprang i skodaen igår eftermiddag og drog til København - nærmere bestemt Valby.

Efter at have indtaget et par nydeligt svalede pilsnere på Kreddes altan tog Mikkel og jeg ud på egen hånd i det store københavnske, thi vi skulle på thailandsk sportsbar og se Silkeborgs kamp på storskærm.

Vi havde held med at tage en bus og finde et kort i et busskur så vi fandt vej og ankom netop som kampen blev fløjtet igang. Vi var kun og to som så kampen foran et gigantisk tv med en 50 tommerskærm på kassen der var på størrelse med et industrikøleskab.

Efter en ærgelig kamp (ja vi tabte og ja det var vel fortjent) to øl og nogle rejechips tog vi tilbage til drengene som trakterede med baked beans, pølser og æg. Klokken ni to vi ind til strøget og så filmen Coffee and cigarettes. En udemærket oplevelse som dog nok ikke helt levede op til vore forventninger.

Vi fik noget kaffe, men dog ingen smøger. Et lille kip med flaget for biografsale, hvor man må tage kaffe med.

Nu kommer der Star Wars II på TV 3 og det MA jeg se så jeg er opdateret til den nye film når jeg skal se den i Palads . Ja jeg indrømmer gerne at jeg ikke helt fangede hele konspirationsplottet da jeg så den i en lidt for blød stol i biografen (med et par fadøl i maven).