Cykeltyve og skridtprygl

For nogle dage siden parkerede jeg min cykel ved roklubben på havnen. I aften skulle jeg til fællesroning og kunne derfor tage cyklen med hjem. Men der var bare ikke nogen cykel ved den skraldespand, hvor jeg stillede den.

Æv æv - den var slet ikke nogen steder at se og heller ikke inde i roklubben (ja det var et sats, men hvad gør man ikke for en cykel til over firetusinde kroner?).

Jeg var i et øjeblik ked af det, men det er gået over. Nu er jeg mest ærgelig.
Heldigvis købte jeg en forsikring sammen med cyklen for ca. 15 måneder siden. Om den så gælder i et eller to år husker jeg ikke.

Men det kunne se ud til at jeg får nok penge fra forsikringen til at kunne købe en erstatning, hvilket gør det nemt at overskue. Jeg mener - der er jo for pokker bare en cykel og jeg har ikke ligefrem skamredet den dagligt.

Naturligvis skulle det infame røvsvin der har stjålet min cykel gennemstraffes med skridtprygl, men der er vigtigere ting i livet end materielle ting.

Ferien er i hus

Så fik jeg endeligt booket flybilletterne til min tur til Skotland. Brormand arbejder for IBM i Skotland og kunne godt bruge et besøg. Heldigvis er jeg vild med Skotland så jeg kunne nemt overtales. Faktisk var det vel nærmest mig der informerede om at jeg forventede at besøge ham - og han var med på ideen.

Det kræver held og masser af tid at få de billigste flybilletter, men selvom man kun får de som har en nogenlunde fornuftig pris så bruger man stadig lige så meget tid.



Nu er de dog allesammen booket. Tilbage mangler hostels, men her kunne jeg godt finde på bare at tage tingene som de kommer. Men jeg klasker dog lige linket til en hostelbookingside her på så jeg kan finde den i Skotland.

Hvad skal vi så lave? Tja gæt selv...


Hold k... hvor jeg glæder mig til at komme ud at rejse igen, og til at se Gustav og til at gense Skotland.

God generalsorsamling

Det gik godt igår. Alle bestyrelsens forslag blev enstemmigt vedtaget, hvilket var rigtigt fint da det altid er dejligt med opbakning.

Der var sommerstemning og en del fuldmagter og knapt så mange levende personer. Jeg kunne ikke undgå at smile lidt for det mindede om at have theparty med børn hvor halvdelen af gæsterne er fantasivenner.

Endnu en dag på kontoret

Det er lidt fjollet at måtte bruge et fodboldudtryk om kontorarbejde, men lige netop dette er ganske rammende.

Idag er der ikke rigtigt sket noget særligt. Det har været hyggeligt. Jeg har fået lavet noget. Men det føles bare som en dag, der blot er gået uden at de store ståhej og hvor intet rigtigt har givet et indtryk.

Alligevel har jeg brugt noget energi så jeg er såmænd lige så træt som normalt.
Nu vil jeg gå hjem for i aften er der ekstraordinær generalforsamling i boligforeningen. Det bliver spændende og vi skal have afsluttet nogle ting vi har arbejdet på de sidste par måneder. Selvom vi har gjort et godt stykke arbejde er det spændende at se om de andre beboere deler vores overbevisning.

Jeg er ikke helt klar over om jeg bliver annonceret som den nye næstformand i aften. Men det er et hverv jeg er godt stolt af. Der er stadig et par projekter der ligger og venter på at blive håndteret og så er det jo dejligt at kunne være til nytte for andre.

Nu føler jeg mig ansvarlig og voksen - og det er faktisk ganske rart. (og lidt skræmmende...)

Dødsdrom og terapi

Jeg lovede min mor i tirsdags at jeg ville uddybe lidt, hvorfor jeg nu pludseligt ville være et røvhul.
Det kunne jo lyde som om jeg gasser op på den retoriske velo og drøner ind i en social dødsdrom og det er ikke ligefrem formålet.

Efter at have læst mit sidste indlæg et par gange er jeg kommet frem til at andensidste linie nok bare skulle fjernes og overskriften retoucheres til "Revserens år".

Det kan godt være, at det ikke er optimalt at revse andre for deres attitude, men jeg er et engageret og optimistisk menneske, der bare ikke rigtigt kan stille mig tilfreds med sådan bare at give op. Det er uværdigt og til dels barnligt (eller er det barnligt at tro man kan undgå at tabe?). Så derfor bliver jeg irriteret over uambitiøsitet og opgivenhed. Det mindste man kan gøre er da at kæmpe for det, tro på det og udtænke nye slagplaner, hvis de gamle fejler.

Nu har jeg i den ånd erkendt at røvhulleri extravaganza kun er effektivt som ventil for irritation. Istedet har jeg valgt en ny indgangsvinkel: terapeutisk fokusering.

Det er ikke noget med islandske sweatre og synsprøver, men en teknik, hvor jeg blot insisterer på at komme tilbage til emnet når nogen går i selvsving med piveri, konstant udfordrer udsagnet om at der ikke er noget håb ved at foreslå alternativer og ikke mindst benævner problemer som udfordringer og spørger hvordan vi tackler udfordringen.
Det kaldes at tage tyren ved hornene eller mere rammende Face the monster som det kaldes på amerikansk. Hvis ikke man gør noget for at ændre tingenes tilstand kan man ikke forvente at de ændrer sig. Vi bør opføre os som om vi er på hold med førstevælgeren, for så er vi nemlig svære at slå; og hvis man spiller med selvtillid ser det andet hold pludselig knapt så uovervindelige ud.

Jeg ved endnu ikke om det virker. Det kunne være at opfordringerne om at handle istedet for at pive skal følges op af et par lussinger og råbe "MAU!".

Flinke Anton er ikke tilbage han har bare skiftet taktik...