Jeg er stærkere end nogensinde. Klogere end nogensinde. Mere erfaren end nogensinde. Og kender mig selv bedre end nogensinde før. Alligevel er det ikke nok. Jeg er slet ikke på toppen lige for tiden.
Det overrasker det mig at jeg alligevel nu sidder her og drikker en øl, og ikke kan komme udenom at jeg er slået lidt ud af kurs, og af mindre ting som ikke burde kunne gøre et større indtryk. De burde prelle af som småsten på et panser.
Måske er der andre ting som nager mig, men jeg kan ikke få øje på dem. Det skræmmer mig en smule at der tilsyneladende ikke skal mere til. Så længe jeg ikke kender den virkelige årsag til at humøret ikke er som det plejer, er det svært at gøre noget effektivt.
Der er det sidste stykke tid sket noget som jeg ikke har kunnet skrive om. Men det er lykkeligt overstået, og med mindre det jeg nu oplever er eftervirkninger, så bør det ikke være det som spøger.
På denne tid sidste år var jeg ude på eventyr og levede livet uden sikkerhedssele og med fuld knald på oplevelserne og fri for ansvar.
Jeg har hele tiden vidst at jeg ville få en periode, hvor jeg ville længes efter eventyret og forbande det etablerede hverdagsliv. Men det virker ikke som om at det er det som giver bekymring.
Egentligt er det ikke så meget det emotionelle formdyk der ærger mig, men det faktum at jeg ikke tydeligt ser årsagen til det, for det betyder at jeg ikke kan vide, hvordan det kan undgåes.
Jeg er både fascineret og skræmt over mine indre dæmoners vedholdenhed og dygtighed til at dukke op til overfladen, hver gang jeg tror at de er forsvundet for stedse.
Måske er det på tide at jeg accepterer, at de vil følge mig indtil graven og at disse favntag vil være en evigt tilbagevendende begivenhed. Uden elendighed ingen lykke.
Nu er øllen tom - ligesom jeg føler mig. Jeg vil gå i seng - verden er altid lysere om morgenen.
