Point of view

Mikkel og jeg var klar igår. Vi ankom i god tid til Mejlgade 50. I baggården stod vel tyve personer da vi kom og ventede på at dørene til Slagtehal 3 blev åbnet så vi alle kunne komme ind til "Trash Nite" under Århus Filmfestival.

Vi ventede i en halv time før dørene blev åbnet omkring klokken halv otte. Pludselig stod vi ikke midt i køen som man kunne forvente - for flere af de senest tilkomne var mast foran. Eller rettere placeret sig tættere på døren.

Måske taktløst, men effektivt viste det sig for vi kom lige netop ikke ind. Da vi var en meter fra døren kom en medarbejdere og meddelte at nu var hele stedet fyldt op.

Sidste år kom vi lige præcis heller ikke ind. Så istedet gik vi på Øst for Paradis. Her fortalte de to søde piger i informationsstanden at der stadig var billetter, hvis vi skyndte os, og at valget stod mellem kortfilm ovenpå og dokumentarfilm af Tómas Gislason nedenunder. Med to minutters betænkningstid og hektisk research i festivalprogrammet blev det afgjort at vi (okay jeg) ikke havde lyst til at se en kortfilm, hvor filmskaberens mor klædte sig nøgen.

Vi fik de første to billetter af de uafhentede og stillede os forrest i køen. Og denne gang fik vi de to bedste pladser i salen. Inden filmen startede kom en skaldet intellektuel type med århusrullekrave proklamerede at vi alle var meget velkomne til denne spillefilm af Tómas Gislason!

Filmen var P.O.V og var supergod - og tilmed gratis.

Jeg er stadig heldig - fra mit point of view

Op, ned, op ned - tanker fra et skrivebord

Det er hektisk på arbejde for tiden. Jeg får lov at knokle, hvilket ikke gør mig så meget.
Tingene skifter hele tiden og overraskelserne kommer i en lind strøm.

Nu er jeg kommet dertil, hvor det skifter ofte - det ene øjeblik er jeg oppe fordi alt kører og det næste øjeblik dukker der noget op - og så ser det ud til at det hele ikke kører. Kort efter får vi løst sagen og så ser det godt ud igen. Det skifter så meget at jeg efterhånden tager det med et gran salt - for intet er tilsyneladende permanent.

Dog synes jeg at bemærke en trend, hvor det er mere oppe end nede. Det kunne jo ligefrem tolkes som om der er håb. Det er jeg sikker på at der er.
Og så er det pludselig knapt stå hårdt at bruge aftener og tidlige morgener på at arbejde.

Men jeg har også indset at det skal være undtagelsen og ikke reglen. Jeg værdsætter mit privatliv for meget til at ville afgive en del af det i længere tid af gangen og da slet ikke som standard.
For år tilbage havde jeg problemer med at skelne arbejds- og privatliv. Den fejl begår jeg ikke igen. Hvor jeg i en periode kom til at sætte arbejde over privatliv så er prioriteringen i den grad omvendt nu.
Det betyder ikke at jeg ikke er glad for mit arbejde, er ambitiøs og seriøs. Det betyder bare at jeg vil være et helt menneske og arbejdet er kun en del af mit liv.

Hvis jeg skal være meget meget ærlig så vil jeg sige at kunne jeg leve et liv på farten og tjene på det ved at skrive eller på anden vis gøre noget der tillod mig at være væk i længere tid af gangen (og nej jeg skal ikke være den nye æreskonsul på Haiti) - ja så ville jeg være i syv sind om jeg skulle gøre det. Eller rettere lade være med at gøre det.

Men det er ikke en aktuel bekymring så jeg koncentrerer mig om at få mest muligt ud af det liv jeg lever nu. Her er det vigtigt at jeg er god til og kan lide mit arbejde, men også at mit liv er (meget) andet end arbejde.

Nå men tilbage til arbejdet....

Rytter eller grå mand?

Når jeg skal på arbejde er der to muligheder at vælge imellem. Cyklen og bussen.
Egentligt er jeg busmand - men siden jeg fik ny cykel har jeg valgt den fremfor bussen. Der er to årsager - det er dejligt opkvikkende at cykle og det tager den halve tid at komme ud og hjem.

Men sådan en kold og mørk oktobermorgen, hvor man strider sig igennem regnen er det måske ikke det sjoveste alternativ.

Ud over forskellen i aktivitetsniveau er der også et element af socialisering. Når jeg cykler om morgenen er jeg alene på vejene - sådan føles det ihvertfald. I bussen på en regnvejrsdag er der propfyldt og man står mast inde i mellem vildt fremmede personer. Her er man oftest bare alene i mængden.

Måske hælder jeg mest til at være den "ensomme rytter" fremfor den grå mand gemt i mængden.
På sådan en kold, regnfuld, mørk morgen virker det trods alt som det mest opløftende af de to.

Mentalt vokseværk

For tiden er det ikke så sjovt at gå på arbejde. Ikke fordi jeg mangler udfordringer - tværtom. Det skal være hårdt og gøre lidt ondt når man vokser fysisk - men måske også mentalt og kompetencemæssigt Kan man godt få mentalt vokseværk?

Intelligenstest

Jeg har lige for sjov taget en test, er giver et praj om hvordan man scorer på syv forskellige intelligenser.
Det var lidt interessant. Der vare et af resultaterne der overraskede mig lidt og måske ikke. Åbenbart er jeg ikke helt så social som jeg troede. Hvis testen er retvisende altså. Men det gir måske alligevel lidt mening.

Og topscoren? Ja det var sproglig tæt efterfulgt af matematisk og personlig. Når jeg læser på kategoribeskrivelserne så bør jeg være forfatter. Hvem ved måske har jeg fundet mit kald nu?

Godt i gråt

Der er eddermame godt nok gråt idag! Himlen har samme farve som en revisorbuks og den dovne regn kan ikke rigtigt svinge sig op til en ordentlig skylle, men ej heller tage sig sammen til at få regnet af.

Men det er efterår! Og det er det perfekte vejr til varm kakao.
Efteråret er ubetinget min favoritårstid. Det er ikke opreklameret som sommeren, mere ærligt end forår og vinter. Efteråret er en dogmeårstid uden filter og store armbevægelser. Det gør at jeg kan fokusere på at gøre ting jeg holder af uden at have dårlig samvittighed over alle de grillaftener, roture, bål, hyggeture på fortovscafeer jeg ikke når ved at kukkelure indendøre.

Efteråret er melankoliens årstid - og melankolien er en sindstilstand jeg holder meget af. Det er nemlig her de smukkeste og sarteste tanker tænkes og livets skønhed fremstår med al sin skrøbelighed.
Der er intet bedre end en tur i skoven, hvor man kan dykke ned i årstidens farvelade. Lade sig omfavne af symfoni i gult, brunt og orange. Bagefter går man hjem og drikker varm kakao.

Sidste år fik jeg slet ikke oplevet efterår fordi jeg var ude at rejse. Dengang savnede jeg det ikke rigtigt - men jeg vidste samtidigt at jeg ville glæde mig til dets komme i år.
Nu er det her pludseligt og det er pragtfuldt.
Også idag selvom det er gråt og vådt. Men samtidigt er det også tranquilt og tilbagelænet ligesom jeg.

Skilt der tager hensyn til marginaltilfældene

Jeg fandt dette billede som jeg tog på havnen i Scrabster i sommer, mens brormand og jeg ventede på at komme med færgen til Orkney.

Bemærk at man altså ikke må tage radioaktivt affald med på færgen. Det virker vel fair nok. 

Skuffelse i Paradis

Igår var jeg i Øst for Paradis og se Allegro. Filmen leger med formen, fortællemåden og grænsen mellem virkelighed og fantasi. Det er tiltænkt som en mindfuckerfilm.
Den lykkes for mig at se ikke rigtigt og handlingen er lidt tynd. Jeg fandt den ikke vedkommende nok.

Dog skal det siges at der er en række ret fantastiske bipersoner med og spillet af gode skuespillere som virkeligt gir dem liv.

Helena Christensen er dejlig som kæresten, men hun virkede ikke helt troværdig. Det var som om hun ikke helt formår at nå ud gennem lærredet. Ulrich Thomsen spiller forrygende og det samme gør iøvrigt Nicolas Bro og Henning Moritzen.

Ret overraskende er det at se at standupperen Mikael Wulff er manuskriptforfatter. Det forklarer ihvertfald de sjove bipersoner og den uortodokse fortællestil.

Men jeg er lidt skuffet over Allegro - men jeg havde også forventet en del og glædet mig.

Det kunne jeg godt have fortalt dem

Ja de var altså heller ikke så gode som de selv troede.

Da jeg var i Guatemala så jeg en landskamp, hvor de fik en fodboldlektion af de slemme af ærkefjenden Costa Rica. Naturligvis heppede jeg på Guatemala - alt andet ville have været uhøfligt og jeg håbede da også at de vandt - men jeg vidste også at det var usansynligt.

Det vidste Guatemalas fodboldforbund tilsyneladende ikke. Så nu har de fyret hele trænerteamet. Ja tålmodighed har de sgu ikke meget af på de kanter.

Sat på observationslisten

Jeg har idag observeret følgende om mig selv:

1. Hvis jeg er dårlig til een ting så glemmer jeg alle de ting jeg er god til
2. De ting jeg er gode til er heldigvis ofte nok til at kompensere for de ting jeg ikke er god til
3. Når jeg står midt i en skidt situation, glemmer jeg faktum nummer 2
4. Min evne til at tage tæsk for mine fejl virker for nedadgående
5. Jeg skal lære at spotte mine mangler på forhånd og finde nogen som er gode til det og lade dem løse opgaven istedet
6. Når lokummet brænder så har jeg en fabelagtig chef som tror på mig når jeg ikke selv gør
7. Jeg er fra tid til anden så dum at jeg glemmer at tro på mig selv

Klokken 17 skal jeg bage boller sammen med Anne og så er det hele glemt.

Huskekager

Det skulle godt nok have været forleden, men igår fik jeg bagt biscotti de prato - de herlige (og knaldhårde) små sicilianske mandelsmåkager der gør sig godt til kaffe og likør.

Mens jeg bagte dem huskede jeg tydeligt, hvordan det var sidste gang jeg bagte dem. Jeg huskede det lysende klart. Nu er jeg så kommet til at regne på at det er ca 21 måneder siden jeg bagte dem. Så kan man da tale om gode huskekager!!

Carl Stegger med sidevogn

I morges cyklede jeg gennem det kølige Århus Nords fugtige boulevarder og over farvesymfonier af efterårsblade i alle tænkelige nuancer af rød, gul, brun og orange.

Efterårets første handskedag og med det peruvianske halstørklæde bundet i en løs og afslappet knude - ikke for slap og ikke for stram. Hjulene sang på den kolde våde asfalt og det søvnige morgenliv på gaden var afslappende og som tempomæssig valium.

Pludselig holdt den der! En gammel blå motorcykel med sidevogn. Spændende, nostalgisk og meget blå. Ud over den antikvariske æstetik sådan et fint erfarent køretøj besider så emmede den af eventyr. Den lokkede på bumpende køreture i adstædigt tempo ud af ukendte lange landeveje på vej til opdagelser for enden af svinget i udkanten af horisonten.

Tænk om man havde sådant et apparatur til at fragte sig lige lukt ud til det ukendte, hvor livet levet fuldt og helt i núet. Og skulle det ske at den går i stykker - ja så vil enhver mekaniker elske at få lov at rode med et adeligt køretøj. Måske henover en god samtale om livet kun afbrudt af kaffepause og når der skal hentes en særlig del, der er hengemt dybt nede i en kasse til netop sådan en lejlighed.

Jeg lukkede øjnene og følte mig hensat til stemningen fra Robert M. Pirsigs "Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel". Kun et kort øjeblik. En brøkdel af et sekund. Men det var nok. Jeg må have sådan en motorcykel med sidevogn! Og den skal hedde Carl Stegger.
Så kan jeg grine mig igennem verden når de jeg møder ikke ved hvad "en Carl Stegger med sidevogn" er, og sikkert aldrig har smagt den.

Helt almindelig?

Tænk, hvis jeg en dag i nær fremtid må give køb på opfattelsen af mig selv. I mange år har jeg haft en rimelig fast opfattelse af hvem jeg er og hvordan jeg er.

Måske er jeg slet ikke unik, ikke et specielt godt menneske - men heller ikke et dårligt menneske, ikke bestemt til storhed - men heller ikke ubetydelighed, hverken rig eller fattig, ikke rigtigt dygtig eller rigtig dårlig til noget af alt det indlysende.

Sammenholdt med at jeg er af middelhøjde, har kombinationen af blå øjne og leverpostejfarvet hår, BMI lige midt i skalaen, blev færdig med mit studie på nomineret tid og alle de andre ting der mere end antyder at jeg er almindelig.

Er det nu fordi jeg er blevet realistisk eller er jeg bare så vant til at være ualmindelig at jeg ikke ved det?

Hvorfor tænker jeg nu på det? Jamen når jeg ser på, hvor jeg er med mit liv så går det sådan set ganske fint uden at være prangende. Har velsagtens ingen rigtige problemer eller gang i noget som er ekstraordinært.

Det kunne jo være at jeg skulle gå ud og rode mig ud i nogle ualmindelige problemer for en almindelig mand....

Porterpakkekalender

Jeg indrømmer blankt at vi er lidt inspirerede af Stewart Stardust.

Mikkel S og jeg har videreudviklet konceptet og fundet frem til at vi skal lave hver vores pakkekalender udelukkende med portere og stouts (ja der er forskel det lærte vi i Piafs vinhandel lørdag formiddag).

Indtil videre har jeg købt 4 uhyre interessante portere, hvoraf jeg faktisk kun har smagt den ene fra Svaneke Bryghus.

Research i et par specialbutikker og et par supermarkeder viser at vi bør kunne finde 24 forskellige portere, uden at måtte købe slaveporter fra Ceres og andre inferiøre øl.

For at det rent økonomisk ikke skal blive alt for dyrt - så vil jeg kun købe de virkeligt dyre portere til de fire søndage i advent og en til juleaften. De resterende kan findes til rimelige prisre, hvis man ved hvor man skal lede.

Er der nogen som kunne tænke sig at være med på ideen - så er I meget velkomne.
Skulle det være så utænkeligt at du ikke kan lide portere så er der jo heldigvis mange andre øltyper - hvedeøl, ales, klosterbryg osv. Ja man kan vel sågar lave en æblemostpakkekalender, hvis man skulle have de lyster.

Nogen forslag til interessante portere og stouts? Og hvis de kun kan købes særlige steder så giv endelig et tip.

Jeg synes jo at jeg burde

De sidste tre aftener har jeg ikke fået bedrevet ret meget. Stort set ingenting har jeg helt præcist lavet.
Egentligt ret ærgeligt når jeg nu har så mange ting jeg gerne vil lave.

Så nu vil jeg rejse mig fra sofaen, slukke fjernsynet og gøre noget aktivt!

Kryds fingre for at det lykkes.

Stadig heldig

Jep - jeg er stadig heldig. Solbrændt er jeg slet ikke længere - men heldig det er jeg sgu.
Jeg nyder det selvom det måske holder resten af livet.

Kan man opbruge sit held?

Billet ud

Jeg kendte engang en pige. En rigtigt rigtig sød pige iøvrigt.

Men hun havde været ude at rejse i Sydøstasien i 9 måneder og hun fortalte at i lang tid efter at hun var kommet hjem havde hun dage, hvor hun havde lyst til at tage en "billet ud".
Altså når hun var træt af noget, nogen eller blot havde brug for fornyelse så købte hun en billet ud fra det sted, hvor hun opholdte sig.

Da hun kom hjem følte hun ofte trang til at gøre det samme, men vidste godt at det kunne hun ikke. Og netop det faktum at hun ikke kunne var det hårdeste ved at komme hjem efter sin rejse.

Idag forstår jeg hende fuldstændigt. Sådan en dag har jeg, og det er vemodigt og begrænsende ikke at kunne.

En billet til 14'eren væk fra Olof Palmes gør ikke helt tricket.