Point of view

Mikkel og jeg var klar igår. Vi ankom i god tid til Mejlgade 50. I baggården stod vel tyve personer da vi kom og ventede på at dørene til Slagtehal 3 blev åbnet så vi alle kunne komme ind til "Trash Nite" under Århus Filmfestival.

Vi ventede i en halv time før dørene blev åbnet omkring klokken halv otte. Pludselig stod vi ikke midt i køen som man kunne forvente - for flere af de senest tilkomne var mast foran. Eller rettere placeret sig tættere på døren.

Måske taktløst, men effektivt viste det sig for vi kom lige netop ikke ind. Da vi var en meter fra døren kom en medarbejdere og meddelte at nu var hele stedet fyldt op.

Sidste år kom vi lige præcis heller ikke ind. Så istedet gik vi på Øst for Paradis. Her fortalte de to søde piger i informationsstanden at der stadig var billetter, hvis vi skyndte os, og at valget stod mellem kortfilm ovenpå og dokumentarfilm af Tómas Gislason nedenunder. Med to minutters betænkningstid og hektisk research i festivalprogrammet blev det afgjort at vi (okay jeg) ikke havde lyst til at se en kortfilm, hvor filmskaberens mor klædte sig nøgen.

Vi fik de første to billetter af de uafhentede og stillede os forrest i køen. Og denne gang fik vi de to bedste pladser i salen. Inden filmen startede kom en skaldet intellektuel type med århusrullekrave proklamerede at vi alle var meget velkomne til denne spillefilm af Tómas Gislason!

Filmen var P.O.V og var supergod - og tilmed gratis.

Jeg er stadig heldig - fra mit point of view

Op, ned, op ned - tanker fra et skrivebord

Det er hektisk på arbejde for tiden. Jeg får lov at knokle, hvilket ikke gør mig så meget.
Tingene skifter hele tiden og overraskelserne kommer i en lind strøm.

Nu er jeg kommet dertil, hvor det skifter ofte - det ene øjeblik er jeg oppe fordi alt kører og det næste øjeblik dukker der noget op - og så ser det ud til at det hele ikke kører. Kort efter får vi løst sagen og så ser det godt ud igen. Det skifter så meget at jeg efterhånden tager det med et gran salt - for intet er tilsyneladende permanent.

Dog synes jeg at bemærke en trend, hvor det er mere oppe end nede. Det kunne jo ligefrem tolkes som om der er håb. Det er jeg sikker på at der er.
Og så er det pludselig knapt stå hårdt at bruge aftener og tidlige morgener på at arbejde.

Men jeg har også indset at det skal være undtagelsen og ikke reglen. Jeg værdsætter mit privatliv for meget til at ville afgive en del af det i længere tid af gangen og da slet ikke som standard.
For år tilbage havde jeg problemer med at skelne arbejds- og privatliv. Den fejl begår jeg ikke igen. Hvor jeg i en periode kom til at sætte arbejde over privatliv så er prioriteringen i den grad omvendt nu.
Det betyder ikke at jeg ikke er glad for mit arbejde, er ambitiøs og seriøs. Det betyder bare at jeg vil være et helt menneske og arbejdet er kun en del af mit liv.

Hvis jeg skal være meget meget ærlig så vil jeg sige at kunne jeg leve et liv på farten og tjene på det ved at skrive eller på anden vis gøre noget der tillod mig at være væk i længere tid af gangen (og nej jeg skal ikke være den nye æreskonsul på Haiti) - ja så ville jeg være i syv sind om jeg skulle gøre det. Eller rettere lade være med at gøre det.

Men det er ikke en aktuel bekymring så jeg koncentrerer mig om at få mest muligt ud af det liv jeg lever nu. Her er det vigtigt at jeg er god til og kan lide mit arbejde, men også at mit liv er (meget) andet end arbejde.

Nå men tilbage til arbejdet....

Rytter eller grå mand?

Når jeg skal på arbejde er der to muligheder at vælge imellem. Cyklen og bussen.
Egentligt er jeg busmand - men siden jeg fik ny cykel har jeg valgt den fremfor bussen. Der er to årsager - det er dejligt opkvikkende at cykle og det tager den halve tid at komme ud og hjem.

Men sådan en kold og mørk oktobermorgen, hvor man strider sig igennem regnen er det måske ikke det sjoveste alternativ.

Ud over forskellen i aktivitetsniveau er der også et element af socialisering. Når jeg cykler om morgenen er jeg alene på vejene - sådan føles det ihvertfald. I bussen på en regnvejrsdag er der propfyldt og man står mast inde i mellem vildt fremmede personer. Her er man oftest bare alene i mængden.

Måske hælder jeg mest til at være den "ensomme rytter" fremfor den grå mand gemt i mængden.
På sådan en kold, regnfuld, mørk morgen virker det trods alt som det mest opløftende af de to.

Mentalt vokseværk

For tiden er det ikke så sjovt at gå på arbejde. Ikke fordi jeg mangler udfordringer - tværtom. Det skal være hårdt og gøre lidt ondt når man vokser fysisk - men måske også mentalt og kompetencemæssigt Kan man godt få mentalt vokseværk?