Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

fredag, februar 03, 2006

Bling bling mobil!

Jeg har for første gang i 10 år købt en mobiltelefon. Sidst jeg købte en var det en gul NMT-telefon som lignede en mellemting mellem en mursten og en havneradio.

Så jeg føler ikke at jeg i tide og utide har klattet penge væk på mobiler for at være med på moden. Den mobiltelefon jeg har haft sidst var sådan udmærket såfremt den havde virket ordentligt. Men jeg har i et stykke tid godt kunnet tænke mig en mobil med tydelig kalender og nem synkronisering med Outlook som jo bekendt styrer mit liv (husker for mig så jeg slipper for det) og så måtte den jo godt være lidt fræk i designet.

Onsdag eftermiddag fandt jeg den så. En Nokia N70.
Se det er et værktøj for det moderne kommunikerende menneske!

Den synkroniserer som en drøm over bluetooth, kan vise officedokumenter, tage gode billeder (knapt så relevant) og har kalenderen plus opgaver på forsiden.
Så nu kan jeg hele tiden nemt orientere mig om hvad jeg skal.

At den så samtidig er fræk i designet og kan en helt masse sjove ting gør det bare ekstra lækkert at fremdrage det chrombetrukne vidunder med en let overdrevet bevægelse og med et hvislende "My precious..." hurtigt fulgt at et triumferende blik rundt i lokalet.

Om et par uger er der sikkert en som har en endnu smartere mobil så jeg har kun kort tid at prale i, så enhver lejlighed skal udnyttes optimalt. Der går måske ti år før jeg igen får chancen (og til den tid er det sikkert en kompostkværn jeg praler med).

Men lige nu er jeg moderne, helt synkroniseret og bling bling som ind i helvede!!

I ringer bare røvhuller :-)