Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

søndag, november 19, 2006

Om at bekymre sig om, ikke at bekymre sig nok

Nogle dage kan jeg mærke at jeg er bekymret, men kan ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad jeg bør være bekymret om. Forleden slog det mig at, det som bekymrer mig er at jeg er bange for at der er noget jeg har glemt at tage højde for. Følelsen af at jeg måske har glemt noget.
Dog kan jeg ikke komme i tanke om, hvad det skulle være.

Der er jo altid noget jeg ikke har nået at gøre eller udfordringer der ikke er taget hul på eller problemer, der ikke er løst endnu. Men når jeg gennemgår de opgaver jeg står overfor så er der ikke nogen af dem, som bør bekymre mig synderligt. Antallet af udfordringer er heller ikke noget jeg bør være betænkelig over.

Tilbage står jeg med muligheden; at jeg ganske simpelt er bekymret for at jeg har glemt at bekymre mig om noget.

Det er jo en bizar tanke og naturligvis ikke gavnlig eller fornuftig. Men ikke destro mindre kunne det tyde på at det er realiteten. Hvad gør man så når man opdager, at man har forvildet sig ind i en tåbelig antagelse?

Kan jeg blot fortælle mig selv at jeg ikke skal være bekymret? Og virker det?
Det kunne ligne endnu et opgør mellem fornuft og følelse.

Jeg ved godt at jeg har en ganske god intuition på nogle områder og på særlige dage er den sågar skræmmende og lader mig vide ting jeg ikke har skyggen af bevis for at vide.
Erfaringen har vist at intutionen også kan fejle og at det for det meste altid er en god ide at forlade sig på information, beviser - håndgribelige data med andre ord.

Kunne det være min intuition der spiller mig et puds og fortæller mig at jeg skal bekymre mig om ting jeg ikke har mulighed for at vide jeg skal bekymre mig om?
Hvad kan jeg overhovedet gøre ved det? Hvor fjerner jeg fluebenet ud for "intuition" i indstilingerne inde i hjernen?

Når jeg gennemtænker hele problemstillingen rationelt kan jeg kun komme til slutningen at det er dybt irrationelt.
Dybest set fortæller det mig blot at uanset, hvor rationel, systematisk og ordensfokuseret jeg er - så vil jeg altid være et irrationelt menneske og der vil være ting jeg ikke kan organisere og planlægge mig ud af.

Nogle ting kan ikke forudses og forholdsregler kan derfor ikke træffes.

Pokkers X-faktoren i mit liv er dukket op til overfladen og jeg kan blot stirre på den og konstatere at den er der.

Måske bekymrer jeg mig for meget over at bekymre mig over at bekymre mig for lidt om ting jeg ikke kan vide at jeg burde være bekymret om.

Forvirret? Velkommen til mit sind.

Etiketter: