Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

tirsdag, december 26, 2006

Årsopgørelse for 2006

Året der gik
Julen er en god anledning til at gøre det forgangne år op. Opsummere det sure med det søde, det fantastiske med det rædselsfulde, det gode og det onde, heldigt og uheldigt.

Overordnet har jeg haft et ganske udemærket år. Der er ikke sket noget banebrydende eller store forandringer.

Jeg er sådan lidt kort fortalt blevet lidt ældre, federe, rigere og klogere. Sådan føles det ihvertfald. Muligvis er jeg også blevet lidt mere kærlig og tålmodig, men det er nok det rigtigste at lade andre om at bedømme.

Nedenfor har jeg prøvet at opgøre, hvordan året har forløbet på forskellige områder.

Økonomi
Ja det går generelt godt og kun renteudviklingen har haft negativ indvirkning. Dog ikke noget jeg har kunnet gøre noget ved. Samtidigt har jeg skiftet bank så jeg nu har en meget kompetent og venlig bankrådgiver - samt 200 meter i stedet for 200 km til banken. Pensionen har jeg også fået fuldstændigt styr på. Der kommer nogle forbedringer i januar og så har jeg den optimale løsning for mig og dermed sikkerhed for en god alderdom.
Et ganske flot år.

Bolig
Et lille projekt med at skifte stikkontakter i hele lejligheden blev til en større omgang. Til gengæld fik jeg malet soveværelse, øvet tapetlapning, lært at spartle og ryddet op i tøjskabet. Nyt spisebord var tiltrængt - så nu er der rigeligt med plads til julestue og karry- og brædtspilsaftener med drengene.

Jeg har fået ryddet op i mit kælderrum, hvilket har betydet at jeg nu er i færd med at etablere et godt øllager dernede, hvor de holdes dejligt svale. Jeg har fundet min egen dybde...
Det kommende års projekt bliver at rydde mere op i kælderen, opmagasinere endnu mere øl og rydde op på loftsværelset. Kedeligt, men praktisk.

Et ret godt år.

Arbejde
Her er det gået ganske godt. Jeg har fået en god balance mellem arbejdsliv og privatliv, fået sikret mig rimeligt mod stress og får stadigvæk rigtigt spændende opgaver, som er med til at udvikle mig i det helt rette tempo. Og så er jeg i en god afdeling med gode kollegaer og har det faktisk rigtigt sjovt på arbejde. Fremtiden tegner lys.

Et godt år.

Venner
Jeg har i løbet af året genskabt kontakten til min gode studiekammerat Frederick og forsøgt at holde kontakten ved lige ved de mange venner jeg har. Det har betydet at jeg har været rundt i landet på besøg - og det er noget jeg vil fortsætte med.
Martin A er flyttet til Faarvang, hvilket har betydet at jeg ser ham en del mere. Jeg kan ikke lige komme i tanke om at der er kommet nye venner til i løbet af året, men til gengæld er båndene til de venner jeg har blevet styrket. Måske især til mine yndlingspiger - og de ved godt hvem de er. Een veninde er faldet fra - det er ærgeligt, men jeg har nok altid vidst at det ville ske en dag. Jeg kan ikke sige noget ondt om hende. indlægget til webloggen er skrevet, men kommer nok aldrig på. Istedet sender jeg hende en særlig julehilsen.

Samlet set et godt år.

Familie
Jeg ser nok ikke min familie helt så meget som jeg ønsker. Mine søskende og jeg skriver på sms og messenger - men lidt flere besøg og flere telefonsamtaler kunne være et fint nytårsfortsæt.

Og jeg har netop fået genoptaget kontakten med min guddatter og det er en af de bedste ting der er sket i år.

Totalt er resultatet ganske tilfredsstillende og med potentiale for yderligere forbedringer i 2007.

Personlig udvikling
Jeg fornemmer at jeg er blevet mere grundig og systematisk. Med andre ord måske lidt mere tysk. Men det giver færre problemer og dermed et-eller-andet sted er det okay.
I år har jeg startet på at betragte mig selv som god og ikke heldig når noget lykkes for mig. Det skulle gøre mig mere optimistisk og det kan jeg godt bruge.

Året har været ganske udemærket og trenden fortsætter i 2007.

Kærlighed
Ja en kæreste er det ikke blevet til. Altså jeg har jo godt nok stadig fem dage tilbage at finde een i. Men så skal det enten være i Fakta, ved bordfodboldbordet på arbejde eller til nytårsfesten. De bedste odds er vist ved fodboldbordet, og dermed ikke afsindigt høje.

Football Manager og hattrick.org
Silkeborg er nu bragt tæt på det første mesterskab længe og har en skræmmende bred trup, mange penge og nyt stadion. Altsammen langt fra den barske virkelighed.
I onlinespillet Hattrick er det gået ganske udemærket og det er fornøjeligt at logge på nogle gange om ugen og se det lille digitale projekt udfolde sig i det store onlinespilunivers.

Fodboldfan
Altså der er jo ikke meget som slår en nedrykning til AGF. Det lever jeg stadigt højt på. Men Silkeborg, som jo er min hjerteklub, har ikke ligefrem imponeret her i efteråret så jeg går med gru næste år i møde.

Boligforeningen
Vi gennemgik årets to-do-liste forleden og vi havde nået rigtigt mange af de ting vi havde sat os for. De sidste kommer her i starten af 2007 så vi har gjort det virkeligt fornuftigt. Jeg er meget tilfreds også selvom jeg har investeret en del timer i arbejdet. Til gengæld er der styr på tingene og jeg lærer stadigvæk nye ting, der kan være praktiske både i foreningen og senerehen.
Et ganske tilfredsstillende år.

Weblog
I perioder har jeg ikke fået skrevet så ofte. Men generelt har jeg fået sat ord på en masse tanker og informeret om de fleste større ting, der er hændt mig i det forgangne år.
Der kommer lidt længere imellem de banebrydende indlæg - men det skyldes at jeg har fået sat ord på mange ting igennem de sidste tre år. Der er kommet nyt design på webloggen, hvilket var tiltrængt. Desværre er listen over blogs jeg selv læser ikke kommet på endnu.
Jeg kunne godt tænke mig at have flere billeder på webloggen. Det kommer nok næste år.

Alt i alt et fint år
Bortset fra manglende kæreste, et år uden min guddatter og nedrykning i Hattrick så er der ikke meget at ærge sig over.
Jeg kan vist godt tillade mig at være fint tilfreds med de forbrugte 12 måneder.

Etiketter: