Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

mandag, maj 29, 2006

Vampyr i Fakta

Jeg stod for mig selv i Fakta og kiggede på krydderketchup da jeg blev opmærksom på at noget ikke var helt som det skulle være.

Da jeg drejede hovedet så jeg til min store overraskelse en fedtet børnelokkeragtig Nosferatostodderbøsse svøbt i sort tøj med høj krave stå med hovedet på skrå og smile til mig så jeg kunne se hans lange hjørnetænder.

Min første indskydelse var at drive en pæl igennem hans hjerte.  Men jeg havde ikke nogen ved hånden.

Hvem siger at Fakta er kedeligt?

Befængt

Mit horn er ikke forsvundet endnu. Til gengæld er min kind hævet og jeg ligner en der har fået et par seriøse århuslussinger.

Jeg håber snart at der går over - eller at jeg kan købe noget virkeligt giftigt på apoteket som tager det (og alt andet).

PS: Mon jeg er ved at være gammel siden jeg kun skriver om dårligdomme? "Ja - jeg har jo det med hornet og nerverne du ved"

søndag, maj 28, 2006

Quasimondæn eller "Av mit øje!"

Over de sidste dage har jeg fået en hævelse omkring det højre øje. Først var jeg sikker på at det blot var en ondsindet bums, men igår aftes da jeg tog brillerne af inden jeg skulle i seng blev jeg usikker på om det blot var en bums.

Faktisk er mit højre øje generet af hævelsen da det bliver trykket eftersom der nu er hævelse både over under og ved siden af øjet. Da jeg stod op i morges overvejede jeg om jeg skulle søge læge.

Men efter at have masseret løs er jeg kommet frem til at det nok blot er en ondsindet felipens. Hvad gør man så ved det?
Tja det gamle trick med at smøre et tykt lag tandpasta på er det eneste jeg kender - så hele morgenen har jeg lignet en der havde fået en fuldtræffer fra en belortende måge. Hævelsen fortog sig dog lidt og pebermynten var svalende og virker smertestillende.





Men jeg ligner altså en der har fået en på hovedet eller Quasimodo.
Æv æv dobbelt æv!

Godt det er søndag og jeg bare skal til havedag...

lørdag, maj 27, 2006

Testen fortsætter

Jeg vil jo gerne have at der kommer overskrifter på - det skulle der gerne være på dette indlæg....

Nu har jeg installeret en såkaldt Widget på min mac - og kan nu med et klik på een tast springe til at poste på bloggen.

Så kan det ikke blive nemmere!

torsdag, maj 25, 2006

Dag 3 som Macbruger

Nu har jeg haft min Mac i halvandet døgn og brugt den nogle gange. Styresystemet Mac OS X Tiger er generelt rigtigt godt og nemt at gå til. Men jeg kan godt mærke at jeg skal bruge noget tid på at lære systemet at kende og især blive mere fortrolig med menuerne. Ved at opleve, at jeg ikke automatisk ved, hvorhenne jeg kan finde netop den funktion jeg har brug for, er jeg blevet klar over, hvor meget jeg har Windows inde under huden. På en PC er jeg (indtil videre) mere effektiv fordi der er meget kort tid fra tanke til handling.

Tastaturgenveje er jeg slet ikke startet på at sætte mig ind i - det må komme senere. Dog nyder jeg at skulle lære noget nyt, hvilket også var et af argumenterne for at skifte til Mac.

Allerede nu kan jeg godt fornemme at der er noget intuitivt over Mac'en og at det indbyder til at slippe kreativiteten løs når man sidder ved tastaturet.

Jeg har et naivt håb om at Mac'en kan anspore mig til at skrive oftere, skrive bedre og skrive længere tekster. Ikke kun her på bloggen. Dybt nede i maven eller hjertet måske har jeg en forfatter slumrende. Måske kan MacTilde lokke ham frem og guddommelig inspiration give ham et projekt, som giver mening.

HOV jeg har lige opdaget at når jeg er op blogger.com med Mac kan jeg ikke formattere tekst!?

tirsdag, maj 23, 2006

Online med Macbook

Dette er mit første indlæg skrevet på Mac. Min MacBook ankom 18:45 netop da jeg havde opgivet at den skulle komme idag.

MacBook'en var i en elegant kasse og nem at pakke ud. Jeg skulle blot sætte strømkablet i og tænde for at komme igang. Efter ti minutter var alt sat op - bortset fra det trådløse netværk. Men heldigvis var Mikkel G online og kunne guide mig over messenger på arbejdspc'en. Efter at have accepteret at en begræsning på ni karakterer i passwordfeltet kun gjaldt midlertidigt så kom jeg på mit trådløse netværk.

Og nu er jeg i færd med at kopiere filer ind på Mac'en, hente softwareopdateringer på flere hundrede megabyte, skriver på messenger og skriver dette indlæg - altsammen samtidigt i multitaskinens hellige navn.

Maskinen er stort set lydløs og en ren nydelse at se på. Tastaturet skal jeg lige vænne mig til da det minder en smule om tastaturet på en elektrisk skrivemaskine.

Jeg er naturligvis lykkelig nu og jeg er nu på et øjeblik blevet meget mere cool!!

Dagens morgenbaderadio

Her til morgen kunne det ikke engang blive til morgengymnastik. Idag kunne min badeværelsesradio byde på vejrudsigt for fiskere. Jeg skal advare om at der kommer lejlighedsvise byger over Hebriderne idag....

Radioen er ikke i stykker - den er muteret til en syg syg kreation....

mandag, maj 22, 2006

Pausebadegymnastik

Jeg har en radio som er særlig beregnet til at være i en brusekabine. Den har en stor sugekop som holder den fast på væggens fliser og et design så den kan tåle masser af vand. I teorien ihvertfald, for min falder ned efter nogle timer og volumen falder i takt med at den får vand på sig.

En radio lavet af plastic håndterer ikke et fald fra halvanden meters højde ned på et flisegulv særlig fantastisk. Nu er den efter tre-fire drop fået problemer med modtagelsen.

I morges evnede den dog at spille P3 og var igang med at rigtigt godt nummer med Swan Lee da den midt i nummeret skiftede over til pausegymnastik på P2 eller P4. Og med eet var det den eneste kanal som den kunne fange.

DET ER FANDME TARVELIGT!!!

Så ved man at der ikke kan stilles specielt høje forhåbninger til dagen når den starter sådan....

torsdag, maj 18, 2006

Macværk

Nu har jeg det på skrift - batteritiden på vidunderet her er på "op til 6 timer"! Så er jeg glad!



Og det er jo en skønhed. Min coolness er inden 1. juni forhøjet med adskillige procent.

Kasseret

Nu har jeg overtaget hvervet som kasserer i vores boligforening. Det skal nok blive interessant, selvom jeg kommer til at bruge en del tid på det.

Men så kan jeg jo bruge mine evner på at få effektiviseret tingene og lave et par ting smartere. Det skal jeg nok få fornøjelse ud af.

Samtidigt vil jeg indføre digitalisering af de vigtigste dokumenter, hvilket også er ganske fornøjeligt - og naturligvis ganske praktisk. Vi ender med at have en effektiv velsmurt administrationsmaskine. Det kører nu altså godt i forvejen, men vi bliver hele tiden bedre og så er det jo sjovt at bruge fritid på bestyrelsesarbejdet.

fredag, maj 12, 2006

Testing

Jeg tester lige om dette link virker.

Hvis det gør - så giver det nemlig gode muligheder for at dele filer.

torsdag, maj 11, 2006

Jeg er nødt til at spørge

Hvad fanden er en pikhammer?!!

Jeg har nogle ideer, men jeg håber inderligt ikke at det er det.

Morgentrafik og hammere

Da jeg cyklede på arbejde i morges slog det mig pludseligt at jeg havde glemt, hvor meget jeg hader alle andre trafikanter.

Især cyklister som kører i den forkerte side og fodgængere som absolut skal krydse vejen 10 meter fra en fodgængerovergang. Og ja så håber jeg sgu altid lidt på at nogen gider at køre ind i de som cykler over for rødt. Bare sådan et lillebitte puf som gir åbent lårbensbrud. Så kan de kraftedme lære at vente de ekstra 20 sekunder.

Jeg tror jeg vil skrive et lovforslag om at store praktisk begavede klepperter skal vandre rundt i trafikken og bare tæve lovbryderne med hammere. At køre på cykelstien i den forkerte side kunne taktseres til 10 slag over benene med en lille lægthammer.

Har jeg nævnt at jeg blir aggresiv af at cykle i trafikken?

(hedder en hammer i flertal hamre eller hammere?)

tirsdag, maj 09, 2006

Morgenkyllinger på tanken

For et par uger siden da jeg skulle gå på arbejde, gik jeg ind på tanken oppe på hjørnet for at få en kop kaffe og et rundstykke. Klokken var 7:45.

Foran mig i køen stod en svær herre med forvasket t-shirt, kasket og hængebuesvinevom.
"Jeg får be' om tre kyllinger. Arnbitter! Det er til at tage med".

Hvor fucked up er man lige, hvis man mener at det kan være sandsynligt, at et indkøb på tre små flasker arnbitter skal drikkes ved disken på en tankstation klokken kvart i otte om morgenen?

Jeg er overbevist om at uanset, hvor kort han boede fra tanken så var den første kværnet inden han kom hjem.

Hvem siger at det er kedeligt at stå tidligt op.

mandag, maj 08, 2006

Effektivt ud af skabet

Hvis jeg nogensinde har bildt mig ind at jeg var blevet lidt latinsk i min opførsel - så er det slut nu. Jeg er nok nærmere tysk eller go-getter-agtig amerikansk.

Under tilbage flytning af al min beklædning til mine klædeskabe efter veloverstået renovering af soveværelset har jeg taget nådesløst fat i sorteringen af tøjet når det skal lægges i skabet. Jeg kan godt afsløre at det allerede har betydet en helt fyldt sort affaldssæk med tøj i genbrugscontaineren på Steen Billes Torv.
Og jeg spår at der nok kommer en sæk mere førend jeg er færdig. Nu har jeg så noteret mig at der er områder i min beklædningsportefølje, hvor der trænger til investeringer - især for at få erstatninger for noget af det kasserede.

Her kommer så den tyske go-getter-mentalitet da jeg effektivt har benyttet onlineshopping til at indkøbe de ønskede kvalitetserstatninger - billigt endda. Skræmmende hurtigt og ud fra en nøje tilrettelagt plan.

Ach so - jeg er ikke spor latino. Og det føles gut!

Afbrudt i en uge

Af uransagelige årsager har jeg ikke kunnet uploade i en lille uge da ftp-adgangen til mit domæne ikke fungerede. Nu virker det igen efter at jeg kontaktede support hos Cliche.dk.
De gjorde ikke andet end at teste om de kunne logge på via ftp. Men det virker og så er jeg tilfreds selvom jeg spekulerer over hvad der mon gik galt.

Jeg har kommet til at love Lul (Louise) at hun har været nævnt på min weblog - men hun kan ikke finde tekster, hvor hun er nævnt. Det problem skulle være løst nu. Nemlig.

torsdag, maj 04, 2006

Halvt ormehul gennem moderne teknik

Så har jeg fået min nye harddiskoptager hjem. En sort Sony RDR-HX720. En kæk frækkert, som fremover skal gøre mig til herre over dansk og udenlandsk tv. Fremover kan jeg se det jeg vil når jeg vil.
Det med at lade sig styre af programoversigter er slut, teknologien har givet mulighed for at benytte det som vel allerbedst kan beskrives som et halvt ormehul, hvor man kan skifte tid. Altså sådan tilnærmet ihvertfald.

Det bliver godt - især når der om en god måned kommer VM i fodbold [fojbål].

Desværre kan den ikke optage Desperate housewifes, Sex and the city og andet tøsetv - der er nogle kvasitekniske begrænsninger, som umuliggør det.

PS: og nej mine stikkontakter er stadig ikke færdige..

mandag, maj 01, 2006

Tjeklisten

Bryllup, forberedelse til sølvbryllup del I - tjek!

Stikkontakter, harddiskoptager og forberedelse til sølvbryllup del II - følger i løbet af dagen

Bestyrelsesarbejde for boligforeningen - senere på ugen

Urimeligt lazaronagtigt dovneri og henslængen - i weekenden

Buffalosko - aldrig nogen fucking sinde

Stavgang - skyd mig hvis du ser mig række ud efter en stav please!