Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

tirsdag, november 28, 2006

Opskrift på Tirami su

Onlineopskrift

Det er altid meget rart at have de bedste opskrifter til at ligge online - så her kommer min opskrift på Tirami su, som er en symbiose mellem familieopskriften på den unge kvindelige underviser på italiensk madlavning fra år tilbage og opskriften fra en legendarisk italiensk kom. Hele ideen er at istedet for den tidskrævende opbagte creme - så laves cremen ved udelukkende ved at blande æg, sukker og mascapone, hvilket gør det hele en hel del nemmere. Og nemt er godt.

Det smager stadigvæk forrygende og ser fantastisk indbydende ud.
________________________________________
Tirami su (kvik mig op)
Til 4 personer

Ingredienser

1 æggeblomme
1 spsk sukker
1 tsk vanilliesukker
250 gram mascarpone
1 ¾ dl stærk sort kaffe
1 spsk kaffelikør (jeg bruger i stedet marsala som er italiensk hedvin)
10-12 Savoiardi a.k.a lady fingers småkager (mindst)
1-2 spsk kakaopulver

Tilberedning

  1. Kom æg, sukker og vanilliesukker i en skål og rør det varsomt til en cremet masse. Vend mascarponen i og rør blandingen jævn og glat.
  2. Kom kaffen i en skål sammen med kaffelikøren (marsalaen)
  3. Dyp småkagerne i et sekund eller to i kaffeblandingen (med sukkersiden opad), bare så de kan nå at suge nok til sig til at forblive faste og ikke falde fra hinanden.
  4. Læg småkager og mascarponecreme lagvis i fire portionsskåle (eller i én stor). Slut af med et mascarponelag, drys med kakao og sæt desserten i køleskabet indtil den er blevet fast.
  5. Server!

Jeg foretrækker at lave én portion i en større skål og bruge mere kaffe, mere likør/marsala og flere småkager så jeg kan lave flere lag. Med mere væske i småkagerne behøver man ikke helt samme forhold mellem creme og småkager. Pas dog på at småkagerne ikke får for meget væske og at blandingsforholdet mellem kaffe og likør er passende. For så kan retten blive for sprittet.

Etiketter:

søndag, november 26, 2006

Hvordan italienerne koger pasta

Jeg har lige set "Hjemmeservice" på DR2.
Her så jeg et tip til, hvordan italienerne koger pasta.

Til 100 gram pasta går 1 liter vand og 10 gram salt. Nu er 10 gram salt meget, men der skal generelt bruges mere salt end man regner med og pastaen skal koge kortere tid end man tror.

Da jeg gik til italiensk madlavning gik vores underviser, som var italiener og meget latinsk, rundt med en teske og smagte på vores pastavand. For det meste hældte hun meget ekstra salt i og hvis man stod i nærheden og lignede den formastelige undersalter - ja så fik man et rap over nalderne med skeen!
Så vigtigt er pastakogning for en rigtig italiener. Så skal man lege italienofil kræver det et stort saltforbrug.

Hurtig hovedregning viser iøvrigt at jeg noget oftere skal bruge min ti-litersgryde.

Etiketter:

Nærmest tilfreds

Nu har jeg lige kigget på webloggens nye design på Macbooken og det ser jo noget pænere ud end det gamle. Det virker på en-eller-anden måde mere seriøst og intimt - ja hyggeligt ligefrem.

Men jeg er stadigvæk ikke helt tilfreds med sidebaren - der er noget punktopstilling, understregning af links, indrykning og skrifttype jeg gerne så ændret. Men mine egne beskedne evner ud i stylesheets og andet hardcore html-programmering er ikke til selv at ændre det.
Jeg ville også rigtigt gerne, at man kunne se mine nye "Labels" og hvor mange indlæg der var under hvert label samt muligheden for at trykke og komme ind til de undersider som Blogger jo skaber (det virker allerede, hvis man trykker på et label på et af indlæggene).

Det jeg forsøger at skrive er: HJÆLP MIKKEL!

Hele processen er lidt sjov. For på den ene side har jeg glædet mig til at rette på designet og give webloggen et nyt look og et lidt andet udtryk. På den anden side så vil jeg jo have både alt det gamle med (hvilket faktisk er lykkedes med det jeg ville have overført) OG samtlige nye muligheder. Uden at gøre en stor indsats naturligvis. Måske er det weekendhjernen, der slår til og et lille halvukendt hjernecenter, som udelukkende virker lørdag og søndag udsender signalvæsker i en mængde, der gør at jeg bliver overbevist om at alt det som gælder til daglig på arbejde pludselig ikke gør sig gældende for en weblog.

En smule naivt - men det er egentligt meget rart at være blåøjet og jubeloptimistisk bare for et par dage.
Imorgen venter realiteterne...

Etiketter:

lørdag, november 25, 2006

Godt begyndt

Nu er det nye design slået igennem på alle sider. Dog er nyeste version dog ikke slået igennem på alle undersider endnu.

Det ærger mig dog at en mere elegant version af arkivet ikke er en del af den template jeg har valgt.
Men jeg må vist håbe på at jeg kan lokke nogen med større forstand på programmering, html og scripts til at rette i koden på templaten så jeg kan få den widget til at virke.

Vi lever i 2006 og den slags burde da bare virke ved at trykke på en knap eller sætte et flueben et sted. Men det er måske alligevel betryggende at der stadig er nogle ting, der kun er opnåeligt gennem viden og reelt arbejde.

Etiketter:

Test af nyt design

Jeg har nu skiftet design på webloggen. Det kunne dog godt se ud som om der ligger en hel del justeringsarbejde forude.

Det er heller ikke alle nye funktioner, som fungerer endnu. Men sådan er det jo når man kaster sig hovedkuls ud i en beta-version.

Som ansat i IT-branchen burde jeg vide bedre....

Etiketter:

fredag, november 24, 2006

Mærkatpåsætter

Den nye beta-version af Blogger giver mulighed for at sætte labels på indlæg. Nu har jeg været igang med at sætte labels på de sidste 25 indlæg.

Dog har skiftet til betaversionens nye herligheder haft den lidt kedelige konsekvens at der har sneget sig flere fejl ind i html-siderne så æ, ø og å ikke virker i sidebarerne.

Undersiderne for hvert label ser også ud af helvede til.
Det kunne dog være en god anledning til at skifte design på bloggen, hvilket jeg har overvejet i et stykke tid.

Så måske er det heldigt at jeg har en hel ledig aften i kalenderen til at lave sikkerhedskopi, rette i html-kode og bande højlydt når det ikke virker.

Som sidegevinst så kan jeg stryge de links ude i venstresiden som jeg alligevel aldrig får opdateret.

Etiketter:

Ingen grund til at tage hjem fra arbejde

Det er vinter, regnfuldt og jeg har ikke fået nogen fredagsøl.
Men det er ikke det værste.

Jeg troede at jeg havde en aftale i aften, men vedkommende havde misforstået mig og skulle til Kashmirkoncert.
Nu har jeg en optøet berberiandesteg i køleskabet og har derfor forsøgt at finde en der ville være med til at spise den. Men efter at have ringet til to, som begge havde andre planer - ja så har jeg affundet mig med tanken om at jeg må spise en hel and i rød karry selv.

Nu har jeg opdaget at jeg faktisk ikke har noget at tage hjem til idag, så nu tager jeg lige et par timer ekstra på arbejde.

Det virker sgu ærligt talt lidt sørgeligt.
Men virkeligheden er at jeg altid kan bruge at spare et par ekstra flextimer op så jeg kan overføre mere ferie til næste år.

Etiketter:

søndag, november 19, 2006

Om at bekymre sig om, ikke at bekymre sig nok

Nogle dage kan jeg mærke at jeg er bekymret, men kan ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad jeg bør være bekymret om. Forleden slog det mig at, det som bekymrer mig er at jeg er bange for at der er noget jeg har glemt at tage højde for. Følelsen af at jeg måske har glemt noget.
Dog kan jeg ikke komme i tanke om, hvad det skulle være.

Der er jo altid noget jeg ikke har nået at gøre eller udfordringer der ikke er taget hul på eller problemer, der ikke er løst endnu. Men når jeg gennemgår de opgaver jeg står overfor så er der ikke nogen af dem, som bør bekymre mig synderligt. Antallet af udfordringer er heller ikke noget jeg bør være betænkelig over.

Tilbage står jeg med muligheden; at jeg ganske simpelt er bekymret for at jeg har glemt at bekymre mig om noget.

Det er jo en bizar tanke og naturligvis ikke gavnlig eller fornuftig. Men ikke destro mindre kunne det tyde på at det er realiteten. Hvad gør man så når man opdager, at man har forvildet sig ind i en tåbelig antagelse?

Kan jeg blot fortælle mig selv at jeg ikke skal være bekymret? Og virker det?
Det kunne ligne endnu et opgør mellem fornuft og følelse.

Jeg ved godt at jeg har en ganske god intuition på nogle områder og på særlige dage er den sågar skræmmende og lader mig vide ting jeg ikke har skyggen af bevis for at vide.
Erfaringen har vist at intutionen også kan fejle og at det for det meste altid er en god ide at forlade sig på information, beviser - håndgribelige data med andre ord.

Kunne det være min intuition der spiller mig et puds og fortæller mig at jeg skal bekymre mig om ting jeg ikke har mulighed for at vide jeg skal bekymre mig om?
Hvad kan jeg overhovedet gøre ved det? Hvor fjerner jeg fluebenet ud for "intuition" i indstilingerne inde i hjernen?

Når jeg gennemtænker hele problemstillingen rationelt kan jeg kun komme til slutningen at det er dybt irrationelt.
Dybest set fortæller det mig blot at uanset, hvor rationel, systematisk og ordensfokuseret jeg er - så vil jeg altid være et irrationelt menneske og der vil være ting jeg ikke kan organisere og planlægge mig ud af.

Nogle ting kan ikke forudses og forholdsregler kan derfor ikke træffes.

Pokkers X-faktoren i mit liv er dukket op til overfladen og jeg kan blot stirre på den og konstatere at den er der.

Måske bekymrer jeg mig for meget over at bekymre mig over at bekymre mig for lidt om ting jeg ikke kan vide at jeg burde være bekymret om.

Forvirret? Velkommen til mit sind.

Etiketter:

torsdag, november 09, 2006

Salte kinder i regnen

Jeg har kort nævnt overskriften på et indlæg for et par måneder siden over indlæg jeg ville lægge på webloggen senere.

Først tænkte jeg at det var en oplevelse jeg ville dele med Jer alle. Eftertænksomheden fik mig til at tøve og jeg valgte at få oplevelsen lidt på afstand og se om jeg stadig følte behov for at fortæller det når det første dybe indtryk havde lagt sig.

Jeg er normalt ikke nærig med ros. Omvendt er det ikke ofte at jeg tager skridtet fuldt ud og kommer med en hyldest. Sådan skal det også være. Ganske som aviserne altid gemmer de allerstørste typer så de kan skrive overskriften større end nogensinde set når Jesus’ genkomst er en realitet der skal på forsiden. ”Jesustyper” hedder det i typografsprog. Sådan er det med hyldest.
Superlativerne og de helt store ord skal gemmes til særlige lejligheder.

Nu er du advaret; for her kommer en hyldest. Og den har været på vej igennem et stykke tid.

Sidste år til Århus festuge havde jeg aftalt med Ann-Katrine at vi skulle ned og se Rasmus Nøhr. Under koncerten syntes jeg godt nok at han var anderledes end jeg havde opfattet ham ud fra hjemmesiden. De sange jeg kendte spillede han heller ikke.
Efter koncerten kom konferencieren ud og råbte ”Mine damer og herrer – MICHAEL SIMPSON – giv ham en stor hånd!”. Ann-Katrine vendte sig om og sagde ”Det er altså ikke Rasmus Nøhr”. Jeg blev introduceret til Michael Simpson og vi fik lavet en aftale om at se Rasmus Nøhr dagen efter. For vi havde kigget forkert i programmet. Simpson er nu også ganske god - så tilfældighedernes spil kan godt give uventet gevinst.

Aftenen efter hørte vi Rasmus fyre den af på Univers foran adskillige tusinde mennesker. Det var stort. Og da han til sidst spillede nummeret ”Sjælland” var jeg solgt.

Allerede om aftenen da jeg kom hjem købte jeg nummeret i iTunes og spillede det uafbrudt i en lille uge på min iPod indtil jeg fik CD’en.

Det blev fast ritual at høre jeg Rasmus Nøhr på iPodden, mens jeg cyklede på arbejde. Som Anne siger så er det perfekt cykelmusik og jeg havde normalt ikke travlt med at komme frem.

Eneste anke jeg har er at de numre der handler om at tage ud i verden og rom at rejse gav mig en knugende udlængsel de første par uger, hvor jeg hørte CD’en. Endda i en grad så jeg regnede friværdien på lejligheden ud i kroner og ører og havde min rygsæk stående i mit soveværelse så den hurtigt kunne fyldes og være min trofaste fælle når jeg gav efter og tog flugten.
Den dag er ikke kommet endnu.

De glade numre gør mig glad og sorgløs; jeg smiler bredt, synger med, danser ukoordineret og bliver dejligt afslappet. De melankolske numre går lige i hjertekulen på mig, og jeg får lov at tage kortvarigt ophold i det grænseland mellem lykke og sorg, hvor eftertænksomheden og refleksionen bor. De sange er et magtfuld fix, der ved indtagelse gennem øregangene på sekunder sender mig dybt ind i melankoliens smukke tusmørke.

På Skanderborgfestivalen i år havde jeg min største musikalske oplevelse til dato (større end da jeg som syvårig hørte mit store idol Poul Kjøller og sparkede ham over skinnebenet).

De andre ville høre Outlandish i ly af Rytmehans' massive telt. Jeg skulle høre Rasmus Nøhr og en smule vand eller ensomhed skulle ikke forhindre det.

Alene stod jeg gemt i mit sorte regntøj, dybt inde under hætten i den silende regn og mærkede vandet løbe gennem mig, over mig, nedad mig nedad nedad og udad. Helt alene og langt væk og alligevel så vanvittigt meget til stede at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke det bygge sig op i maven med en følelse, der bredte sig opad, fyldte brystet, blev til klump i halsen og endte i hovedet med tørhed i munden, spændte kinder, bævrende læber, sløret hørelse og våde øjne og pres på tårekanalerne. Så var trykket for stort og følelsen måtte ud. Mundvigene gav efter, så tårekanalerne. Stille stod jeg gennemblødt og formummet i regnen og græd.
At musik kan være så forbandet smukt har jeg aldrig før oplevet.

Indtrykket og oplevelsen var så stort at jeg måtte bruge nogle minutter på at komme mig og jeg husker ikke rigtigt det næste nummer, for jeg var ikke andet end fysisk til stede.

Jeg følte trang til at dele oplevelsen og sendte en sms til både Anne og Louise, som hver især stod andet steds på festivalen. Ordlyden var i sin enkelthed ”Jeg har lige hørt et nummer med Rasmus Nøhr, der er så melankolsk og fantastisk at jeg nu står og græder i regnen. Jeg har aldrig hørt noget lignende! Fuck hvor er det smukt!”.

Og det var smukt.

Nu har Anne og jeg skrevet til Rasmus og inviteret ham til julestuen. Vi håber inderligt at han siger ja, men er forberedt på et nej. Men selvom man er travl rockstjerne så er det ikke urealistisk at der kan blive plads i programmet til Danmarks bedste julestue...

Etiketter: