Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

lørdag, oktober 25, 2008

Frihed når jeg har sovet elleve gange

Jeg bruger for øjeblikket al ledig fritid på at skrive opgave på Master i IT. Igen. Men forskellen denne gang er at når opgaven er afleveret er jeg fri.
Fri fra at bruge en stor mængde af min fritid på uddannelse, fri fra at have præstationspres og deadlines i min fritid.

Uddannelse har været en stor del af mit liv og jeg har en identitet som en der altid er på vej fremad - til at blive klogere, bredere funderet, med større teoretisk dybde.
Jeg skylder uddannelse en stor del af årsagen til at jeg er, hvor jeg er idag rent fagligt. Men nu har jeg lyst til at bruge mit liv på noget andet. Igen for jeg har været der een gang før.

Fremover skal fritiden spenderes på umiddelbar nydelse. Jeg har besluttet mig for at jeg nu foreløbig har nået mit mål om at være veluddannet. Og jeg er jo veluddannet med en HA, en HD Organisation, Projektlederuddannelse, Proceskonsulentuddannelse, et par HD-enkeltfag og nu en halv Master i IT (som jeg har taget iløbet af et år).

Jeg sidder og skriver på en opgave om strategic alignment og selvom emnet egentligt er både interessant og relevant for mig så skal jeg gøre en indsats for at nyde opgaveskriveriet.
Det faktum at opgaven sætter mig fri får mig til i ny og næ at tænke at jeg bare skal have opgaven overstået. Men jeg har jo valgt at skrive opgaven af flere andre grunde.
Egentligt kunne jeg have valgt at droppe opgaven. Men så ville jeg skulle skrive den på et senere tidspunkt når/hvis jeg vil gøre min Master færdig. Jeg kan godt lide ideen om at gøre noget færdigt og derfor vil jeg gerne lave opgaven så jeg kan færdiggøre den fagpakke jeg læste i foråret.
Faktisk skriver jeg også opgaven for at blive klogere. Med vilje valgte jeg et emne jeg ikke kendte meget til og det er altid en fornøjelse at lære et nyt emneområde.

Casen jeg bruger i opgaven er uhyre relevant for mig da størsteparten af min arbejdstid i øjeblikket går med at arbejde med den problemstilling som jeg bruger i min case.

Sidst, men ikke mindst så er der jo en tilfredsstillelse ved at kunne gennemføre og afslutte et projekt. Og at skrive opgave er i høj grad et projekt. Når jeg så samtidigt har sat mig for at det skal være rart at skrive opgave så bliver udfordringen lidt større og er med til at vække min motivation.

Indenfor lykkeforskning taler man om at opleve flow skaber lykke. Flow er den tilstand, hvor man er i nuet og bliver eet med det man foretager sig og, hvor arbejdet føles som om det går af sig selv. Det er en nærmest meditativ tilstand.
Min erfaring med at skrive opgaver har bevirket at jeg i perioder har været heldig at opleve flow i opgaveskrivningen og det har været fantastisk.

Men stadigvæk så glæder jeg mig altså til, at jeg har sovet elleve gange og opgaven er aflevere.