Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

onsdag, oktober 29, 2008

Status på opgaveskrivning - eller hvordan det går med at få mit liv igen

Nu skal jeg kun sove 7 gange før jeg igen har fritid.

Status er at det går ganske fornuftigt med opgaveskrivning og ligeledes godt med at skriveprocessen er tålelig. Nu er jeg nået til den fase, hvor opgaven bliver lettere at skrive fordi teoriafsnit og problemformulering er færdig. Fasen, hvor casen skrives og analysen laves er altid den mest fornøjelige. Både fordi siderne bliver skrevet i et godt tempo og fordi at det hårde arbejde med at finde, læse og bearbejde teori (endeligt) giver gevinst.

Jeg er så rutineret i at organisere arbejdet på en opgave, at det er gået ganske smertefrit med at få arrangeret de helt rigtige interviews og nu er det første af tre i kassen og det blev rigtigt godt.

Her må jeg rose min egen timing med at få planlagt og gennemført alle aktiviteter helt rigtigt så jeg løbende i processen ikke har måttet vente på noget andet end der, hvor det er en konsekvens af den type opgave jeg skriver. Det ender med at jeg kommer til at holde af skriveprocessen.

Men kærligheden til at skrive og skabe kan jeg så passende overføre her til webloggen, hvor jeg er så heldig at opleve at I er mange som stadig læser med og har glæde af den. De mange hilsner varmer!

Så kan jeg jo argumentere for at det næsten er ærgeligt at jeg skal holde pause, når jeg nu er blevet så god til at skrive opgaver. Men som Michael Laudrup sagde så bør man stoppe, mens folk spørger hvorfor han stopper, istedet for at blive ved når folk spørger hvorfor han ikke stopper.

Etiketter:

søndag, oktober 26, 2008

Dakota Oglala-rattlesnake-Trøjborg-fusionschili

Jeg har henover weekenden lavet et chilieksperiment.   Anne kan ikke tåle okse- eller svinekød og jeg kan ikke rigtigt få mig selv til at servere vegetarchili så der måtte udtænkes et alternativ.

Min tanke var at bruge kyllingekød og efter at have konsulteret min Chili John-kogebog fandt jeg en opskrift, hvor man istedet for klapperslange kan bruge kylling (Rattlesnake chili).  En anden ret er chili som Sitting Bull har spist den (Dakota Oglala chili) som er en ren vegetarchili. Oglala var siouxindianernes navn for sig selv,  hvis du undrer dig over det løjerlige navn.

Da ingredienserne stort set var de samme - så måtte jeg jo kombinere dem så der både kunne komme kød og bønner i.   Efter noget kogeri og jongleren med kylling og bønner mellem de to gryder i kog er jeg endt med at have små ti liter fusionschili med mit eget touch i form af hjemmelavet chilipasta og øl.  Et strejf af det elskede og banale Trøjborgkøkken (peber, chili og øl i alt og gerne samtidigt).

Nu mangler jeg bare at yndlingspigerne og jeg kan finde en aften, hvor vi alle tre er ledige i kalenderen.  indtil da passer fryseemperiet på de ni liter.

Første vigtige kvalitetscheck sker formentligt mandag når jeg forhåbentligt er så langt med opgaven at jeg kan tillade mig at spise chili og gå til blues på Fatter Eskil.

Det minder mig om at jeg hellere må skrive et par sider mere i aften så jeg kan holde chili-blues-aften næste mandag.

Etiketter:

lørdag, oktober 25, 2008

Frihed når jeg har sovet elleve gange

Jeg bruger for øjeblikket al ledig fritid på at skrive opgave på Master i IT. Igen. Men forskellen denne gang er at når opgaven er afleveret er jeg fri.
Fri fra at bruge en stor mængde af min fritid på uddannelse, fri fra at have præstationspres og deadlines i min fritid.

Uddannelse har været en stor del af mit liv og jeg har en identitet som en der altid er på vej fremad - til at blive klogere, bredere funderet, med større teoretisk dybde.
Jeg skylder uddannelse en stor del af årsagen til at jeg er, hvor jeg er idag rent fagligt. Men nu har jeg lyst til at bruge mit liv på noget andet. Igen for jeg har været der een gang før.

Fremover skal fritiden spenderes på umiddelbar nydelse. Jeg har besluttet mig for at jeg nu foreløbig har nået mit mål om at være veluddannet. Og jeg er jo veluddannet med en HA, en HD Organisation, Projektlederuddannelse, Proceskonsulentuddannelse, et par HD-enkeltfag og nu en halv Master i IT (som jeg har taget iløbet af et år).

Jeg sidder og skriver på en opgave om strategic alignment og selvom emnet egentligt er både interessant og relevant for mig så skal jeg gøre en indsats for at nyde opgaveskriveriet.
Det faktum at opgaven sætter mig fri får mig til i ny og næ at tænke at jeg bare skal have opgaven overstået. Men jeg har jo valgt at skrive opgaven af flere andre grunde.
Egentligt kunne jeg have valgt at droppe opgaven. Men så ville jeg skulle skrive den på et senere tidspunkt når/hvis jeg vil gøre min Master færdig. Jeg kan godt lide ideen om at gøre noget færdigt og derfor vil jeg gerne lave opgaven så jeg kan færdiggøre den fagpakke jeg læste i foråret.
Faktisk skriver jeg også opgaven for at blive klogere. Med vilje valgte jeg et emne jeg ikke kendte meget til og det er altid en fornøjelse at lære et nyt emneområde.

Casen jeg bruger i opgaven er uhyre relevant for mig da størsteparten af min arbejdstid i øjeblikket går med at arbejde med den problemstilling som jeg bruger i min case.

Sidst, men ikke mindst så er der jo en tilfredsstillelse ved at kunne gennemføre og afslutte et projekt. Og at skrive opgave er i høj grad et projekt. Når jeg så samtidigt har sat mig for at det skal være rart at skrive opgave så bliver udfordringen lidt større og er med til at vække min motivation.

Indenfor lykkeforskning taler man om at opleve flow skaber lykke. Flow er den tilstand, hvor man er i nuet og bliver eet med det man foretager sig og, hvor arbejdet føles som om det går af sig selv. Det er en nærmest meditativ tilstand.
Min erfaring med at skrive opgaver har bevirket at jeg i perioder har været heldig at opleve flow i opgaveskrivningen og det har været fantastisk.

Men stadigvæk så glæder jeg mig altså til, at jeg har sovet elleve gange og opgaven er aflevere.

fredag, oktober 24, 2008

Jeg er tilbage!

Jeg har i et stykke tid savnet min weblog og i den senere tid virkeligt savnet min weblog. Det er ikke helt sikkert om webloggen har savnet mig, men jeg har kunnet se at mange stadig bladrer forbi selvom det er ti måneder siden jeg har pippet.

Min nygerrighed bød mig i juli at eksperimentere med bannerreklamer fra Google Adsense, hvilket resulterede i forkrøblet html-kode med alle indlæg i den tynde venstre navigationsbar.

Men nu har Mikkel Stausholm (atter) reddet min html-kode og igår aftes blev webloggen bragt tilbage til livet så jeg nu kan skrive og poste indlæg.

Tak Mikkel du er sgu en guttermand!

Etiketter: