Jeppes tankeunivers

Strøtanker - store og små, dybe og forbifarende, tidligt og sent. Alt hvad der nu kan tænkes at passere gennem mine synapser.

torsdag, august 23, 2007

Rastafri-tv-darling

Jeg ved ikke hvad det er med mig og medier. Hele Danmarks nye tv-darling!

Af en-eller-anden grund har jeg flere gange været i tv. Sidst på RTL og en kanal mere i Tyskland sammen med Dennis og Mikkel stående foran et stort portræt af Eric Honnecker i et hostel i total genskabt DDR-stil.

I weekenden var det så live på TV Østjylland iført en farvestrålende hovedbeklædning til Raggapak Reggaefestival. Sammen med Pharphar fra Bik-Stok Røgsystem. Han ligner iøvrigt en af mine kollegaer rigtigt meget - så det var som at se Sune med en joint!

Eneste anke var at interviewet lå lige midt i min aftensmad så min burger blev kold. Men så købte jeg bare en dagen efter for at kompensere (det var ihvertfald min undskyldning for at frådse to dage i træk).

Men skægt det var det - både at være på tv og at være på festival. Jeg håber at det bliver en realitet igen næste år.

Etiketter:

søndag, juli 15, 2007

Raggapak din taske og tag med

Sidste år var jeg med alle drengene til første udgave af Danmarks nye reggaefestival - Raggapak.
Det var superhyggeligt og med blot 500 deltagere og et godt festivalområde i en bakket stor lysning med egen sø ved Silkeborg. Samtidigt var der gjort meget ud af at have nogle rigtigt gode madboder og lave priser på øl, hvilket altid er en god forudsætning for en god festival.

Idag er Mikkel og jeg ved at mobilisere alle drengene til årets festival 17.-19. august, som bliver både større og bedre. Vi har også en formodning om at der bliver en stor tribute til Natasja, som skulle have været hovednavnet.

Vi har naturligvis en plan, der skal sikre os de allerbedste pladser OG et telt som Troels kan få helt for sig selv.

Hvis du skal med så skynd dig at ring til Mikkel eller jeg. Men allervigtigst: køb billet allerede idag!

Etiketter:

mandag, februar 05, 2007

Psykopat på Trøjborg

Min nabo Mathias og jeg ville lave resterne af de burgere vi havde tilovers fra Superbowlaften med rollespilsgutterne igår. Men vi manglede nogle burgerboller så vi skulle i Fakta.

På vej hjem fra Fakta så vi en mand og kvinde som skændtes. Et-eller-andet ved kvinden sagde mig at det ikke var et fordrukket par på vej hjem fra Trøjborgkroen, så vi stoppede op. Da hun forsøgte at rive sig løs fra mandens tag i hendes jakke og råbte "du skal ikke tage de varer - det er nogle jeg har købt" forstod jeg at det nok ikke var et par. Da han forfulgte hende over gaden hun begyndte at græde og skrige

Pludseligt kom to piger løbende ud af pizzeriaet på hjørnet og over til pigen. Vi løb også derover sammen med en anden fyr der også var på vej hjem fra Fakta.

Med et stod vi 6 personer omkring pigen der grædende havde sat sig på en trappesten. Manden forsøgte at hive hende op at stå og trække hende videre, men hun ville ikke og de to piger råbte til ham at nu skulle han stoppe og gå væk.

Manden kiggede sig omkring og fortrak da han så hvor mange vi var. Hun fortalte at manden var en kollega, som var meget forelsket i hende - men at hun havde afvist ham netop idag, hvilket han ikke havde taget særligt pænt.

Han skråede over gaden og gik væk, men vendte hurtigt om og kom tilbage. Vi forsøgte at fortælle ham at han bare skulle gå igen, men han ville hele tiden hen og røre ved den stakkels pige.
Han begyndte at sige noget om at vi mænd skulle gå fordi hun var pige og skulle hjem. Vi forklarede ham at vi blev, men at han skulle gå sin vej. Men han insisterede på at blive og ryge en cigaret 3 meter væk. Da han ikke ville gå og et par fra en lejlighed lige ud for ringede til politiet som ikke ville komme - gik vi alle ned mod pizzeriaet. Den anden fyr sagde højt at vi skulle gå ned på pizzeriaet og manden skyndte sig derned - men i sidste øjeblik drejede vi om et hjørne og ind i en opgang.

Døren til opgangen lukkede, men låsen smækkede ikke. Så jeg stod og holdt døren mens Mathias holdt vagt ud af et vindue. Manden var ikke at se. Imens ringede vi til Mathias' kæreste og fik hende til at gå rundt i opgangene derhjemme for at se om der var nogle mænd hjemme, som kunne komme over og hjælpe. Desværre var der ikke nogen hjemme.

Pigen ringede til politiet, som oplyste at de ikke kunne hjælpe, men at hun var velkommen til at kontakte dem i morgen, hvis chikanen fortsatte. Hun ringede til en veninde og aftalte at hun kunne komme derover og sove.

Vi fulgte alle 6 hende hjem og sikrede os at han ikke stod og ventede på hende. Heldigvis var han der ikke.
De to piger, som var kommet hende til hjælp først fortalte at de havde set manden følge efter hende allerede nede i midtbyen , hvor han havde fulgt hende ind, ud, ind, ud og ind i en bus og trods hendes råben af ham havde sat sig på sæddet bag hende.

Da vi kom hjem gik Mathias og jeg med en af underboerne lige forbi igen og tjekkede at han ikke var der. Der var lys i lejligheden og ingen psykopat på lur.

Det var et ubehageligt optrin at overvære - men det føles godt at have trådt til. Også selvom det var ansporet af de to piger der kom ilende til hjælp. Og det var rart at se at der på gaden her, hvor jeg bor var 6 fremmede der kunne samle sig om at hjælpe.

Psykopater - det er ikke noget vi har brug for her på Trøjborg.

Men jeg er skuffet over at politiet ikke følte at de kunne sende en patruljevogn forbi og vise flaget så psykopaten ville fortrække.

Jeg tænker på den stakkels pige, som i morgen må tage på arbejde, hvor psykopaten også arbejder. Derudover ved han, hvor hun bor og hvad hun hedder.

Han virkede MEGET vedholdende og det er uvist, hvordan han tager afvisningen og nederlaget med at fremmede på gaden stimlede sammen og jog ham væk.
Jeg kan frygte, at hun går en hård tid i møde og kan blive tvunget til at træffe en række konsekvente valg før hun får fred for ham.

Etiketter:

torsdag, januar 25, 2007

Gammel vin på gamle flasker

Ja det gik jo ikke som jeg havde regnet med.

For at gøre en lang historie kort så fandt jeg en fejl i det ellers ganske udemærkede Blogger 2. Man kan ikke tilknytte en hjemmesideadresse til een weblog, slette webloggen og tilknytte hjemmesideadressen til en anden weblog.

Faktum er at jeg nu er den lykkelige ejer af abildskovl.dk og ikke har noget at bruge det til lige i øjeblikket.

Det positive er dog at jeg med et par klik kunne genbruge min gamle opsætning på www.abildskov.dk og designet selvom jeg havde lavet en nyere og smartere version af webloggen. Det er sgu meget fikst.

Og nu ligger webloggen på www.abildskov.dk og ikke på www.abildskov.dk/weblog.html - nemmere, hurtigere og kækkere.

Nu overvejer jeg kraftigt at købe et andet domænenavn og bruge det til webloggen så jeg kan komme til at benytte de smarte funktioner, som vil kunne gøre webloggen meget nemmere at administrere og ikke mindst mere levende for de som læser den.

Hvordan lyder tankeunivers.dk?

Etiketter:

lørdag, december 23, 2006

Opgradering fra gudfar til onkel

Jeg er jo gudfar til en fantastisk lille pige, som er datter af nogle af mine gode venner. Både de og jeg har haft travlt med en masse ting i det forgangne år, og jeg har slet ikke levet op til mit ønske om at være en aktiv del af hendes lille liv.

Faktisk så jeg hende sidst mellem jul og nytår i 2005.

Men i søndags havde vi arrangeret at vi alle skulle i Den Gamle By til julemarked. Da jeg kom ned på gaden til den ventede bil sad både Laura og lillesøster Nanna smilende på bagsædet og vinkede.

Lige da jeg satte mig ind i bilen råbte Laura "Hej Jeppe!!!" med den største barneglæde i stemmen. Det var fantastisk.

Da vi kom ud af bilen ved Den Gamle By - løb hun rundt om bilen så hurtigt hendes små fireårige ben kunne og sprang om halsen på mig fordi hun var så glad for at se mig. Og ja onkel Jeppes hjerte smeltede naturligvis fuldstændigt. Så gik vi ellers direkte ind i honningkageboden og derefter til slikboden, hvor hun fik den allerstørste slikpind de havde.

Jeg er nemlig ikke blot gudfar - men udnævnt til onkel. Det er jeg både glad for og stolt af. Det er jo et hverv, som forpligter.

For en måned siden skrev jeg et indlæg om netop det at være en "Gudfar in absentia" som aldrig kom på webloggen.

Det kommer det heller ikke i sin fulde længde. Men her er hvad jeg skrev om mine tanker om at være Gudfader.


"På det seneste har jeg fået gjort nogle af de ting jeg længe har villet gøre. Men een ting har jeg ikke fået gjort noget ved endnu og det er at se min guddatter regelmæssigt.

Det er noget jeg virkeligt burde få styr på, for det at blive valgt som bagstopperen eller garderingen for et andet menneske er for mig en stor ting. Sådan var det også tiltænkt. Jeg skulle være den valgte onkel som skulle være der for hende hele livet.

Naturligvis vil et opkald om at jeg er behøvet få mig til at smide, hvad jeg end havde i hænderne og med det samme tage afsted. Men det er jo ikke i nødsituationerne at man skal vise sin kvalitet som gudfader. Ja kvalitet som menneske velsagtens.

I min forestilling er en rigtig gudfader at være en person som er der til at følge hende vokse op - se hendes udviking, dele glæder og sorger i et lille liv og i særdeleshed sprede glæde. Man har jo licens til at forkæle og pligt til at gøre det."


I dag har jeg genstartet min forkælelse i form af julegave, fødseldagsgave, tur i Den Gamle By og varm kakao. Men vigtigst så har vi hygget os og jeg er den onkel hun glæder sig til at se.

Det er uden tvivl en af de bedste ting jeg har gjort i år!

Etiketter: , ,

torsdag, december 07, 2006

Julestue II

Igår havde jeg besøg af Lul som desværre var forhindret i at komme til julestuen. Jeg havde stadig mad tilbage fra forleden så vi fik lavet en ordentlig portion mad. Så nu har jeg endnu flere rester.

Hele lejligheden flyder stadig med balloner. Jeg kan ikke smide ballondyrerne ud i oppustet tilstand og jeg nænner (endnu) ikke at punktere dem. Istedet tror jeg at jeg sniger et af de store ind til naboen så sønnen Magnus kan overtage det.

Jeg tror ikke at jeg tidligere har været i et ballondyrsdilemma.

Etiketter:

mandag, december 04, 2006

Julestuen var en succes

Ganske som de andre ord var julestuen helt utrolig hyggelig og varede længe. Ikke helt til påske - men klokken 4 om morgenen.

Min nabo Mikkel siger at de ikke har hørt noget larm (udover om eftermiddagen hvor de var med). Jeg er ikke sikker på at det samme gør sig gældende for min underbo. Jeg må nok hellere kigge ned med bestikkelse i form af hjemmebag.

Hele herligheden startede lidt i to om eftermiddagen, hvor underbo og nabo kom ind og Anne a.k.a Gud kom ind. Så dryppede gæsterne ellers ind i jævnt tempo. Der blev spist hjemmebagte småkager, kogte klejner, æbleskiver, hjemmelavet konfekt og drukket glögg og juleøl. Imens startede fabrikationen af julepynt og jeg har nu noget totalt old school julepynt i form af appelsiner med nelliker ophængt i rødt silkebånd.

Senere kom der gang i gryderne og ovnen og flæskesteg og medister blandede sig med brune kartofler, grønlangkål, kartofler og sauce.

Det smagte forrygende. Ris a lamanden til 16 personer blev næsten spist på trods af at vi næsten.

Pakkelegen var intens ganske som den plejer. Dog var der ingen hadegaver i spil, hvilket betyder at næste år må der være klar overvægt af u-ønskede gaver for at opveje det - ellers forstyrres balancen mellem godt og ondt i universet...

På trods af mine skriftlige advarsler til alle andre beboere i opgangen om at der højest sandsynligt ville forekomme skønsang af salmer i det tidsrum, hvor julestuen kørte - så fik vi kun sunget en halv salme på de 14 timer.
Lidt skuffende set i lyset af at vi aldrig før har haft så mange sanghæfter (over 20).

Julestemningen kom frem. Der var masser af glade mennesker og søndagens mathed var med visheden om at det skyldtes 14 timers intens julehygge.

Så nu bliver det også jul i år!

Etiketter: ,

torsdag, november 09, 2006

Salte kinder i regnen

Jeg har kort nævnt overskriften på et indlæg for et par måneder siden over indlæg jeg ville lægge på webloggen senere.

Først tænkte jeg at det var en oplevelse jeg ville dele med Jer alle. Eftertænksomheden fik mig til at tøve og jeg valgte at få oplevelsen lidt på afstand og se om jeg stadig følte behov for at fortæller det når det første dybe indtryk havde lagt sig.

Jeg er normalt ikke nærig med ros. Omvendt er det ikke ofte at jeg tager skridtet fuldt ud og kommer med en hyldest. Sådan skal det også være. Ganske som aviserne altid gemmer de allerstørste typer så de kan skrive overskriften større end nogensinde set når Jesus’ genkomst er en realitet der skal på forsiden. ”Jesustyper” hedder det i typografsprog. Sådan er det med hyldest.
Superlativerne og de helt store ord skal gemmes til særlige lejligheder.

Nu er du advaret; for her kommer en hyldest. Og den har været på vej igennem et stykke tid.

Sidste år til Århus festuge havde jeg aftalt med Ann-Katrine at vi skulle ned og se Rasmus Nøhr. Under koncerten syntes jeg godt nok at han var anderledes end jeg havde opfattet ham ud fra hjemmesiden. De sange jeg kendte spillede han heller ikke.
Efter koncerten kom konferencieren ud og råbte ”Mine damer og herrer – MICHAEL SIMPSON – giv ham en stor hånd!”. Ann-Katrine vendte sig om og sagde ”Det er altså ikke Rasmus Nøhr”. Jeg blev introduceret til Michael Simpson og vi fik lavet en aftale om at se Rasmus Nøhr dagen efter. For vi havde kigget forkert i programmet. Simpson er nu også ganske god - så tilfældighedernes spil kan godt give uventet gevinst.

Aftenen efter hørte vi Rasmus fyre den af på Univers foran adskillige tusinde mennesker. Det var stort. Og da han til sidst spillede nummeret ”Sjælland” var jeg solgt.

Allerede om aftenen da jeg kom hjem købte jeg nummeret i iTunes og spillede det uafbrudt i en lille uge på min iPod indtil jeg fik CD’en.

Det blev fast ritual at høre jeg Rasmus Nøhr på iPodden, mens jeg cyklede på arbejde. Som Anne siger så er det perfekt cykelmusik og jeg havde normalt ikke travlt med at komme frem.

Eneste anke jeg har er at de numre der handler om at tage ud i verden og rom at rejse gav mig en knugende udlængsel de første par uger, hvor jeg hørte CD’en. Endda i en grad så jeg regnede friværdien på lejligheden ud i kroner og ører og havde min rygsæk stående i mit soveværelse så den hurtigt kunne fyldes og være min trofaste fælle når jeg gav efter og tog flugten.
Den dag er ikke kommet endnu.

De glade numre gør mig glad og sorgløs; jeg smiler bredt, synger med, danser ukoordineret og bliver dejligt afslappet. De melankolske numre går lige i hjertekulen på mig, og jeg får lov at tage kortvarigt ophold i det grænseland mellem lykke og sorg, hvor eftertænksomheden og refleksionen bor. De sange er et magtfuld fix, der ved indtagelse gennem øregangene på sekunder sender mig dybt ind i melankoliens smukke tusmørke.

På Skanderborgfestivalen i år havde jeg min største musikalske oplevelse til dato (større end da jeg som syvårig hørte mit store idol Poul Kjøller og sparkede ham over skinnebenet).

De andre ville høre Outlandish i ly af Rytmehans' massive telt. Jeg skulle høre Rasmus Nøhr og en smule vand eller ensomhed skulle ikke forhindre det.

Alene stod jeg gemt i mit sorte regntøj, dybt inde under hætten i den silende regn og mærkede vandet løbe gennem mig, over mig, nedad mig nedad nedad og udad. Helt alene og langt væk og alligevel så vanvittigt meget til stede at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke det bygge sig op i maven med en følelse, der bredte sig opad, fyldte brystet, blev til klump i halsen og endte i hovedet med tørhed i munden, spændte kinder, bævrende læber, sløret hørelse og våde øjne og pres på tårekanalerne. Så var trykket for stort og følelsen måtte ud. Mundvigene gav efter, så tårekanalerne. Stille stod jeg gennemblødt og formummet i regnen og græd.
At musik kan være så forbandet smukt har jeg aldrig før oplevet.

Indtrykket og oplevelsen var så stort at jeg måtte bruge nogle minutter på at komme mig og jeg husker ikke rigtigt det næste nummer, for jeg var ikke andet end fysisk til stede.

Jeg følte trang til at dele oplevelsen og sendte en sms til både Anne og Louise, som hver især stod andet steds på festivalen. Ordlyden var i sin enkelthed ”Jeg har lige hørt et nummer med Rasmus Nøhr, der er så melankolsk og fantastisk at jeg nu står og græder i regnen. Jeg har aldrig hørt noget lignende! Fuck hvor er det smukt!”.

Og det var smukt.

Nu har Anne og jeg skrevet til Rasmus og inviteret ham til julestuen. Vi håber inderligt at han siger ja, men er forberedt på et nej. Men selvom man er travl rockstjerne så er det ikke urealistisk at der kan blive plads i programmet til Danmarks bedste julestue...

Etiketter:

tirsdag, september 12, 2006

Held og tandlæger

Jeg har lige været til tandlæge og få lavet en fyldning i en tand.

Siden fire horrible år med hyppige besøg hos overivrige og stærkt eksperimenterende bøjletandlæger i teenageårene har jeg haft tandlægeskræk.

Jeg er angst for at det gør ondt, og angst for at blive bedøvet. Unægteligt et skidt udgangspunkt.

Det var fire år siden jeg af uransagelige årsager ikke længere fik de halvårlige indkaldelser til tandundersøgelser og jeg har hele tiden udsat at opsøge en tandlæge.
For et par måneder siden mistede jeg en plumb og så kunne det ikke udsættes længere og jeg var for tre uger siden hos tandlæge for første gang i fire år. De 25 minutter i venteværelset føltes som Poul Dissings sang "25 minutter endnu".

Men de var mægtigt søde og svor at jeg altid ville få smertefri behandling. Så fik jeg lidt skældud og var kort efter den lykkelige ejer af diverse mundhygiegneprodukter.
Mit held er stadig ikke sluppet op - og der var ikke noget ud over den plumb, der skulle erstattes.

Det fik jeg ordnet idag. Århus Sporveje besluttede at bidrage til spændingen og min stramme tidsplan med 8 minutter til at gå fra bus til tandlæge blev til to minutter. Så jeg kom direkte ind i stolen - stakåndet og svedende. Før jeg vidste af det var jeg blevet stukket med to kanyler og fyldt til randen med vat, bideklodser, slanger og et virvar af stadigt skiftende sterile stålinstrumenter.

Det var ikke nogen nydelse, men slemt det var det faktisk ikke. Altså ikke før jeg skulle betale. Ja det er godt nok det dyreste plastic jeg længe har købt....

Heldigvis skal jeg afsted igen om en måned.

Etiketter:

lørdag, august 05, 2006

Rejselivet

(Indlægget er nøjagtig 8 dage forsinket eller lagret om man vil)

I det tidligere forår mens salget af TDC-aktier var på sit højeste regnede jeg på, hvad det ville koste mig at købe en lille bil og ligeså vigtigt; hvad den ville koste mig på månedsbasis.

Jeg fik et mindre chok ved at regne ud at selvom jeg kun i vinterhalvåret kørte de 4 km til og fra arbejde og ellers brugte den til køreture til venner og familie i resten af landet nogle gange om måneden - ja så ville bilen koste mig 2.000 kroner om måneden.

Derfor gik jeg fra ideen om at blive bilejer i denne omgang da jeg egentligt er fint tilfreds med at cykle og tage bus, tog og rutebil. Samtidigt tænke jeg at hvis jeg oftere rejste ud og besøgte dem jeg kender udenfor Århus (og der er en del) så kunne jeg sjældent bruge mere en 1.000 kroner om måneden på transport.

Langsomt er jeg begyndt at leve efter at jeg skal have, og har, råd til at tage bussen til København, toget til Ålborg, Silkeborg og snart også Odense når søster flytter dertil i morgen.

Nu sidder jeg i toget med den skinnende Macbook på skødet og skriver løs på dette indlæg. Jeg er på vej til Ålborg for at besøge min gamle ven Carsten som bor i Nørrehalne i Nordjylland.

Mens fingrene danser på tasterne vugger toget stille jeg og mine medpassagerer som lavmælt taler om et emne jeg ikke rigtigt kan fange hvad er.
Det er rejselivet som jeg jo faktisk holder meget af. Der er frihed i at du i bil kan bestemme nøjagtigt hvornår du vil køre og hvorhen. I tog, bus og færge bestemmer man ikke selv afgang og destination, men til gengæld har man tid til at fokusere på andet end selve styring af fartøjet.

Man giver ansvaret fra sig til den som nu end måtte styre toget, færgen, taxaen eller bussen - man er så at sige fri. Man er vægtløs i ansvarets ydre rum.

Naturligvis betyder offentlig trafik at man må affinde sig med ventetid når forbindelserne passer dårligt eller der er forsinkelser.
Men faktisk kan jeg også godt lide at være i transit. At vente et sted og have lidt tid til overs til at opleve et fremmed sted og til fordybelse tiltaler mig. Det giver tiltrængte pusterum for et utålmodigt menneske som jeg.

Lige i skrivende øjeblik bliver jeg mindet om en af de ulemper der kan være ved offentlig transport: andre mennesker. En norsk dame på sæddet bag ved mig taler ualmindeligt højt i sin mobiltelefon som vil hun råbe direkte til Norge fra toget som bumler henover Himmerland.

Det får mig til at tænke på hvad John, som jeg delte køkken med på Kastaniegade sagde: "folk er idioter!". Fra tid til anden må jeg give ham ret.
Måske er det fordi hun har en skærende nasalvokal der er meget gennemtrængende eller måske fordi hun taler norsk. Men det hører sig jo også til - og nu kan jeg jo sidde og more mig over hende og bruge lidt tid på at fantasere om hvor fjollet hun må se ud.

Nu er toget lige straks i Ålborg - ti minutter forsinket iøvrigt....

Etiketter: ,